Erik Juul Clausens trilogi er et fornemt eksempel på den historiske roman, der på en gang fortæller en spændende og vedkommende historie og samtidig giver læseren en større viden
af George Zeuthen
Erik Juul Clausens trilogi - Operahuset på heden, Spillemandens krig og Høst 43 - om den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig og den danske befolknings modstandsvilje - kan heldigvis læses enkeltvis som selvstændige bøger. Den erkendelse kom jeg til, da jeg startede bagfra med Høst 43, men jeg skrev også, at jeg så frem til at læse de to første bind af trilogien.
Det er nu sket, og heldigvis er jeg ikke blevet skuffet. Alle tre bind hæver sig smukt over gennemsnittet af danske romaner udgivet i disse år.
Flyveplads på heden
Romanernes handling er henlagt til Grove sogn i det midtjyske, tæt på Karup, mellem Viborg, Skive og Herning. Her på heden levede man i fred og ro, men da tyskerne få dage efter besættelsen i 1940 meddelte, at de ville bygge en stor flyveplads der, blev idyllen brudt.
I en dokumentarisk form fortæller Clausen om, hvordan det skete og ikke mindst, hvordan det påvirkede områdets lokale beboere, og dem der kom udefra - både de højreorienterede unge bønder, der havde kæmpet som Finlandsfrivillige og de kommunistiske arbejdere netop hjemvendt fra den spanske borgerkrig.
Centralt blandt personerne står Stefan, der på den ene side i det skjulte arbejder for modstandsbevægelsen, mens han tilsyneladende plejer venskabelig omgang med tyskerne. Blandt andet som spillemand ved at spille for tyskerne og derved høste megen mistro og uvilje fra mange i sognet.
Ingen sort-hvide personer
En af trilogiens fortjenester er, at Clausens personer ikke er sort/hvide. Han formår at komme under huden på dem, så man forstår deres motiver og handlinger, både når de er heroiske og vender sig mod besættelsesmagten, eller når de samarbejder med tyskerne til egen fordel.
Det betyder ikke, at Clausen forsøger at være objektiv. Han ved ganske godt, hvem der er skurke og hvem der er helte, men måske netop derfor står hans personer skarpe og troværdige.
Operahuset på heden, Spillemandens krig og Høst 43 kan anbefales varmt til alle, der gerne vil forstå hvorfor besættelsen af Danmark 1940 - 1945 forløb, som den gjorde. Clausen har beskrevet et stykke Danmarkshistorie, godt nok som fiktion, men på en måde så man ikke snydes for rent faktuelle oplysninger og hele tiden kan relatere romanerne til, hvad der rent faktisk skete den gang.
Trilogien er således et fornemt eksempel på den historiske roman, der på en gang fortæller en spændende og vedkommende historie og samtidig giver læseren en større viden.
En tak til Clausen for en rigtig god læseoplevelse, som jeg meget gerne vil dele med andre.
Erik Juul Clausen: Operahuset på heden, Spillemandens krig og Høst 43. 229-279 kr. pr. bind. Forlaget Hovedland.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278