For 50 år siden sprang Erik Stinus ud som digter. Siden er det blevet til et langt liv som skribent, aktivist og kosmopolit. Arbejderen mødte ham i hjemmet på Østerbro

Når Borgens Forlag i næste måned udsender et 400 siders udvalg af Erik Stinus` digte - i anledning af hans forfatterdebut for 50 år siden - sker det helt uden tilskyndelse fra jubilaren selv.
Det er kollegerne Jørgen Johansen, Henrik Nordbrandt, Peter Poulsen og Søren Ulrik Thomsen, der har redigeret jubilæumsbogen 'En tusindedel træ i vinteren'.
- Det er jeg meget lykkelig for. Folk sagde til mig, at nu skal der komme et udvalg af dine digte, men hvorfor skulle der det? Det er ikke af falsk beskedenhed, siger digteren og smiler blidt.
Den 74-årige Erik Stinus tager imod i sit hjem på Østerbro. Og et besøg hos Danmarks kosmopolitiske poet er som at forsvinde i en jungle af sanseindtryk. Sære figurer, smukke malerier og alskens dimser fra hele kloden insisterer på at fortælle netop sin historie.

Drøm om at skrive
Der har været lidt stille omkring Erik Stinus siden digtsamlingen fra 2003, 'Konference på fremmed planet'. Efter tabet af livsledsageren, Sara Stinus, i 2006 og de sidste års kamp mod kræften har han holdt lav profil.
Men med venners gode hjælp er Erik Stinus tilbage på den litterære scene. I begyndelsen af september udkom 'Mod Kalenderen' - en sangbog/musik-CD i form af sonetter, lavet sammen med musikeren Per Warming. Og sidst på måneden kommer romanen 'Matumaini' på Borgens Forlag.
Allerede som barn drømte Erik Stinus om at skrive. Ikke digte, men teaterstykker. Det skete tidligt under stråtagets loftsbrædder i Vordingborg. Målet var at vælte Det Kongelige Teater med århundredets skuespil.
Små 70 år senere konstaterer en afklaret digter uden sorg i stemmen, at sådan blev det ikke.
- Det blev aldrig til noget. Min store ambition er aldrig blevet opfyldt, griner han afslappet.
Til gengæld har den teatertossede søn af en skolelærer og en pianistinde fra Vordingborg tilført dansk litteratur over 30 digtsamlinger, noveller, rejsebøger og romaner. Han har lavet en lang række radioudsendelser om international poesi, skrevet essays, kommentarer og artikler til diverse tidsskrifter.
Han har desuden oversat et fornemt udvalg af indisk, afrikansk, tyrkisk og latin-amerikansk litteratur til dansk. Mens en del af hans egen produktion kan læses på italiensk, makedonsk, serbo-kroatisk, tyrkisk og fire indiske sprog.

En kvart tjenerelev
Som 18-årig kom Erik Stinus ud at sejle på Indien med ØK. Han fik hyre som tjenerelev, og den oplevelse fik stor betydning for hans syn på verden udenfor Vordingborg.
- Som andre unge efter besættelsen ville jeg ud og opleve livet. Det var ikke nemt at passe ind i ØK`s stramme klassedeling, men der var et fantastisk kammeratskab blandt os nederst i hierarkiet - matroser, smørere, dæksdrenge, jungmænd.
Mødet med den sydasiatiske virkelighed var et chok for den forkælede gymnasiedreng.
- Vi lå længe i Vestbengalen ved et floddelta og ventede på en last. Der var varmt og klamt, men meget smukt, Nogle gange roede vi ind til bredden og gik rundt i landsbyerne blandt utroligt fattige mennesker. Det var en helt anden virkelighed, og jeg kom da hjem i god behold, husker Erik Stinus.
Han skippede tjenerkarrieren og ville på universitetet, men hans far sagde nej. I stedet læste han til seminarielærer.
Allerede i 1951 havde Erik Stinus været i Berlin til Ungdomsfestivalen. Det var et mødested for progressive unge fra over 100 lande. Der fik han kontakt til folk fra datidens progressive del af den danske bladverden.
- Inderst inde var jeg jo kommunist, men det skete langsomt og forsigtigt, for det var ikke noget man bare var i en lille by som Vordingborg, siger Erik Stinus.
Efter sit eventyr til søs begyndte han så småt som aktivist. Først med plakater, senere med at skrive.
- Jeg skrev for et blad der hed Dialog, som jeg også var medredaktør for i et års tid. Arne Gårdmand og Gert Petersen var redaktører, og jeg anmeldte bøger og fik offentliggjort mine første digte.
Siden mødte han Ivan Malinovski, der bragte hans digte i det litteraturkritiske tidsskrift Hvedekorn i 1954. Det blev starten til et langt venskab.
Han meldte sig ind i DKU og blev senere medlem af DKP.
- Jeg blev kommunist på grund af krigen og det der fulgte efter. Som ung romantiker var jeg meget vred over, at det sammenhold vi havde haft under krigen blev slået i stykker af kolde og varme krigsplaner. Og jeg kunne godt se, hvor de kom fra.

De første digte
Som ung kommunist blev Erik Stinus involveret i forskellige former for politiske aktiviteter. Det var også her han mødte mange af de politikere og kulturpersonligheder, der senere kom til at påvirke hans udvikling.
Men Erik Stinus ville videre. Han meldte sig ud af DKP i 1957, og har siden været partiløs.
- Jeg var en lidt konservativ kommunist, fordi det skulle være rigtigt og vi ville vide hvad det betød at arbejde i en folkefront, skyde folk og lægge bomber, husker Erik Stinus.
Året før ville han med nogle kammerater til Indien. På vejen boede de i Tyrkiets hovedstad Ankara. Her stiftede han bekendtskab med den tyrkiske undergrundsdigter Nazim Hikmets digtning.
- Vi boede hos et ungt par, og der stod Nazim Hikmet på reolerne, selv om det var strafbart bare at nævne hans navn i Tyrkiet. De fik mig til at love, at jeg på et tidspunkt ville oversætte Hikmet til dansk, og det løfte har jeg holdt, siger Erik Stinus.
Lige hjemkommet fra Indien i 1957 med sin indiske kone, Sara Mathai, fik Erik Stinus job på radioen, for at tjene penge. En af hans første radioudsendelser var om Nazim Hikmet.

Den dovne digter
Den første digtsamling, 'Grænseland' udkom i 1958 på forfatternes eget forlag, Arena.
- Jeg kom ind på anbefaling af Ivan Malinovski og Elsa Gress. Det var dem, der gav mig et skub, smiler Erik Stinus.
Og et ordentligt skub fra ældre kammerater var der ifølge ham selv brug for.
- Jeg er lidt doven, og ikke særlig initiativrig, men så har gode kammerater sagt, at det her kan du godt og det bør du være med i.
I 1960 fulgte 'Cabo Tormentoso' på det lille forlag Fisker-Nielsen & Lykke, og i 1963 udkom den tredje digtsamling på Borgens Forlag. Et forlag han er blevet hos siden.
Men allerede i 1961 var Borgen begyndt at bruge ham som oversætter. Så i 1962 kunne Erik Stinus holde op som lærer.
- Det danske skolevæsen mistede en mislykket vikar, for Jarl Borgen sørgede hele tiden for, at der lå en oversættelse og ventede på mig, husker Erik Stinus.
Erik Stinus forblev politisk aktiv. I 1960`ernes begyndelse blev han først medlem af Spanienskomiteen og siden af Kampagnen mod Atomvåben, hvor han blandt andet knyttede kontakt til Halfdan Rasmussen. Senere fulgte Vietnambevægelsen, Salvador Allende Komiteen, Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed...
Erik Stinus` deltagelse i internationale solidaritetsbevægelser er et katalog over det progressive Danmarks historie det sidste halve århundrede. Men den politiske poet blev aldrig en poetisk politiker.
- Det var jeg for dum til. Kunstnerens og politikerens rolle er vidt forskellig. Kunstneren er så heldigt stillet, at han - og det kommer han sommetider til at bøde for - ikke behøver at gå på kompromis, svarer han kontant.

Det tabte oprør
Erik Stinus opfatter sig stadig som kommunist, men først og fremmest som anti-imperialist. Derimod havde han svært ved at forholde sig til 1960`ernes ungdomsoprør.
- Sara og jeg tog til Tanzania for Mellemfolkeligt Samvirke i 1965 og kom hjem til et halvvejs overstået oprør, men det var ikke min revolution. Jeg følte, at det var en borgerlig revolution hos universiteternes Grundtvig-marxister omkring tidsskriftet Vindrose, griner Erik Stinus.
Heller ikke 70`ernes radikale voldsromantik i Tyskland, Belgien og Italien med kidnapning og politiske mord tiltrak Erik Stinus.
- Dybest i min sjæl er jeg pacifist. Man kan godt se, hvornår det er en sag på liv og død, så man er nødt til at gribe til våben. Men jeg er modstander af det og mener, at det er af det onde, siger Erik Stinus.
- Jo før vi får den tanke afskaffet, at vi for at kunne lave noget om er nødt til at slå ihjel, desto bedre. Ikke for min sjæls frelse - for jeg tror ikke det har noget med frelse at gøre.

Sproget som redskab
Som digter omtales Erik Stinus af kritikere og kolleger ikke blot som en søgende sjæl, der insisterer på at tage sine omgivelser - og dermed sig selv - alvorligt. Han er samtidig en sprogets elegante dansemester.
Han mener selv, at nemheden for sproget er en gave fra forældrene. Faderen var en fritænker, der havde gjort sig fri af indre mission, men ikke af troen. Fra ham arvede han kærligheden til de smukke danske digte, vi også kalder salmer.
Moderen var klassisk pianist og klaverlærer. Fra hende fik han tyske romancer og lieder, sammen med den danske viseskat. Ud af denne grundskoling kom lysten og evnen til at bruge sproget.
- Folk siger jo, at dansk er grimt, men det er ikke sandt. Vi har et fantastisk ordforråd og behøver ikke at importere ord, men det kommer an på hvem der taler og skriver sproget, siger Erik Stinus.
Også naturen har været en væsentlig inspirationskilde.
- Det er alt det der omgiver os. Det er jeg meget optaget af - at se vandet der bare bevæger sig. Så selv om nogle ting bliver grimmere her i verden, så kan jeg nyde den tanke, at lige nu er alting smukt, og man kan glemme sine største sorger.

Når digtet vil ud
Erik Stinus arbejder både spontant og målrettet med sproget, når hans digte og fortællinger skal formes.
- Digtet kommer til mig som noget vældigt, der trænger sig på. Det er noget meget stærkt, og jeg ved, hvad det er for en tone, jeg slår an, forklarer han.
Han bruger ikke en fast metode, men med erfaringen følger nogle mønstre og redskaber.
- Det dér udbrud, det er ikke altid første linje. Det kan gemme sig, blive helt væk eller komme til sidst i digtet, men begyndelsen på det er en spontan fødsel.
Til gengæld er han ikke meget for at give en karakteristik af sin produktion.
- Om der er en rød tråd - det er der formentlig, men den er ikke politisk i den forstand, at jeg mener det og det. Jeg har jo både skrevet politiske, kærligheds- og naturdigte, sonetter, ballader og knækprosa. Så den eneste røde tråd er vel, at den er rød, griner han.
Så måske er det ikke så mærkeligt, at Erik Stinus har dårlige erfaringer med journalistikken.
- Allerede som ung bestilte et forlag nogle rejseartikler. Jørgen Nash havde fyret en artikel af i Frederiksborg Amtsavis om mig, der tog på fodtur til Indien for at hente min brud. Jeg skrev en hel masse, men fik dem alle sammen retur, husker Erik Stinus.
- Det blev altid til noget andet - essays eller halv-digte, om man vil.
Senere har han udgivet rejseindtryk fra både Europa, Asien, Afrika og Sovjet.
- Men meget af det, jeg har skrevet om langt-borte-steder er blevet til bagefter. Jeg skal have det lidt på afstand. Så hvis jeg skulle leve længere end jeg skal, så kunne det godt være at jeg skrev sådan noget, siger Erik Stinus. Og tilføjer:
- Men det kommer jeg ikke til, og det gør mig heller ikke ondt.

Latterlig værdikamp
De sidste års forsøg på at sætte ord på kultur- og værdikampen finder ikke meget forståelse hos Erik Stinus.
- Det her amerikanske begreb 'values' handler om at holde fast ved noget, og det har jeg ikke noget imod. En ægte revolutionær må have noget, han gerne vil bevare, for ellers kommer der ikke noget rigtigt godt ud af det.
Men Erik Stinus tager afstand fra forsøget på at formulere en særlig værdinorm i kulturen.
- Det er fuldstændig vanvittigt. Værdier er det vi har med, men kulturen i et land kan være opdelt efter regioner, klasser eller familier.
Han kalder den danske kulturkanon for latterlig.
- Selve den tanke at dansk ditten-og-datten skulle være bedre end noget arabisk eller indisk er en form for fascisme, en nationalisme der tangerer noget usundt.
Han vil hellere se på, hvad det er mennesket vil med kulturen.
- Kultur er jo alt det, som mennesket har tænkt, bygget og skabt - en slags sammensmeltning af det, vi har med. Det interessante er så, hvad det er vi vil bevare, siger Erik Stinus.
Selv ser han ikke tilbage på sit forfatterskab.
- Det har jeg hverken haft lyst eller mod til. Måske har jeg ved få lejligheder gravet noget frem, der passede til en bestemt lejlighed, men ellers ikke.
Han kigger lidt forlegent ned i bordet, og siger så langsomt.
- Jeg kigger ikke tilbage over mit liv, og spørger om det var spildt eller ej. Der er mange andre ting, der hænder i ens liv, udover det at man har en profession, siger den beskedne digter.
Det ringer på døren til lejligheden på Østerbro. En kær vens ankomst slutter besøget hos digteren fra den beskedne planet.