21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den usynlige krise

Den usynlige krise

Fredag, 24. oktober, 2008, 00:00:00

Så magt har de, pengemændene. Magt over vores hverdagsliv. En dag inden så længe vil morgentrafikken og fyraftenstrafikken være mærkbart tyndere. Og det vil ikke bare være pensionister og efterlønnere, man ser i butikkerne midt på en hverdag. Hvis folk da stadig har råd til at gå i butikker.

af Kjeld Stenum
Det er ikke sundt for en jord- og betoner at se tv-avis i disse tider, hvor daglig sang om økonomisk katastrofe ikke kan undgå at give én en fornemmelse af, at verden er ved at ramle sammen om ørerne på én. Det er navnlig ikke sundt, hvis man som mange jord- og betonere har boliggæld. Dem er jeg selv blevet én af, efter at jeg for godt et år siden blev nødt til at skaffe noget til min datter at bo i.
Usikkerheden sætter en masse ophidselse i kroppen, som giver urolige drømme. Drømme om landskaber fyldt med øde byggepladser, projekter standset midt i opførelsen og stående forladte og overladt til tidligt forfald, allerede halvvejs ruiner, tomme rustnende kraner, der drejer sukkende i vinden, mens sorte krager flyver mod truende tordenskyer i horisonten.
Eller drømme om at være endt i et kafkask hul, fyret og afhængig af offentlig forsørgelse, som man selv skal bevise, at man er kvalificeret til på en computer, man ikke kan finde ud af at betjene rigtigt, eller som hele tiden fortæller én, at man ikke har fundet den kasse, man hører til i, ikke er berettiget til dagpenge, fordi der er fundet en flere år gammel overtime, man endnu ikke har afspadseret, eller der mangler en lønseddel fra en fjern fortid, hvor man arbejdede for et firma, som for længst er holdt op med at eksistere, eller fordi der ikke i en uge er blevet registreret noget bevis for aktiv jobsøgning, fordi man har brugt hele ugen på at kæmpe med at finde ud af den forbandede computer.
Dagen efter cykler man så til og fra arbejde i en by, hvor der ikke er nogen forandring at se i forhold til, hvordan tingene var for måneder siden.
Jo, der er kommet lidt flere 'til salg'-skilte i villaer og lejligheder, end der var for et par år siden, og de hænger nok også længere. Men det er trods alt en udvikling, som har strakt sig over et par år, det opleves på ingen måde som et katastrofetegn, og man ser da også stadigvæk 'til salg'-skilte, der har fået et triumferende stykke rødt tape med teksten 'Solgt!' klæbet skråt henover.
Rigtig mange steder har folk også stadig gang i deres små renoveringsprojekter, nyt tag, udbygning, murrenovering, ny vinduer og så videre, og det samme ser jeg hjemme i kolonihavekvarteret.
Jeg har også selv nylig oplevet, at det endnu ikke er svært at finde arbejde indenfor byggebranchen, som ellers nok er den mest konjunkturfølsomme branche i denne situation. Og nylig var fagforeningens folk ude på den arbejdsplads, hvor jeg er i øjeblikket. Jeg snakkede lidt med dem, og de har ikke særlig mange arbejdsløse medlemmer endnu, en tres-halvfjerds stykker, sagde de. Dog er flertallet af polakkerne, jyderne og svenskerne ved at være rejst hjem igen.
Men nogen neutronbombe-effekt kan man i hvert fald ikke tale om (som det måske er læseren bekendt, er neutronbomben den djævelske opfindelse, som udsletter alt levende, og bevarer alt dødt materiel uskadt). Og dog ved man godt, at den natlige uro ikke er fuldstændig grundløs.
Det er næsten kun måneder siden, man kunne belåne hypotetiske friværdier næsten ud over alle grænser og i øvrigt blev bombarderet med alle mulige uimodståeligt fordelagtige lånetilbud, samtidig med at politikerne forsøgte at lokke og presse os med på private pensions- og opsparingsordninger i diverse fonde og forsikringsselskaber, noget der handlede om at betale sure sparepenge ind til fidus-investeringer til gengæld for luftige drømme om en forgyldt alderdom eller tryghed mod truende sygdomme.
Nu går spareskillingerne op i den blå luft, fordi tal bliver skiftet ud med andre tal på et eller andet børsindex. Hvad angår de lån, folk har fået, før finansverdenen gik amok, har de fået dem, så dem kan de bruge. Men renter og afdrag skal betales, og er det lån med variabel rente, kan den godt komme til at svide. Og næste gang, min nabo skal ned for at låne en snes tusind til en tiltrængt renovering af havehusets udestue, er det meget tænkeligt, banken siger, at han lige kan betale sine gamle lån ud først.
Der vil blive investeret betydeligt mindre i brancher som byggeri, og en del mennesker vil blive arbejdsløse. Og vi ved også godt, at unge børnefamilier med flex-lån, der i forvejen har sat sig noget nær smertegrænsen, kan få det rigtig svært med huslejen om få måneder, når renten på flexlånet bliver sat op. Kan de ikke længere klare huslejen, vil de komme til at stå uden tag over hovedet - og en kæmpestor gæld, som de kan bruge årtier af deres liv på at banke af.
Så magt har de, pengemændene. Magt over vores hverdagsliv. En dag inden så længe vil morgentrafikken og fyraftenstrafikken være mærkbart tyndere. Og det vil ikke bare være pensionister og efterlønnere, man ser i butikkerne midt på en hverdag. Hvis folk da stadig har råd til at gå i butikker. Og alligevel giver det en underlig slags fortrøstning at cykle her, i denne virkelige, fysiske og temmelig uforandrede by.
Vi skal nok klare det, siger alle de halvrenoverede husmure, alle de påbegyndte nyopførelser, alle butikkerne, fodgængerne, cyklisterne, bilerne, hele det mylder af aktivitet, byen rummer. Vi accepterer ikke at blive sat ud af spillet og i stå, blot fordi sorte tal på en computerskærm bliver røde.
Finanskrise, hvad er det for noget underligt abstrakt noget? Folk, der har kaldt sig milliardærer, fordi tal i en computer viste ti cifre, kan ikke længere kalde sig det, fordi de ti cifre nu kun er ni. Og hvad så? Vil livet acceptere at lade sig standse af sådan noget? Nej.
Helt grundlæggende er det ikke til at tro andet, end at hele byens sydende, kriblende kreative menneskeliv nok skal finde en måde at komme videre på, uanset hvor mange stramme slipseklædte finansherrer der tropper op for at sige til os, at pengekassen er smækket i.
Livet vil videre, for livet vil leves. Og forsøger pengemænd at stille sig i vejen for det, vil det aldrig komme til at betyde, at de vil få held med det. Men at livet så må leves uden pengemænd.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. okt. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur