Filmen ¤¤Die Welle¤¤ er overbevisende i sin udtryksform. Og man må stille spørgsmålet, er det så nemt at ¤¤forføre¤¤ mennesker til fascisme og troskab til føreren/læreren?

af Steen Flemming Jørgensen
Filmen 'Die Welle' er skabt på baggrund af en autentisk hændelse i USA. Det var den amerikanske gymnasielærer Ron Jones, som lod sine elever gennemføre eksperimentet. Det skete i 1967.
Jeg får nærmest kuldegysninger, når jeg tænker på de konsekvenser, filmen viser os. Helt tilbage i 1938 skrev Nordahl Grieg så smukt 'Ung må verden endnu være', desværre er både Nordahl Grieg og Die Welle stadig aktuelt i 2008.
Nu har en tysk instruktør taget bolden op og viser os Tyskland i år 2008. Filmen kunne have foregået et hvilket som helst sted på vores klode, hvor der er et borgerligt demokrati.

Temauge
Filmens handling er følgende: Der skal være temauge på et gymnasium et sted i Tyskland. Den populære gymnasielærer får tildelt emnet enevælde/autokrati. Meget mod sin vilje, han vil meget hellere undervise i anarki. Han er nemlig en gammel bz`er.
Rainer Wenger, som historielæreren hedder (Jürgen Vogel), begynder nu at ændre elevernes adfærd gennem ganske små ændringer, som eleverne er med til at vedtage. Så som respekt for læreren, skoleuniform, respekt for fællesskabet, samme hilsen, et logo, fællesmøder. Alle disse tiltag er jo ganske fornuftige, og de fleste vil kunne acceptere dem.
Men så kommer måden, de bliver benyttet på! At kunne blive en del af et fællesskab tiltrækker svage personligheder, der mangler en ide i deres tilværelse. Mange unge er kommet ud i en form for nihilisme, hvor alt er lige meget. Hvor den stærkeste er klog og den svage dum. Men nu får de en betydning i det nye fællesskab Bølgen.
Langsomt begynder hele klassen at tage form som et fællesskab, der udelukker alle andre som ikke bærer uniform. Stille og roligt går hele fællesskabet fra skoletiden over i elevernes tilværelse også i deres fritid og deres tid med familien og venner. Enkelte individer gør oprør, men bliver selvfølgelig mobbet og udelukket af Bølgen.
Læreren opdager, langsomt, at noget er ved at gå helt galt. Selv om han også nyder sin nye autoritet og popularitet hos sine elever.
Ugen er ved at være slut og hele projektet Bølgen skal evalueres. Så han indkalder til et stort møde for alle Bølgens medlemmer. Ideen har nemlig spredt sig langt ud over de oprindelige 25 elever, nu er de flere hundrede.
På dette stormøde, der nærmest kan karakteriseres som et slags nazistisk stormøde, sker tingene nu pludselig meget hurtigt og dybt ulykkeligt. Nogle elever vil ikke forstå at bevægelsen Bølgen bare var et pædagogisk eksperiment. De er nemlig blevet en del af et fællesskab/familie de aldrig har haft.
I al sin gru går det nu op for læreren, hvad det er, han har sat i gang. I en af de sidste scener ser vi ham med et tomt og rædselsslagent udtryk i ansigtet. Måske tænker han: 'hvordan kunne dette ske, med oplyste unge gymnasieelever, på så kort tid'.

Nemt at forføre
Filmen er overbevisende i sin pædagogiske/psykologiske udtryksform. Og man må stille spørgsmålet, er det så nemt at 'forføre' mennesker til fascisme og troskab til føreren/læreren?
Er det således grupperingerne bag ved religiøse grupper og ungdomsbander, rockerne bliver rekrutteret? Er det sådan et diktatur opstår for langsom at æde alle de selvstændige sjæle til fordel for én ide? Jeg ved det ikke, men gik meget tankefuld ud af biografen.
Jeg så filmen i Vester Vov Vov på Vesterbro i København. Her var også to 10. klasser, der var meget snakkesalige i begyndelsen, men blev så helt tavse, og da filmen sluttede sad de musestille til de brød ud i klapsalver.

Bølgen. Instruktion: Dennis Gansel. Har haft premiere. Kan ses i de mindre små alternative biografer som Vester Vov Vov, Øst for Paradiset/Århus, cafebiograferne/Odense & Biffen/Ålborg.