I tresserne og halvfjerserne hed det ¤¤velfærd¤¤, fra firserne og til og med i dag hedder det ¤¤privatisering¤¤. Den af økonomen J.M.Keynes inspirerede velfærdsøkonomi handlede om, at staten skulle gå ind og mildne de værste følger af kapitalistisk økonomi med dens tilbøjelighed til kriser

af Kjeld Stenum
Statsindgreb skulle pumpe købekraft ud i samfundet, øge pengemængden, først og fremmest gennem offentlige investeringer. At øge pengemængden er at skabe inflation - priserne følger hurtigt med op og udligner væksten i købekraft. Så bliver det dyrt at låne penge - rente stiger, statsgæld stiger, arbejdsløshed stiger. Staten bevæger sig ud over 'afgrundens rand', som det blev malerisk udtrykt af politikerne dengang.
Alt det gjorde vel som den første europæer Margareth Thatcher op med. Hendes økonomi-guru var den samme, som Chiles fascistiske diktator Pinochet havde som guru: amerikaneren Milton Friedman. Stram pengepolitik, ned med statsinterventionisme og offentlige udgifter, privatisering, og lad dø, hvad ikke kan leve, var slagordene.
Så op gennem firserne og halvfemserne forvandledes kapitalismen mere og mere til finanskapitalisme. Produktionssektoren var risikabel, og havde man penge, var det bedre at spekulere end at risikere. Tankegangen gjorde ondt på de små, men havde succes med at fjerne de uheldige langtidsvirkninger af keynesianismen. Og den har regeret stort set alle udviklede kapitalistiske lande lige siden.
Som kapitalismen sejrede i praksis med Berlin-murens fald, sejrede neoliberalismen ideologisk langt ind i socialdemokratierne under paroler om en ny vej. Og det førte til mange års ubrudt vækst - for finanskapitalisterne, i hvert fald. Polariseringen i samfundene voksede med.
Men hvad sker nu? Store banker begynder at krakke, det er ikke kun for Roskilde Bank i Danmark, dette sker, USA, England og flere steder oplever lignende symptomer. Og hvad er politikernes svar? Lader man dø, hvad ikke kan leve, sådan som guru Friedman ville?
Nej. Det uhørte sker, at staten igen går ind og påtager sig en aktiv rolle som mildner af kapitalismens krisesymptomer. Nationalbanken overtager den fallerede Roskilde Bank, der havde spekuleret for meget i boligmarkedet.
Lignende er sket i andre lande. I USA - i Bush Juniors USA - overtager staten to af landets største finanskapitalistiske virksomheder, kreditforeningerne Freddie Mac og Fannie Mae, der ejer boligobligationer til en værdi af 5.000.000.000.000 dollars (ja, der er og skal være tolv nuller - det hedder billioner). Boligmarkedet i USA er nemlig i endnu højere grad end i Danmark i frit fald, og de to stakkels finanskapitalistiske virksomheder har inden for de seneste tolv måneder tabt 14 milliarder af deres 5.000 milliarder dollars. Så de må jo støttes!
Men det er jo statsinterventionisme. Og er vi så ikke tilbage ved gode gamle Keynes og velfærdsstaten? Nej. Vi er ikke tilbage ved Keynes, kapitalismen kan ikke vende tilbage til Keynes, Keynes` politik spillede som nævnt fallit allerede i firsernes begyndelse og kan ikke genoplives. Det, som Keynes forsøgte, var at modvirke den tendens til udhulning af vores forbrugsevne, som kapitalismen har, og som komme til udtryk i de tilbagevendende overproduktionskriser.
Man kan godt sige, at selvom denne politik undgik at gå direkte i kødet på den kapitalisme, som er skyld i miseren, så havde den i det mindste det socialt progressive sigte, at den søgte at fastholde de udbyttede klassers forbrugsevne. Den forsøgte at modvirke klassepolariseringen. Det sigte har den moderne statsinterventionisme overhovedet ikke.
Moderne statsinterventionisme går ind og holder hånden under kriseramte kapitalister, og endda ikke bare kapitalister, nej, den værste og mest snyltende og reaktionære af slagsen, som findes, nemlig finanskapitalisterne, børsspekulanterne. Friedman-økonomi holder som nævnt ikke hånden under småfolks forbrugsevne, de må klare sig eller gå under.
Begynder renten at stige - og det gør den, efterhånden som folks lånebehov vokser - bliver afgørende dele af husholdningsøkonomierne som huslejer for høje. Så kollapser boligmarkederne, og finansvirksomheder krakker. Så taber børsspekulanterne penge, og det kan man ikke have, for så bliver de usikre og begynder at flytte rundt på deres mange penge, og så begynder aktiekurserne at styrtdykke.
Det er et børskrak som det i slutningen af 1920`erne, den moderne statsinterventionisme forsøger at forebygge, ikke en simpel overproduktionskrise. Og det gøres med utilsløret klassepolitik til fordel for de rige. Der er intet progressivt ved moderne statsinterventionisme, tværtimod!
Der vil ikke længere være rum til at tage sig af småting som social ustabilitet og fattigdomsproblemer. Tværtimod, regningen for, at staterne holder hånden under finanskapitalisterne, bliver temmelig direkte skrevet ud til de fattigste gennem skatter, manglende kompensation for prisstigninger, forringelser af socialt sikkerhedsnet og så videre. Og det vil mindske forbrugsevnen i samfundene og forstærke tilbøjeligheden til overproduktionskriser.
Den kapitalistiske cykel vil slingre voldsommere og voldsommere.
Men fat mod! Når den desperate kapitalisme opgiver at løse sine selvskabte problemer indadtil, har vi før set, at den begynder at kigge udad. Hvad den ikke længere kan skabe selv, kan den røve fra andre. Sagt med andre ord, de kapitalistiske staters udenrigspolitikker vil blive mere beskidt og aggressiv, og indadtil vil man i stigende grad indrette økonomierne på krigsforberedelse.
Så vil man oven i købet komme den tendens til stigende arbejdsløshed, som man allerede i USA og vel snart også vi andre oplever, til livs. Sådan spåede de mest skarpsindige af de russiske bolsjevikker allerede før den russiske revolution, at kapitalisme ville opføre sig, når staten påtog sig rollen som finanskapitalist. Og sådan opførte Hitler sig i trediverne.
Militærproduktion var et effektivt våben i kampen mod den tyske arbejdsløshed.
Det sørgelige er bare, at efter tredivernes tilsyneladende stabilisering fulgte fyrrernes slagtemarker.