Farvel til en sort/hvid verden fortæller om hverdagen for ganske almindelige afrikanere med udgangspunkt i FN`s otte 2015 mål.
af Bjarne Nielsen
I et fattigt liv er døden det dyreste, hedder det første gribende kapitel i bogen 'Farvel til en sort/hvid verden', hvor en navnløs fortæller om sit liv som bedemand, med op til 20 børnebegravelser om måneden, i Nairobi.
Hans kunder, to om dagen, dør oftest af aids, 'fordi de er fattige, og når de drikker, bliver de fuldstændig ligeglade og dyrker sex uden beskyttelse'. Ofte står der 'født 70erne eller 80erne på deres kister'.
I kapitlet Slummens Rose fortæller 11-årige Rose om sit liv i Korogocho, et af Nairobis værste slumkvarterer, og om hvorledes hendes mor døde af aids for fem år siden. Hun har ingen far og bor hos bedstemoren og undgår derved at blive en `streetgirl`. 'Jeg smiler altid meget. Men i mit hjerte er jeg ked af det. Jeg håber bare, at min fremtid bliver bedre end min mors'.
Midt i bogens mange tragedier findes der herlige portrætfoto af børn, hvor undertekster fortæller om drømme som 'mine forældre er bønder. Jeg vil være pilot og ud og se verden' eller 'mine forældre er bønder. Jeg vil være dyrlæge. Vi har fem køer og jeg elsker dyr'. Det er ikke drømme de mange børn mangler.
Bogen er afvekslende med fotos og mange korte kapitler og 'hverken politisk stillingtagende eller moraliserende' som der noteres i forordet. Det er befriende, den ikke-moraliseren over ofrene, de aids og HIV-ramte, men det havde været ønskeligt at sætte problemerne ind i en politisk forståelses ramme og moralisere over vestens svigt. Men så havde kronprins Frederik vel ikke skrevet sit alment ligegyldige hattedame forord.
Bogen fortæller om hverdagen for ganske almindelige afrikanere med udgangspunkt i FN`s otte 2015 mål.
2015 er det årstal, hvor 191 FN-lande er blevet enige om at nå otte overordnede målsætninger på det globale udviklingsområde. Målsætninger, der blandt andet skal bekæmpe fattigdom og sult, fremme kvinders rettigheder og standse udbredelsen af HIV og aids i den tredje verden.
Bogens foto er varme og en æstetisk nydelse, hvilket undertegnede har blandede følelser over for, emnet taget i betragtning, medens teksterne er gribende og tilpas informative.
Bogen er, ankerne til trods, berettiget og fortjener udbredelse. Prisen er uhyre lav, men har et problem. Slået op fylder den to A3 ark, det vil sige en halv kvadratmeter. Det er voldsomt og gør den svær at sidde med under lampes skær.
Farvel til en sort/hvid verden. Foto: Jens Honoré. Tekst: Jens Vilstrup.
129 sider 250,- kr. Det fulde beløb går til SOS børnebyerne. Forlaget Gyldendal.
Skulle bogen eller anmeldelsen give lyst til at læse mere om FN`s mål, kan man slå op på www.2015.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278