Ofelia Medina er ikke kun elsket i Mexico for sine mange år som kunstner og tv-star. Hun er også hadet for sin kamp mod udryddelsen af landets oprindelige folk. I Europa er hun især kendt for sin filmrolle som Frida Kahlo, som hun beundrer meget

Den slanke, spinkle, mørke kvinde løfter et kort sekund øjnene fra computerens skærm og vender sig om. Ofelia Medina er netop kommet fra Europas Sociale Forum i Malmø, hvor hun har optrådt med sange fra sit teaterstykke 'Hver sin Frida'.
Hun fylder ikke meget her i festsalen hos 3F i Trekronergade, hvor der er pyntet op i anledning af den chilenske grundlovsdag. Men når hun taler, hvisker, synger og gestikulerer med de slanke hænder, er hun svær at overse.
Ofelia Medina er mexicaner, 58 år og berømt i sit hjemland efter et langt liv i kunstens tjeneste. 42 år er der gået siden hun fik sin debut som medlem af Mexicos første børnepantomime. Oprindelig uddannet danser begyndte hun at studere skuespil, blandt andet i Los Angeles og på Odin Teatret i Holstebro.
Hun opnåede i løbet af få år at stige til film- og tv-stjerne. En berømmelse der efter ti års vandring mod stjernerne var lige ved at kvæle hende.
- Når de kendte bliver gjort til kult af deres omgivelser og begynder at tro på myten om dem selv, så taber de, siger hun og ser ud til at tale af bitter erfaring.
Stilen blev lagt om og i dag kan hun se tilbage på en fornem karriere som danser, skuespiller, sangerinde og forfatter fra teater, film, tv og radio. Og ikke mindst som menneskerettighedsaktivist.
For Ofelia Medina er en utrættelig, højtråbende og meget lidt beskeden kvinde, der sammen med andre kvindelige kunstnere arbejder stenhårdt på at genskabe respekten for de indianske stammer, der udgør Mexicos oprindelige folk.

Indiansk blod
Det har gjort hende til en torn i øjet på magthaverne i et land, som kun vil kendes ved 45 millioner ud af sin befolkning på 105 millioner. Og det harmer Ofelia Medina.
- 30 millioner lever i yderste nød, og andre 30 millioner lever på sultegrænsen. For regeringen eksisterer de slet ikke. Der bliver brugt flere penge på at skjule dem end på uddannelse i mit land, siger Ofelia Medina og knurrer som en vred junglekat.
Hun er rasende på det politiske system, som hun kalder 'dekadent og korrumperet i alle led'. Resultatet er en magtfuld overklasse, og en velstående middelklasse, der sparker nedad på den indianske befolkning.
- Alle mexicanere har indiansk blod i sig, men de skammer sig over det. Selv er jeg stolt af det, siger Ofelia og smiler med sine mandeløjne..
Selv om hun var medlem af PC, det mexicanske kommunistparti, som helt ung, så vil hun i dag ikke røre politik med en ildtang. I stedet benytter hun sit rennomé i arbejdet for at genskabe den respekt for Mexicos oprindelige folk, som de spanske conqistadorer smadrede for 400 år siden.
I 1990 dannede hun sammen med andre FISANIM, hvis formål er at forbedre den indianske befolknings sundhedstilstand. Hun talte chiapas-indianernes sag ved Det Sociale Topmødes NGO-møde i København i 1995. Og i slutningen af 90`erne deltog hun i en bevægelse der forlangte en ligestilling af landets 56 indianske sprog med spansk indført i den mexicanske forfatning. Det lykkedes ikke.

Børnenes U-landskalender
Mest held har hun haft i forsøget på at udrydde den massive underernæring og død blandt især internt fordrevne i Chiapas-provinsens mange flygtningelejre.
- I et land, der huser verdens rigeste mand, dør der ifølge regeringen selv 50.000 børn om året af underernæring. Det rigtige tal er formentlig tre gange højere, fnyser hun forarget.
FISANIM, der blandt andet samarbejder med flere Røde Kors-organisationer, søger at ernære de allermest sårbare i Chiapas-konflikten. Den samarbejder med den zapatistiske bevægelse omkring oprettelsen af kollektive køkkener og sundhedsprogrammer.
I 1996 indgik organisationen en fire-årig projektaftale med den danske afdeling af Amnesty International. Pengene kom fra årets udgave af Børnenes U-landskalender.
Og det projekt gjorde ifølge Ofelia Medina god gavn.
- Vi blev meget stolte over støtten fra Amnesty, da det jo ikke er normalt at organisationen også arbejder med sundhedsprojekter. I de landsbyer som har modtaget støtte, har kvinderne nu lært at læse og skrive, og kender til deres rettigheder, siger hun.

Djævelens måltid
Det mest utrolige er ikke, at underernæring er fortid i de lejre, hvor organisationen arbejder. Det mest forbløffende er hvordan det har ladet sig gøre.
- Da spanierne invaderede Mellemamerika og Mexico i det 16. århundrede, undrede de sig over at folk var så stærke og udholdende, selv om de hverken spiste kød eller drak mælk. Deres hovedernæring var amaranth-planten, forklarer Ofelia Medina.
Rævehale, som er plantens danske navn, har været dyrket som nytteplante i 8000 år. Den er udbredt i Afrika, Asien og Latinamerika, men vokser også gerne i Europa. Blade, frø og stængel er ikke blot smækfyldt med vitaminer og vigtige sporstoffer, men er også en komplet sammensat proteinkilde for både mennesker og dyr.
Planten blev også brugt af indianerne til at lave spiselige gudebilleder. Så for at knække modstanden mod den katolske mission udnævnte Paven i 1650 planten til 'Djævelens Måltid' og forbød den i Mexico og Mellemamerika. Resultatet var katastrofalt for urbefolkningen.
- De døde som fluer og hele stammer blev udryddet. Kun de, der fik deres proteiner fra kød og mælk, overlevede. Og indianerne, som ikke kan ikke tåle mælk, spiste heller ikke kød. Før spanierne fandtes der ikke tamkvæg på kontinentet, siger Ofelia Medina.
Så der skulle gå næsten 350 år, før en stor del af det sydlige Mexicos befolkning atter får deres proteiner fra den næringsrige plante.

Sangen om Frida
Ofelia Medina blev for alvor kendt uden for det nordlige Latinamerikas grænser, da hun spillede titelrollen i den franske filminstruktør Paul Leducs film fra 1984 om den mexicanske kunstner og kommunistiske aktivist Frida Kahlo.
Den dengang 34-årige Ofelia Medina med det indianske blod legemliggjorde i filmen den tysk-jødiske Frida Kahlo i en grad, der chokerede publikum og kritikere. Og filmen førte til en genopdagelse af den kontroversielle malerinde.
Frida Kahlo har haft stor betydning for Ofelia Medina, som første gang stiftede bekendtskab med malerinden, da hendes skole besøgte malerindens barndomshjem. Da var hun 11 år.
- Jeg blev fuldstændig opslugt af hende, både som kunstner og som kvinde. Hun var den første kvindelige kunstner der fysisk afbildede sine indre kvæstelser, gjorde sit hjerte til en klump kød og dermed materialiserede sine smerter og følelser.
- I 1984 var Frida Kahlo stort set glemt af mexicanerne. Folk betragtede hende som en skør, lesbisk kommunist-narkoman, ler Ofelia Medina.
Filmen blev overset i Amerika, men historien om den unge pige, der blev bundet ubønhørligt til sin krop som 18-årig af et trafikuheld, gik rent ind i Europa. Samtidig blev folk stærkt chokeret over både hendes valg af tema og teknik.
Frida Kahlos værker fandt snart vej til udstillinger og tanker overalt. Ordrupgård viste i 1997 store dele af hendes hovedproduktion samt fotos af kunstneren, der døde i 1954.
Rygtet om hendes nye berømmelse nåede snart hjemlandet Mexico. I sin levetid havde hun stået i skyggen af sin mand, den legendariske mexicanske nationalkunstner Diego Rivera, men nu hyldede alle mindet om denne excentriske og kontroversielle maler.
- Men Frida Kahlo var også eminent til at formulere sine tanker og følelser i ord. Det skete i dagbøger og breve, som efter min opfattelse er stor kunst, mener Ofelia Medina.

Den lille banan
Det er således Frida Kahlos egne ord, der har fundet vej til Ofelia Medinas skuespil, Cada Quien Su Frida. Stykket, der er skrevet i anledning af 100-året for hendes fødsel, var på turné i Danmark sidste år.
- Jeg har udvalgt de mest kontroversielle og politiske ting fra hendes dagbøger og breve, og scenografien stammer fra en film, som blev lavet af en cubansk kunstner om Diego Rivera, forklarer skuespilforfatteren.
Hun er stolt af sit stykke, som er en slags synge-sketch teater efter indiansk tradition. Og hun er helt klar over, at ikke alle er lige tilfredse med det budskab, som stykket formidler.
- De højre-orienterede aviser i Spanien kaldte det 'et beskidt kommunistisk manifest', blandt andet fordi det indledes med at Frida synger 'Internationale'. Men det gjorde hun sgu, griner Ofelia Medina.
- Frida Kahlo udtrykte sin magtesløshed med stor brutalitet, men også med megen humor. Det ene øjeblik kunne hun være helt nede, for så det næste sekund at fyre en sjofel vittighed af og bryde ud i sang.
Ofelia Medina knipser lystigt i fingrene, og fortæller om en af stykkets sjove scener:
- Den berømte mexicanske fotograf og kommunist Tina Modotti havde været en af Diego Riveras talrige elskerinder, før han mødte den unge Frida Kahlo. I dagbogen venindesnakker de to om sex, og Frida vil vide, om han er godt udrustet.
- Tina Modotti svarede, at den var som en lille bitte mexicansk bananina, skraldgriner Ofelia Medina og synger på barnligt indianerspansk:
'La bananina est picolina, mais dolce dolce para mangar' (Bananen er bitte lille, men så sød at spise). Hun danser et par trin og bliver atter alvorlig.
- Frida Kahlo er for mig et symbol på en uknækkelig modstandskraft. Trods alvorlig sygdom og efter en ben-amputation, var hun i 1954 alligevel på gaderne i protesterne mod USA`s besættelse af Guatemala. Ni dage senere døde hun.
Ifølge Ofelia Medina fik Frida Kahlo en uvurderlig betydning for sin tids stærke kvinder. Hun åbnede sit hjem som et samlingssted, hvor kampen mod den legendariske mexicanske mandekultur, el macho, kunne finde form.
- En af dem var Concha Michel, der er kommunist. Dengang havde kvinder ikke stemmeret, og da så kommunistpartiet heller ikke ville lade kvinderne stemme internt, rev hun partibogen midt over og skreg 'I er lige så meget macho som de andre'.

Landet uden fædre
Det kan godt være, at den mexicanske skuespiller Ofelia Medina kunne sætte sig ned og se tilbage på en 42-årig lang karriere. Men det kunne ikke falde hende ind.
- Lige nu tænker jeg på at trække mig tilbage fra arbejdet på scenen for at lave en enkelt film. Det bliver måske til en mere, men jeg betragter mig ikke som filminstruktør, siger hun.
Hun optræder ikke selv i filmen, som handler om en ung maya-dreng, der drager til Can-Cun, som er Mexicos berømte forlystelsesparadis ved den caraibiske kyst. Filmen skal laves i dogmestil med håndholdt kamera, og uden lyssætning, sminke og kulisser.
- Som de fleste mexicanere leder drengen efter sin far, der har efterladt sin familie i landsbyen for at gøre sin lykke. De lover at sende penge hjem, men glemmer det hurtigt, finder en anden kvinde og danner en ny familie, siger Ofelia Medina sørgmodigt.
- Her i Mexico har vi fantastiske mødre, men ingen kvinder, tilføjer hun sarkastisk.
Filmen skildrer en nærmest surrealistisk verden på skyggesiden af forlystelsesparadiset. Overalt arbejder indianske mænd og kvinder under de mest usle forhold og til en løn, der ikke engang kan holde dem i live.
- Mange havner i kriminalitet og kokain-misbrug. Hvis de overhovedet vender tilbage til landsbyerne, er de fuldstændig tømt for ethvert menneskeligt indhold.
Ofelia Medinas øjne gnistrer stridslystent, mens hun retter en sidste appel til folk på vore breddegrader.
- Vi beder om jeres støtte, ikke økonomisk, men humanitært. Lad være med at handle med Mexico, indtil forholdene for de indianske folk bliver forbedret. De nordiske regeringer har et enestående udgangspunkt for at gøre verden opmærksom på folkedrabet og ydmygelsen af den indianske befolkning.
Så sukker hun lidt opgivende, smiler atter og rejser sig for at gå ned til festsalen, som er ved at blive fyldt op af glade chilenere. Deres forfatning er fra 1810. Det samme er den mexicanske.
Landet som kun respekterer 45 millioner ud af sine 105 millioner indbyggere.