For nylig er et udvalg af Nazim Hikmets digte udkommet på dansk. I den anledning fortæller forfatteren Erik Stinus om den verdensberømte tyrkiske digter og forfatter, som skrev fra sin fængselscelle i 12 år

af Ken Bruun
>Et udvalg af den tyrkiske forfatter Nazim Hikmets digte er netop udkommet på dansk med titlen 'Vente breve, synge, holde sig vågen'.
Udvælgelsen og oversættelserne har Erik Stinus og Murat Alpar stået for; og her fortæller Erik Stinus om den verdensberømte tyrkiske digter:
- Nazim Hikmet er faktisk kendt og elsket af mange af de tyrkere og kurdere, som bor her i Danmark. Mange af dem er vokset op med dem - til trods for at Nazim Hikmet tilbragte en meget stor del af sit liv i tyrkiske fængsler som politisk fange.
- Han blev født i 1902 i 'en pæn familie med klaver i huset'. Hans mor spillede klaver - og talte fransk foruden tyrkisk. Selv gik Nazim på militærgymnasiet i Istanbul. Men som ganske ung blev han forvist fra skolen; fordi han kritiserede de tyrkiske officerer for manglende fædrelandssind under Første Verdenskrig - og det, som fulgte for Tyrkiet, der havde støttet Tyskland i håb om at opnå noget ved det. Han brød op fra hjemmet - hans forældre var i mellemtiden blevet skilt - og rejste så til fods, med oksekærre og hvad der ellers var, tværs over Anatolien for at slutte sig til Kemal Atatürks nationalistiske hær, der bragte det feudale Osmanniske Rige til fald.
- Imidlertid måtte han tjene nogen penge; så han tog arbejde som lærer i nogle småbyer - og nåede faktisk aldrig frem til Atatürks hovedkvarter i Ankara dengang.

Digter og politisk forfulgt
- I stedet rejste Nazim Hikmet videre til Sovjetunionen - en helt ny stat, der var dukket op på verdenskortet - og der studerede han fysik og kemi. Selvfølgelig lærte han også efterhånden at tale russisk. Han blev samtidig meget optaget af den russiske digtekunst og dramatik, som var meget eksperimenterende på det tidspunkt.
- Med al den inspiration, som han havde fået i Moskva - også politisk - vendte han så tilbage til Tyrkiet som kommunist i begyndelsen af 1920`erne. Men i mellemtiden var det kommunistiske parti blevet forbudt i Tyrkiet - og dets ledere var blevet myrdet. Så det var sådan set, i politisk henseende, allerede en illegal tilværelse, han måtte føre. Men selvfølgelig forsøgte han at få udgivet nogle bøger - og det fik han også - samtidig med at han tjente til livets ophold som oversætter og korrekturlæser. Man kunne godt se, at denne Hikmet var en ganske betydelig og ganske anderledes digter, end man havde set før i Tyrkiet. Så de litterære kritikere var meget, meget glade for ham.
- Det var til gengæld den tyrkiske regering og det tyrkiske militær ikke. Han blev flere gange arresteret og kom i forhør. Måtte igen flygte til Sovjetunionen, hvor han så opholdt sig i to eller tre år. Kom tilbage igen, blev arresteret, slap ud igen. Derefter rejste militæret en sag imod ham for forræderi - for at have prøvet at få unge kadetter på militærakademiet i Ankara til at begå mytteri; fordi nogen af dem var i besiddelse af hans bøger.
- Han fik en dom på i alt 28 års fængsel. Og dér sad han så - mens hans digte og bøger blev forbudt - gennem hele Anden Verdenskrig og frem til 1950. Så blev han endelig løsladt - efter at det, vi plejer at kalde 'en hel verden', havde protesteret imod, at han skulle blive ved med at sidde fængslet. Der kom en ny regering til magten i Tyrkiet - og en generel amnesti gjorde, at Nazim Hikmet også kom på fri fod. Men året efter måtte han atter flygte fra sit land; fordi han fik en indkaldelse til militæret. Han var dengang 49 år gammel. Og nogle venner sagde til ham: 'Ved du hvad - det er bare en anden måde at give dig en dødsdom på!' Derpå flygtede han i en båd ud på Sortehavet, kom i havsnød og blev taget op af et skib. Han havnede i Moskva, hvor han blev indlagt på et hospital. Men på den måde fik han altså 12 år mere i landflygtighed i Sovjetunionen - frataget sit tyrkiske statsborgerskab - inden han døde i Moskva i 1963.

Nazim Hikmets popularitet
- Nazim Hikmets forfatterskab var dramatisk - men samtidig uhyre menneskeligt, varmt og stærkt. Han skrev for sit folk. Som han selv udtrykte det: 'Jeg skriver for Anatoliens bønder. Men naturligvis føler jeg mig som arvtager til hele Verdens kultur'. Han var en stor beundrer af sine kolleger i Tyrkiet og i hele Verden - og var venner med mange af dem. Han kendte ikke til at være misundelig på nogen.
- Mens han sad i fængsel, udkom hans digte faktisk stadigvæk. Hans kone havde tit nogen af dem med i sin lille taske, når hun forlod fængslet - og mange mennesker lærte dem senere udenad. Han skrev også masser af digte i sine sidste 12 år, mens han boede i landflygtighed. De kom på en eller anden måde også til Tyrkiet - og blev sat i musik af tyrkiske komponister. Så hans digte blev altså alligevel spredt og kendt. Man behøvede jo ikke at fortælle, at det var Nazim Hikmet, der havde skrevet dem.
- Ud over de mange forholdsvis korte, stærke digte - så skrev han et stort episk værk. Udgangspunktet var hans medfanger i fængslet. Han lavede portrætter i ord af de mennesker, som han lærte at kende dér. Og samtidig skrev han på en måde hele Tyrkiets historie - ja, næsten en verdenshistorie - omkring de personer, han havde kendt og nu lærte at kende. Han kaldte værket: Mit lands menneskelige landskaber. Meget af bogen foregår under Anden Verdenskrig. Nazim Hikmet er fortvivlet over, at han ikke kan være ude og være med til at gøre sit under verdensopgøret. Alt det, der foregår rundt om i Verden, får han med i dette store værk. - Som desværre ikke er oversat til dansk; men som forhåbentlig bliver det en dag!

Nazim Hikmet på dansk
- Der findes nu fire bøger af Nazim Hikmet på dansk: Tre udvalg af digte og en roman. Den første samling hedder 'For sammen at pløje landet, for sammen at synge' (1974). Den anden hedder 'Tre alen silkeklæde' (1980). Derudover findes der en roman, som Lars Bonnevie har oversat fra fransk. Den hedder på dansk 'Hvorhen sejler skibet med de 100 master?'
- Og nu er der så lige udkommet et udvalg af digte mere - som Murat Alpar og jeg har lavet - baseret på de to allerede eksisterende samt nogle nye oversættelser. Det har fået titlen 'Vente breve, synge, holde sig vågen'. Nazim Hikmet har nemlig et digt, som han kalder
Råd til en medfange. Og i det siger han: Det er farligt at synge bedrøvede sange. Det er farligt at holde sig vågen - og ligge og stirre op i loftet. Man må ikke vente breve - underforstået: der kommer sikkert ingen! Så jeg tænkte, at denne samling skulle hedde: Vente breve, synge, holde sig vågen! - For det var lige præcis det, som Nazim Hikmet selv gjorde i sine mange år i fængslet!

Folkelighed og fantasi
- Det, som man kalder lyrikken eller poesien, for at det skal være meget fint - eller for at skille det ud som noget, kun nogle ganske få udvalgte kan have glæde af - er jo i virkeligheden den oprindelige form for digtning. Det må man ikke glemme! Ligesom de mange sange, folk har sunget gennem tiden. Jeg tror, at analfabetiske bønder i Anatolien har forstået digte ganske udmærket, når de hørte dem - når de lærte dem udenad, eller når nogen læste dem for dem. Og det tror jeg også, at Nazim Hikmet vidste. At det var for dem, han skrev - og at de ville forstå, hvad han skrev.
- Folk, der skriver digte, har fantasi - og i den henseende var han en stor digter; fordi han havde fantasi og indlevelsesevne. Han kunne gå lige ud og snakke med de mennesker - som for vor tids rejsende er aldeles fremmede og uforståelige væsener!
- Eller som man hele tiden fortolker! Man fortolker for eksempel deres fattigdom! Han fortolkede ikke fattigdommen. Han vidste, hvad det var. Han fortolkede ikke det at være et hårdt arbejdende menneske. Han vidste, hvad det var.

En national og global folkelig digter
- Jeg tror, at den kunst, den digtning og den litteratur, som holder - det er den, som har hjemme der, hvor den er skabt! Henrik Nordbrandt fortalte på et tidspunkt, at der er mange vendinger på tyrkisk - moderne tyrkisk - som i virkeligheden er citater af Nazim Hikmet. De bruges i daglig tale - og mange ved ikke, at det er Nazim Hikmet, de citerer. De bruger det som en eller anden fast vending, der nu bare er gået ind i sproget.
- Enhver digter skriver naturligvis i første omgang for sit eget folk - hvem skulle han ellers skrive for? For han eller hun skriver jo på sit eget og sit folks sprog. Men hvis de gør det godt - så er det også oversætteligt! Så vil det også blive værdsat og elsket andre steder i Verden. Så forskellige er Jordens folk heller ikke fra hinanden, at den mulighed ikke hele tiden vil være der. Jeg tror, at hvis digteren for alvor skriver for sit eget folk - så kan det, han skriver, sagtens flyve over hele Verden.