25 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udrydddelseslejre - en almindelig kunde

Udrydddelseslejre - en almindelig kunde

Onsdag, 08. oktober, 2008, 00:00:00

Når bygningen af krematorieovne til massedestruktion af menneskelig bliver almindelig forretning

af Hanne Rosenvold
Det er en rystende - og væsentlig - udstilling, der året ud kan ses på Arbejdermuseet i København.
'Dødens ingeniører' hedder den og beskriver hvordan en tysk maskinfabrik, Topf & Söhne, op gennem 1930`erne og 1940`erne havde et tæt samarbejde med det nazistiske SS. Topf & Söhne var nemlig én af nazi-regimets hovedleverandører når det drejede sig om bygning af krematorieovne til koncentrationslejrene.
Udstillingen dokumenterer, hvordan samarbejdet for firmaet, dets ledelse og ingeniører blev opfattet som et samarbejde med en hvilken som helst anden kunde. At kunne destruere tusinder af menneskelig dagligt gennem mange måneder blev for Topf & Söhne en teknisk udfordring!

Stordrift
Én af firmaets ingeniører udviklede sågar i 1942 en kontinuerligt arbejdende ligbrændingsovn til stordrift.
I en skrivelse til virksomhedens ledelse forklarer han ovnen således: 'Som den ideelle løsning - for så vidt angår konstruktionen af krematorieovne til brug i en koncentrationslejr - forestiller jeg mig en ovn, som påfyldes og holdes i gang uafbrudt ! dvs. at ligene skal indføres øverst - uden at forbrændingsprocessen bliver forstyrret. På deres vej ned gennem ovnen vil ligene blive antændt, brænde og siden forbrænde, så der i kammerat nederst i ovnen under risten til sidst kun er asken tilbage. Jeg er i den forbindelse fuldstændig på det rene med, at en sådan ovn må anses som et veritabelt udryddelsesanlæg, ligesom jeg ved, at begreber som pietet, adskillelse af asken ligesom alle andre følelsesladede momenter må lades fuldstændig ude af betragtning!. Netop i kz-lejrene foreligger der imidlertid nogle særlige, krigsbetingede omstændigheder, der gør løsninger som disse tvingende nødvendige.'
Holdningen er udtryk for en utrolig kynisme. Men samtidig skræmmende: folkene bag Topf & Söhne var hverken fanatiske nationalsocialister eller ekstreme antisemitter (for eksempel var der jøder ansat i firmaet). Men firmaet, ledelse såvel som ingeniører, tilpassede sig nazi-Tysklands absurde virkelighed - tilsyneladende uden de store kvababbelser.

Kampen i dag
Er der nogen grund til at tro, at tyskere anno 1930`erne er væsensforskellige fra danskere anno 2008? Næppe og det understreger betydningen af at kæmpe mod fremmedhad og fascisme.
På udstillingen vises genstande fra kz-lejrene, men den er primært bygget op omkring en række dokumenter og billeder med tilhørende tekster. Dokumenter fra firmaets korrespondance med SS, forskellige firmapapirer, patentansøgninger og så videre.
Udstillingen er ikke særlig stor, men giv dig tid til at læse teksterne for at få det fulde udbytte.
PS - for øvrigt blev over en million mennesker slået ihjel i Auschwitz: ca. 960.000 jøder, 75.000 polakker, 21.000 romaer, 15.000 sovjetiske krigsfanger og 15.000 af andre nationaliteter. De blev alle brændt i en ovn leveret af Topf & Söhne.
Til udstillingen er udgivet et glimrende katalog: Dødens ingeniører, Maskinfabrikken Topf & Söhne, ovnbyggerne fra Auschwitz.

Dødens ingeniører. Udstilling på Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København. Kan ses frem til 30. december 2008.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. okt. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur