22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Eftertænksom cd fra Catbird

Eftertænksom cd fra Catbird

Tirsdag, 07. oktober, 2008, 00:00:00

Catbirds nye cd bærer præg af det søgende og spørgende.Tempoet er langsomt. Men der er også det livsbekræftende og kærligheden

af Mikael Strandbech
Det første der slår en, når man hører Catbirds nye cd Among Us, er Billie Koppels stemme. Og dennes lighed med hendes mor Annisettes sangstemme. Vel ikke det værste udgangspunkt. Og så er der alligevel en anden tyngde og en anderledes erfaring til stede i ordene og fraseringen, der gør en mere nysgerrig.
Cd`en er lavet op til og i perioden efter Billie Koppels far, Thomas Koppel, døde. Han nåede dog at medvirke på nummeret 'How long must I wait', hvor han spiller harmonika.
Cd`en bærer præg af det søgende og spørgende. Tempoet er langsomt og eftertænksomt. Men der er også det livsbekræftende og kærligheden. Som for eksempel i titelnumret. Der indledes med en dramatisk mandolinlignede lyd og et kor, der langsomt stiger frem i styrke. Næsten som et citat fra Thomas Koppels opera 'Dødens triumf'. Så synges der til en person, som drømte om at flyve med samme lethed som en fugl. Hvor det at flyve bliver et billede på at skabe og bringe åndelighed ind i livet gennem sin gerning. Til sidst i sangen får personen lov at flyve af sted. Her bliver det at flyve, et billede på at forlade og give slip. Men inden er der forsikret at 'I promise you, your love wasn`t giving in vain'.
'City of Blue' handler om skænderier og forsoning i et parforhold. Over midten eksploder vokalen med sætningen 'Stay with me'. Som en urkraft. Meget stærkt og overbevisende.
Billie Koppel danner musikalsk partnerskab med multimusikeren Frank Hasselstrøm. Deres forrige cd fra 2003, som var deres debut, hedder 'Sliding From the Moon' og var hovedsagligt indspillet af dem selv.
På den nye cd 'Among Us' har de fået hjælp fra en lang række musikere, blandt andet Jacob Bro på guitar og Jakob Buchanan på trompet.
Sangenes enkle opbygning, sammen med de stemningsskabende arrangementer og en instrumentering, bestående af trommer, kontrabas, klaver, harmonika, vibrafon, blæsere, strygere og diverse klokkespil, peger stilmæssigt på navne som Thindersticks, Tim Buckley, men også Savage Rose.

Catbird: Among Us. CD. Playground

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. okt. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur