Anne Feeney hele sit liv har levet af at kommunikere klart og billedrigt. Først som praktiserende advokat i USA og i de sidste mange år som omrejsende i store dele af verden med musikalske og politiske budskaber

af Jan Lars Nielsen
Fredsaktivist, samfundsrevser, kvindesagsforkæmper, arbejdersanger.
Det er blot nogle af de titler, der kan sættes på den amerikanske sangerinde, Anne Feeney.
Lige nu er hun i Danmark for at deltage på Europas Sociale Forum i Malmø. Og i næste uge giver hun adskillige koncerter i Danmark.
Jeg træffer Anne Feeney tirsdag formiddag i Trekronergadde, hvor hun skal bo. For kun to timer siden ankom hun til Danmark og hun stiller som betingelse for interviewet, at det bliver nævnt, at hun stiller op med slemme symptomer på jetlag.
Hun er fløjet med SAS-maskine SK926 fra Washington DC kl. 17 lokal tid med ankomst til Kastrup kl. 7.15 og nu er klokken ni.
Men det går alligevel godt. Det er tydeligt, at Anne Feeney hele sit liv har levet af at kommunikere klart og billedrigt. Først som praktiserende advokat og i de sidste mange år som omrejsende i store dele af verden med musikalske og politiske budskaber.

Familie med musik
Anne Feeney blev født i Pittsburgh, Pennsylvania for 57 år siden og har haft sit officielle hjem der siden. Næsten altid på turne som nu har bragt hende til Danmark.
- Jeg kommer fra en meget stor irsk familie, hvor der var meget musik. Alle i familien spillede et instrument, sang eller kunne fortælle historier. Når familien samledes var der altid sang og musik. Da jeg var to år stillede mine forældre mig op på et bord og jeg sang 'Doggie in the window'.
- Da jeg kom på highschool var folkemusikken populær med Bob Dylan, Peter Paul and Mary, The Kingston Trio og så videre. Det var en meget progressiv highschool, hvor jeg gik fra jeg var 14 til 16 år gammel. Fra skolen var der folk, der tog til Missisippi for at være med i borgerrettighedsbevægelsen, og kom tilbage og spillede guitar og sang. Det var meget bevægende og magtfuldt, og jeg ville være en del af det, så mine forældre købte en guitar jeg kunne øve mig på.
- Men det eneste jeg ønskede var en Martin D-28 fremstillet i Pennsylvania, som var den foretrukne guitar for alle folkesangere på det tidspunkt. Så efter highschool havde jeg job om dagen og tog kurser om aftenen på college. Jeg ville spare sammen til en Martin D-28, som kostede 400 dollars. Da jeg efter et år havde sparet pengene sammen, overraskede mine forældre mig, og gav mig den i gave til min 17-års fødselsdag. Og den guitar har jeg spillet på i 40 år. Den er blevet pensioneret i år, så nu har jeg fået en ny canadisk guitar, en Lutherie. Som så mange andre multinationale selskaber har Lutherie outsourcet arbejdet til lande med lav løn uden social sikring. Min guitar er fremstillet i USA.

Politiske sange
Hvorfor begyndte du at spille politisk musik?
- Jeg tog eksamen som 16-årig fra highschool i 1968, så det var svært ikke at involvere sig i politik. Vietnamkrigen var på sit højeste og de drenge jeg kendte blev indkaldt og sendt til Vietnam.
- Som jeg sagde, var det en meget progressiv highschool, hvor vi blev opfordret til at involvere os i vores omgivelser. Vi var en del af mange politiske kampagner. Jeg lærte en del poliske sange, men jeg er ud af en arbejderklassefamilie og musik og sang var noget vi gjorde for sjov. Det var svært at forestille sig, at man skulle kunne leve af det. Så efter college gik jeg på universitetet og fik en grad, så jeg kunne praktisere som advokat, hvilket jeg gjorde i tolv år.
- Ved siden af spillede jeg i forskellige musikgrupper. Jeg spillede med et bluegrassband, et traditionelt irsk band og i et countrydanseorkester, men det var ikke politisk musik. Hvis der var en demonstration, en strejke eller lignende kom jeg ud og spillede og det kunne være fagforeningssange, sange af Woody Guthrie eller Pete Seeger, men de var ikke med i mine shows.
- Det ændrede sig, da jeg begyndte at spille i et bluegrassband som hed Cucumber Rabbits. Det første job, jeg lavede sammen med dem, var til støtte for Venceremosbrigaden. Jeg glemmer aldrig da min far spurgte mig, hvad brigaden var, og jeg fortalte, at det var nogle unge der tog til Cuba for at høste sukkerrør for Castro og far sagde 'Hold op! Hvad går det i virkeligheden ud på?'
- I 1986 blev jeg aktiv i de store fredsmarcher for fjernelse af atomvåben, hvor der var over tusind fredsaktivister der gik fra Los Angeles til Washington DC. Det var en meget interessant gruppe mennesker med spændende erfaringer, der kom til Pennsylvania efter at have gået tværs over USA.
- En af kvinderne Lis Marrick, der havde gået turen, spurgte mig 'Hvorfor har du ikke politiske sange med i dine shows?' Jeg svarede, at det kunne komme i konflikt med agendaen om, at folk var kommet for at blive underholdt. Hun svarede: 'Hvem har bildt dig det ind? Al kunst er politisk, og en beslutning om ikke at være politisk er en politisk beslutning!' Og jeg sagde wow det var dybsindigt og hun sagde: 'Det er ikke noget jeg har fundet på. Det er Paul Robeson der har sagt det.'
- Det tænkte jeg meget over og det gik op for mig, at kunst kan være meget inspirerende og kan være med til at ændre verden. Phil Ochs sange har været med til at jeg har forstået verden. Sangene fra borgerrettighedsbevægelsen har rørt mig til tårer og hjulpet mig til at se verden på andre måder.

Bedst at spille for strejkende arbejdere
- I 1987 skrev jeg min første sang 'Take them down' om atomkraft og en sang om tre irske kvinder, den ene hvis mand var i fængsel, den anden hvis mand var dræbt og den tredje hvis mand var flygtning: 'I gladly would take his place, but who will take mine?' Den tredje sang var en humoristisk sang om en af mine advokatkolleger, som i en sag i retten blev bebrejdet af dommeren, at hun ikke havde taget sin mands navn, da de blev gift. Den sang førte til, at der blev oprettet en kvindeorganisation for advokater i min hjemby Pittsburgh.
- Jeg tog to af sangene med til en national sangkonkurrence i Texas, hvor jeg vandt. Derefter besluttede jeg, at jeg ikke ville være advokat mere. Jeg ville lave musik på fuld tid, og det har jeg så gjort siden 1989.

Hvad har været dit største job?
- I Washington DC har jeg spillet til nogle gigantiske demonstrationer. Solidaritetsdagen i 1991 var en fagforeningsdemonstration med 500.000 mennesker og i 1989 var der 500.000 til en demonstration for retten til abort. Den største demonstration, jeg har optrådt til i Washington DC, var for kvinders rettigheder i 2004, hvor der var 1.500.000 mennesker. Der var mennesker fra Washingtonmonumentet til Capitol. Jeg har aldrig set så mange mennesker på et sted i mit liv.
- Men ærlig talt så har de bedste jobs jeg har lavet været for folk som strejkede. Folk som har modet til at forlade deres arbejde af principielle grunde. Det er så storslået. Folk som arbejder hårdt har sjældent tid til at reflektere over, hvad der virkelig betyder noget. Når et grådigt firma behandler folk på en måde, så der ikke er andet at gøre end at gå, så er folk i en tilstand, hvor der virkelig bliver spekuleret over, hvad der er vigtigt i deres liv. Folk i strejke bliver klar over, hvor meget familien betyder, hvor meget fagforeningen betyder og begynder at se på verden i et nyt perspektiv og kan se, hvordan de bliver udnyttet af firmaet.
Du er vokset op med stærke musiktraditioner. Det er slående på din nye CD 'Dump the bosses off your back', at du bruger mange forskellige musikformer.
- Jeg har lært at holde af alle slags musik. Pittsburgh er sammensat af mange forskellige slags etniske grupper. Vi har alle slags østeuropæiske grupper, som har fastholdt deres kulturelle og musikalske traditioner, estere, ukrainere, kroatere, serbere og også en del libanesere og syrere. Der er mange vietnamesere og iranere. Jeg har altid elsket alle slags musikformer.
- Jeg har taget Woody Guthrie- og Joe Hill-ånden til mig, hvor man skriver dagsaktuelle sange. Når jeg for eksempel skriver en sang til Westvirginia kulminearbejderne må musikken naturligvis være influeret af bluegrass. Og når jeg skriver en sang, som er inspireret af Martin Luther Kings taler, så skal musikken være influeret af gospel, og når jeg fremfører en humoristisk sang som 'Dump the bosses off your back' er det naturligvis som en polka.

Fritænker
Jeg ser dig som en del af traditionen fra Joe Hill over Woody Guthrie, Pete Seeger, Joan Baez og så videre.
- Jamen det er da en dejlig tradition. Måske en af de ældste sangtraditioner, hvor folk skriver sange om, hvor meget de hader deres arbejde. Eller sange om hvor meget de holder af deres arbejde. Det er en slags kollektiv hukommelse. Den slags sange folk synger for deres børn og som de synger igen og igen gennem generationer. Hver gang jeg synger en af de gamle arbejdersange 'Which side are you on', 'Solidarity forever', 'Dump the bosses off your back' kan jeg mærke ånden fra de millioner af mennesker før mig, der har sunget den. Jeg kan føle styrken i sangene. Det betyder meget for mig.
Har du en bestemt politisk linje du følger?
- Jeg har altid følt mig som fritænker. Jeg har aldrig følt lyst til at tilslutte mig en bestemt politisk ideologi. Der er mange mennesker rundt omkring i verden som laver ting, som har min opbakning 100 procent. Men igennem hele mit liv er det lykkedes mig at være lykkelig med at arbejde succesfuldt med fagforeningsfolk, feminister, miljøaktivister, kommunister, socialister, socialarbejdere og med demokrater. Jeg synes at alle bringer noget interessant på bordet. Og de gør et stykke arbejde, som jeg kan bakke op.
På wikipedia så jeg, at du er medlem af Industrial Workers of the World?
- Det var fagforeningen Joe Hill var med til at starte. Det skal man ikke tage så seriøst. Mange mennesker har været medlemmer af the wobblies i tidens løb.

Korrumperet politisk proces i USA
Hvad er din mening om det snarlige præsidentvalg? Er der forskel mellem de to kandidater?
- Naturligvis er der forskel. Dette er et af de mest skræmmende valg i USA i mange år. Det er skræmmende at John McCain kan tage guvernøren fra Alaska, som er fuldstændig uden politisk erfaring, og gøre til vicepræsidentkandidat. Hele vores politiske proces er blevet reduceret til en slags billigt teater. Der er kun meget lidt seriøs diskussion om det politiske projekt. Der bliver snakket om flagnåle og om læbestift på grise.

Læbestift på grise?
Da Palin holdt sin jomfrutale snakkede hun om, at forskellen på en hockeymor og en pitbull var læbestift. En uge efter snakkede Barack Obama om noget helt andet, hvor han sagde med et amerikansk udtryk, at man kan sætte læbestift på en gris, men det er stadig en gris. Det er et almindeligt udtryk for, at man prøver at pynte på noget, der er dumt. Straks blev det brugt af McCain-kampagnen som et udtryk for kønsdiskrimination. Det er hvad der bliver diskuteret i USA. Prøvede Obama at fornærme Palin da han snakkede om læbestift på en gris? I mellemtiden fortsætter krigene, antallet af døde soldater og civile stiger, miljøet ødelægges, økonomien falder fra hinanden og de snakker om læbestift.
- Den politiske proces er blevet så korrumperet i USA, så hele debatten op til valget bliver en farce. Barack Obama har været ude med udtalelser, som på mig virker hjerteskærende om for eksempel Israel, som var mere til højre end noget af det republikanerne er kommet med. Han har også foreslået, at teenagere som er dømt til fængsel skulle kunne spærres inde uden mulighed for nogen sinde at komme ud igen. Men på den anden side er McCain en fare for hele jorden. Han vil beholde os i Irak i tusind år mere. Han er en machokrigsmager. Ham kan vi slet ikke have.
- Hvis jeg havde set Obama ved sin nomineringstale ville jeg have grædt. Han sagde ikke noget om at afslutte krigen, han sagde ikke noget om National Health Care. Jeg så den endelige nominering af Obama på en Greyhound busstation i Pittsburgh sammen med nogle af de fattigste mennesker i byen. At se håbene i øjnene på dem, da han blev nomineret - han giver håb til folk som desperat har brug for det. Jeg tror på, at det politiske klima i landet vil ændre sig afgørende, hvis han bliver valgt. Om der kommer til at ske noget bedre, hvis han bliver valgt, afhænger af, hvor meget der bliver mobiliseret. Hvor meget han bliver holdt til ilden. Alle politikere er hammeren i hånden på de mennesker, der har valgt dem.

Anne Feeney :CD-udgivelser:
Look to the left (1992)
Heartland (1994)
Have You Been To Jail For Justice? (2001)
Union Maid (2003)
If I can't dance (2006)
Dump the bosses off your back (2008)
Hør nogle af numrene på www.annefeeney.com