Operaen La Traviata er i virkeligheden en insisterende anklage mod det borgerlige hykleri

af Anders Fenger
Operaen 'La Traviata' er ikke bare drivende sentimental. Den er også et udtryk for komponisten Giuseppe Verdis afsky for borgerlig moral og dobbeltmoral i 1800-tallets Italien.
Defor er den værd at gense. Som sagt, så gjort. Det Kongelige Teaters store Opera-scene på Holmen lagde gulv til repremieren fredag, iscenesat af David Radok.
Fra første færd virker Mærsk`s operahus, placeret på kanten af havnen, som et stort fortryllet græskarhus.
Når mørket falder på og lysene tændes, både i husets sæbeboble-lamper og i resten af købstaden, kan man næsten høre den gode fe-gudmor, plukket ud af Disneys version af Askepot, stå nede i hjørnet og hviske 'bibidibobidiboo', mens hun vifter med sin tryllestav.

Tryllestøv
Alle, lige fra den lystigt vajende og dansende dirigent, Giancarlo Andretta, til det prægtigt syngende Kongelige Operakor, over Det Kongelige Kapel, til den ellers stilfærdigt startende heltinde Violetta (Anne Margrethe Dahl) fik et drys af tryllestøvet denne aften.
Anne Margrethe Dahl sang sig godt op i fortolkningen af historien om Violetta, der er en smuk kurtisane, men også dybt ensom, dødssyg og ganske aldeles frustreret.
For, det eneste, der måske kan frelse hende er Alfredo. Men alt går selvfølgelig galt - for hun er ikke en kvinde, som en borgerlig og respektabel familie overhovedet vil forbindes med.
Violetta fremstår på den ene side som et offer for datidens konventionelle moral, men også som en heltinde, der er sine modstandere moralsk langt overlegen.
Og så kan man jo sidde i mørket i operasalen og fundere, om denne konventionelle holdning også stadig findes blandt nogle i publikum i dag. Om nogle skulle mene, at klasse, stand, magt og penge er afgørende for at indgå ægteskaber.

Problemer
Desværre rakte fe-tryllestøvet ikke til alle medvirkende i La Traviata denne aften på Holmen.
Det var som om, flere af de mandlige sangere kun nåede ud over scenekanten, når den fortryllende Violettas stemme bar dem halvdelen af vejen. Og de formåede derved aldrig rigtig at fylde den smukke sal med den lyd, den fortjener.
Der manglede en anelse nerve i opførelsen. Der manglede en anelse sammenhæng og en klar nyfortolkning.
Det ville Verdi, der var både republikaner, radikal, patriot og ukristelig, uomtvisteligt selv have krævet.

La Traviata. Af Giuseppe Verdi. Repremiere. Iscenesættelse: David Radok. Dirigent: Giancarlo Andretta. Operaen, Store Scene. København. Spiller frem til 15. januar 2009