I gamle dage var en jord- og beton`er ikke rigtig mand, før han havde prøvet at være nede og gå i kloakkerne

af Kjeld Stenum
Traske ad de lange, slimede gange med en spand betonmørtel og en murske mellem levende rotter og stinkende puhbæer og putte beton i hullerne og sprækkerne, hvor de små intelligente gnavere med de nøgne haler finder smutveje op til vores hæsblæsende livsfarlige verden, som de af en eller anden grund gerne vil op i.
Ind i mellem kommer man stadig ud for folk, der synes, det er noget særlig mandigt at have gået i kloakkerne, og bruger det til at pille deres mindre prøvede makkere ned med. Jeg har med skam at melde aldrig prøvet det.
Til gengæld har jeg nyligen kravlet der. På mørbankede, grædende knæ. Kravlet hundredvis af meter i hundred år gamle, firkantede, firs centimeter høje og hundrede og tyve centimeter brede kloakker. Trukket tonsvis af fiberbeton spandevis på en lille vogn frem til, hvor vi lå og arbejdede; repareret tilløb, hvorfra der kom en blanding af badevand, opvaskevand, og - nå ja, andre slags vand - og lavet banketter ude i hovedkloakkens temmelig eroderede hjørner. Og penslet dem med en lille kalkkost dyppet i puhbæ-vand, så de fik en pæn, glat overflade, og ikke samlede skidt, som kunne forårsage forstoppelser.
Det meste af hovedkloakkens indhold blev pumpet udenom. Regnede det, havde pumperne ikke tilstrækkelig kapacitet, og så var det bare om at få røven med sig og finde en åben brønd at kravle op igennem.
Vi kravlede to velvoksne beton`ere side om side og arbejdede i pandelampernes skær, det var der knapt nok plads til, og når den ene skulle vende sig for at læsse spande af den lille trækvogn, blev den anden mast helt ud i siden, da man jo ikke måtte kravle op, hvor vi havde været, og ødelægge det færdige arbejde. Men undgik vi at kravle i det selv, så gjorde rotterne det til gengæld ikke.
Vi så dem ikke, jungletrommerne havde vel forkyndt i rotteland, at man skulle holde sig væk fra området i dagtimerne, for livsfarlige menneskedyr huserede der på det tidspunkt. Men om morgenen kunne vi se sporene efter deres små fødder i den beton, vi havde sluttet med dagen før. For en rotte er en god kloak en utæt kloak, så de havde vel været oppe og inspicere de skader, vi havde lavet på deres territorium.
Jeg ved godt, at nu om dage bliver vi vaccineret, før vi får lov til at kravle ned til sådan noget; vi har udluftning, vi har krav på badeforhold og så videre, og at vi har moderne heldragter af gummi til at beskytte os mod direkte kontakt med kloakvandet, hvilket de ikke havde i gamle dage. Men - det her var altså heller ikke helt sjovt. Rottepis er livsfarligt.
Og i øvrigt føler jeg mig ikke en skid mere mandig efter at have haft med sådan noget at gøre. Det er arbejde, der skal gøres, og man får - endnu da - et pænt løntillæg for at stå model til det. Og desuden fik vi at vide, at det var, hvad firmaet kunne skaffe os af arbejde, ellers kunne vi blive 'hjemsendt'. Det er de eneste grunde til, at jeg sagde ja.
Jeg er muligvis en dårlig repræsentant for mit køn. Men jeg har aldrig brudt mig om den tilbedelse af det barske, som de fleste mandsdominerede kulturer udvikler. Der er ikke langt fra et barskheds-ideal til den slags manddomsprøve-ritualer, der på drengekostskoler har bestået i alt fra buksevand til tortur, i soldaterverdenen i at smøre ny rekrutter ind i pis, bræk og afføring, og som også kendes i håndværkerverdenen i traditionen med at mobbe lærlinge.
Jeg har aldrig kunnet grine med, når makkere har fortalt sjove historier om at have ydmyget en uøvet knægt. Den mandehørm, der gør svaghed og uvidenhed latterlig, er dårlig mandehørm. Der er nok ikke meget, der har hæmmet kampen for rimelige arbejdsforhold som den mandehørm.
Heldigvis er der blevet meget mindre af det i løbet af de nogle og tredive år, jeg har været jord- og beton`er. I dag skal man ikke sige for meget til de unge mennesker, før man får en skråt-op-finger. De finder sig ikke i altid at blive sat til lortearbejde, og heldigvis for det.
Dengang jeg begyndte, forsøgte de gamle beton`ere stadigvæk at opdrage os til at indordne os. Det var nok svært, for vi var en stor og selvbevidst generation, det var jo i ungdomsoprørets dage.
Men min far arbejdede i sin ungdom i brunkulslejerne, som var i hvert fald den nyere Danmarkshistories farligste og blodigste arbejdsplads. En dag forsvandt en trillebør i dybet for ham, han var selv lige ved at følge efter, og han havde måttet klamre sig til gangplanken og kravle i land. Så havde han forladt arbejdspladsen.
Det havde været en så ydmygende oplevelse for ham, at han aldrig talte om det siden eller om brunkulslejerne i det hele taget. Jeg fik det først at vide gennem hans søster efter hans død. Og jeg er utrolig ked af aldrig at have fået sagt til ham, at det, som han havde skammet sig så meget over, det er jeg skidestolt over ham for.
Man er en mand, når man rejser sig af fornedrelsen og siger stop, ikke når man finder sig i at blive trådt så meget på, at man sætter sit liv på spil, bare fordi mester forlanger det. Og sådan er det heldigvis blevet almindeligt at se på det.
Alligevel har såvel arbejdsmiljø som ulykkesfrekvens indenfor jord og beton udviklet sig mærkbart i dårlig retning i de seneste år. Branchen rekrutterer mere og mindre legal arbejdskraft fra de ny EU-medlemmer i øst. De er dårligere vant og mere i lommen på deres mester.
Får vi byggekrise, smider arbejdsgiverne os besværlige danskere ud før vore mindre kværulerende kolleger fra øst. Bliver vore holdninger så banket på plads? Bliver det igen sådan, at man kun er en rigtig mand, hvis man vover at sætte sit liv på spil for mester?
Jeg håber, vi i stedet finder et fælles sprog med polakkerne. Vi vil ikke have trediverne tilbage!