EU-Kommissionen havde ikke ret til i 2004 at kræve, at TV2 skulle betale godt én milliard kroner tilbage til staten. Det får dog ingen umiddelbar betydning for stationens økonomi
TV2 har ikke modtaget ulovlig statsstøtte. Det blev udfaldet af gårdsdagens dom ved EF-Domstolens Første Instans.
Det betyder, at tv-stationen ikke skal betale flere penge tilbage til staten, som de konkurrerende tv-stationer Viasat og SBS ellers havde krævet.
Dommen siger også, at EU-Kommissionen ikke havde ret til i 2004 at kræve, at TV2 skulle betale godt én milliard kroner tilbage til den danske stat.
Dengang mente EU-Kommissionen, at TV2 havde modtaget 628 millioner kroner for meget i støtte fra den danske stat i perioden 1994-2002. Med renter løb beløbet op i næsten 1,1 milliarder kroner, som tv-stationen umiddelbart blev tvunget til at betale tilbage.
Men, siger den nye dom nu, EU-kommissionens beslutning var 'behæftet med en utilstrækkelig begrundelse som skyldes, at Kommissionen har tilsidesat sin undersøgelsesforpligtelse'.
Går tilbage til 2000
EU-Kommissionens krav mod TV2 i 2004 kom efter en klage fra det daværende TV Danmark.
TV Danmark mente ikke, at det var fair, at TV2 modtog licenspenge samtidig med, at stationen solgte reklamer og tjente penge på den måde.
Efter kommissionens afgørelse fik flere af de kommercielle stationer blod på tanden. SBS og Viasat lagde sag an ved EF-domstolen, fordi de mente, at beløbet var alt for lavt, og at TV2 skulle betale flere penge tilbage.
TV2 og den danske stat lagde også sag an mod kommissionens beslutning, fordi de mente, at dommen var forkert og beløbet var alt for højt.
Nu er sagen så afgjort efter fire års retssag. Sagen er imidlertid kun behandlet ved EF-domstolens laveste instans. Det betyder, at alle parter har mulighed for at anke dommen til EF-domstolens øverste kammer, De Europæiske Fællesskabers Domstol.
EU-kommissionens konkurrencetalsmand, Jonathan Todd, er forbløffet over dommen, hvor der rettes skarp kritik mod kommissionen.
- Nu må vi studere dommen nærmere. Kommissionen har to måneder til at beslutte, om vi vil appellere, siger Jonathan Todd.
Redder ikke økonomien
Dommen betyder ikke, at TV2`s økonomi nu er reddet.
Den danske stat kom nemlig TV2 til undsætning efter EU-kommissionens krav i 2004 med en såkaldt rekapitalisering, som betød at TV2 fik tilført 850 millioner kroner. Den transaktion skulle godkendes af EU-kommissionen og det blev den kun på betingelse af, at TV2 ikke ville få pengene tilbage, hvis de skulle vinde sagen ved EF-domstolen.
Selve rekapitaliseringen er genstand for to andre sager ved EF-domstolen anlagt af Viasat og SBS TV. De mener, at kommissionen bøjede EU`s konkurrenceregler for meget ved at give den danske stat lov til kapitalindsprøjtningen.
Salg eller redning
Med dagens dom er et salg af TV2 måske rykket nærmere.
Det mener i hvert fald både Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby og de Konservatives medieordfører Henriette Kjær.
- Det her betyder helt klart, at vi er et skridt videre et salg af TV2, siger Henriette Kjær.
- Jeg synes dommen er enormt klar. Den giver os et grundlag for at komme videre med salget af TV2 og med at sikre økonomien i TV2, siger Ellen Trane Nørby til til TV2 NEWS.
Også Enhedslistens medieordfører Per Clausen vil gerne have sikret TV2`s økonomi:
- Sejren ved EF-domstolen giver nyt håb. Det er imidlertid afgørende, at alle forventninger om, at TV2 kan blive en forretning, der giver overskud, skrottes. Det betyder, at salget af TV2 må opgives og at der i stedet kommer fokus på at sikre TV2`s produktionsvirksomhed, sådan at der kan produceres public-service tv af høj kvalitet, siger han.
Per Clausen foreslår, at Folketingets partier sætter sig sammen for at få etableret en økonomisk bæredygtig model for redning af TV2. Og det kan ikke lade sig gøre, uden at der afsættes statslige midler, mener han.
Hos regeringen er der dog næppe opbakning. Med dagens EU-afgørelse er en privatisering rykket nærmere, mener kulturminister Carina Christensen.
- Det er klart, at regeringen ikke sætter TV 2 til salg, før vi har et fuldstændigt overblik over stationens økonomi. Men i forhold til i går så synes jeg, vi er kommet et godt skridt i den rigtige retning i dag, siger ministeren til Ritzau.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278