`Et Drømmespil` er teater af den gammeldags slags, serveret på en dejlig moderne måde. Om menneskers svære stræben efter et lykkeligere liv

af Nick Bruun
Betty Nansen har genopsat 'Et Drømmespil' med enkelte udskiftninger fra bænken. Og det har de gjort godt og med succes - det er et vægtigt og vigtigt teaterstykke i vores historie, som stadig er vedkommende og værd at se.
En gudedatter, Sonja Richter, lander på jorden og vandrer rundt blandt menneskene. Dem synes hun efterhånden, det er rigtig synd for. De er ikke gode til at finde ud af det med sammen - drømmer om kærlighed, men ender ofte med at såre hinanden med alt for spidse albuer.
'Et Drømmespil' blev udgivet i 1902, så menneskene er den hvide forholdsvis velbjergede af slagsen og problemerne af den småborgerlige type, som forfatteren August Strindberg kendte fra sit eget miljø. Der har han været en skarp iagttager.

Spidder overtro og romantik
Strindberg giver det naturalistiske teater et fur, for at få lov til at se det hele mere fortolkende ovenfra og udefra og spidder overtroen og romantikken, selv om hovedpersonen er af super-romantisk art. Guds egen datter.
'Et Drømmespil' var på sin tid et revolutionerende brag i teaterverdenen, og pressede teateret over i en anden retning, hvor man kunne springe ind og ud af realismen/naturalismen. Hatten af for Strindberg.
Gudedatteren gør store blå øjne, prøver selv livet af som kæreste, nyforelsket og gift med barn og en barnepige, der ideligt forsøger at klistre det forhold sammen, som trods gude-indsigt og gensidig velvilje alligevel er ved at gå i stumper under virkelighedens krav og deres (først og fremmest mandens) alt for små og ugenerøse sko.
Hun møder både en herre, der venter hele det korte liv forgæves på en forløsning og en sagfører, hvis hænder stinker af andres forbrydelser.
Den grimme, der holdes uden for det glade selskab i Fagervig. En professor, der gør alt det rigtige, og som alligevel har gjort alt andet end at leve livet. En pervers manisk leder og en flok, der lader sig lede af den lede.

Angste mennesker
Stykket udstiller konventioner, der forhindrer mennesker i at udfolde sig, men i stedet tynger dem ned i et mudderbad af tradition, protestantisk moral og borgerlig romantik. Angste mennesker, der sjældent får et strejf af befrielse og lykke.
Den flotte, fantasifulde og skarpe iscenesættelse, som understøttes på fornemste vis af en fantastisk scenografi, der hele tiden skifter perspektiv, får det svære stykke til at blive fængende og levende.
Katrine Wiedemann har gjort sig mere end almindelig umage for at servere Strindberg på tidssvarende vis, og ensemblet spil er heldigvis ingen drøm, men en virkelighed, der er værd at opleve.

Et drømmespil af August Strindberg. Scenografi: Maja Ravn. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Spiller på Betty Nansen Teatret i København frem til 25. oktober 2008.