Reelt er det som i de gode gamle dage. Vi kan få vore fem tæer i røven fra det ene minut til det andet. Den eneste forskel er, at arbejdsgiverne skal bruge nogle lidt finere ord og skrive lidt mere papir

af Kjeld Stenum
I de finere kredse hedder det 'gyldent håndtryk'. Hos os hedder det fem tæer i røven, og der er ikke noget gyldent ved det. Ikke engang en guldbajer.
I gamle dage kunne man i byggebranchen få sine fem tæer i røven fra det ene minut til det andet. Nu til dags har vi noget moderne noget, som hedder 'anciennitet'. Det betyder, at har vi været tilstrækkelig længe i et firma, står der på et stykke papir, at vi har krav på tre ugers varslingsfrist, før vi bliver fyret. Udover det, der hedder 'fyring', er der så også en anden ordning, som hedder 'midlertidig hjemsendelse'. Den betyder, at vi kan blive sendt hjem fra det ene minut til det andet.
Ordet 'midlertidig' betyder, at vores anciennitet og fyringsvarsel i så fald først træder i kraft efter tre måneders hjemsendelse. Så til den tid skal firmaet altså enten betale os løn i tre uger for ingenting, eller også genindkalde os. Hvis de vælger at genindkalde os, kan de holde os ansat i for eksempel én dag. Og herefter på ny trykke fem midlertidige tæer i røven på os med ét minuts varsel.
Og sådan kan de blive ved, til vi bliver så kede af det, og så heldige med vores jobsøgning, at vi frivilligt giver afkald på vores 'tilknytning' til firmaet.
Så reelt er det som i de gode gamle dage. Vi kan få vore fem tæer i røven fra det ene minut til det andet. Den eneste forskel er, at arbejdsgiverne skal bruge nogle lidt finere ord og skrive lidt mere papir.
I sidste uges skærveknuser skrev jeg om, hvordan jeg var kommet ned og kravle mellem rotterne i Brøndbys kloakker.
Da vi manglede mindre end én dags arbejde på den entreprise, kom formanden et par timer før fyraften og hoppede ligefrem ned i hullet, hvor låget var skåret af kloakken, så vi kunne få beton ned.
Jeg lå inde i kloakken og kunne se hans ben derhenne i lyset, jeg gad ikke kravle derud, selv om jeg godt kunne regne ud, at han stod der, fordi han ville snakke med mig. Men han blev. Og til sidst måtte jeg jo ud, han var ved at slå knuder på sig selv, han kom med den for ham så umådelig svære meddelelse, at han havde fået besked på midlertidigt at hjemsende to mand.
Jeg kunne jo nok regne ud, at den ene var mig, når han nu havde stået der og ventet, men jeg tænkte, jeg ville ikke gøre det lettere for ham, så jeg sagde bare javel og gik videre med noget arbejde over jorden.
Men han blev ved med at følge efter mig og kunne ikke tage sig sammen til at sige det, så til sidst forbarmede jeg mig og spurgte, om det betød, jeg ikke skulle komme mere?
Nej, det betød det bestemt ikke, det betød bare, at jeg ikke skulle komme i nogle dage, men så snart der var nyt arbejde, så ville han ringe og genindkalde mig, og det varede nok ikke ret længe.
Jeg spurgte ham, om han selv troede på det, for jeg gjorde ikke. Jeg vidste godt, at jeg havde skrevet under på min egen dødsdom ved at forlange sikkerhedsforskrifterne overholdt, dengang vores entrepriseleder nogle uger tidligere havde villet lokke mig alene op i en sax-lift med en lufthammer, på et øde arbejdssted, og uden en mand på jorden (se tre-fire uger gammel skærveknuser).
Det var noget pjat, sagde han, det havde bestemt ikke noget med det at gøre, og det troede jeg vel heller ikke selv på?
Altså, nu vidste jeg godt, at det kneb gevaldigt for dem at få arbejde hjem på ordrebogen, det var jo sådan set reelt nok. Men at det var mig, der stod blandt de forreste i fyringsrunden, det var bestemt ikke reelt, for jeg havde temmelig lang anciennitet i firmaet, og mange var kommet til siden.
Så jeg spurgte ham, om det måske ikke var entrepriselederen, der havde givet ham besked om, hvem der skulle håndplukkes til fyring. Og det ville han ikke svare på, for han er ikke nær så god som entrepriselederen selv til at stå og fyre direkte usandheder af. Jeg spurgte ham om det flere gange, og han nægtede konsekvent at sige noget som helst til det spørgsmål.
Så jeg vidste godt, hvad det her handlede om. Og det er bestemt ikke første gang i min ikke helt ny karriere, jeg har været ude for den slags.
Jo, det er firmaets højt erklærede og højt profilerede politik, at sikkerheden på arbejdspladsen er en meget vigtig ting, for det har betydning, når de skal have entrepriser hjem.
Nej, vores entrepriseleder kan ikke tage hensyn til det ud i alle små detaljer på de små pladser, hvor ingen ser det, han skal jo tjene penge. Ikke engang han selv kommer jo så meget på arbejdspladserne, at han altid kan holde øje med, hvad for arbejde han sætter os til, og har vi ikke ligefrem på skrift, at det er ham, der har bedt os om at tage let på sikkerheden, bliver det jo bare ord mod ord, hvis der skulle ske noget. Og så er det os selv og ikke firmaet, der er ansvarlige og kan få bøder, hvis det altså ikke ligefrem er noget, der har taget livet af os.
I sidstnævnte fald gætter jeg på, vi slipper for bøden, skønt - jeg ved det sgu ikke. Nej, de må ikke fyre mig for at forlange sikkerheden overholdt! Nej, det har de heller ikke gjort! De har bare midlertidig hjemsendt mig på grund af arbejdsmangel, og det er så tilfældigvis et par uger efter, at jeg har været oppe at toppes med entrepriselederen, fordi jeg nægtede at være 'fleksibel' omkring en ulovlig måde at arbejde på. Og det vil de gøre igen om tre måneder efter et par dages arbejde, eller sådan noget.
Nej, der er ikke noget at komme efter! Og jeg har prøvet det alt sammen før, i andre firmaer og med andre entrepriseledere. Så to dage efter min hjemsendelse ringede jeg til en formand i et andet firma, som jeg tidligere havde arbejdet for, og så havde jeg nyt arbejde.
Der er kun den lille detalje i det hele, at dengang jeg i sin tid rejste fra dette andet firma, var det afgjort også på grund af en uoverensstemmelse: De høvlede tyve kroner af vores timeløn. Nå, livet er fuldt af lunkne kompromisser!
Og det er seks-syv år siden. Holder man fanen for højt, dør man af sult. Og vi skal jo leve, ikke!