I bogen ¤¤En verden uden fattigdom¤¤ øser Yunus af sine erfaringer fra Grameen Bank, hvor man i årevis har ydet mikrolån til fattige kvinder, som økonomisk hjælp til selvhjælp

af Mauri Johansson
Modtageren af Nobels fredspris 2006, Bangladesh-professoren i økonomi, Muhammad Yunus, er økonomuddannet i USA, men blev under indtryk af den ekstreme fattigdom i fædrelandet træt af at præke profitkapitalisme.
Hans dybe sociale engagement fik ham til at udtænke en model til hjælp for de fattigste af de fattige, inklusive tiggerne.
I bogen 'En verden uden fattigdom' øser Yunus af sine erfaringer fra Grameen Bank i Bangladesh, hvor man i årevis har ydet mikrolån til fattige kvinder, som økonomisk hjælp til selvhjælp.
Yunus er erklæret tilhænger af markedsøkonomi og derved kapitalismen, men er klar over den nuværende kapitalismes mange ulemper. De fattige kan ikke låne penge eller eje kreditkort og må ofte låne til ågerrenter.

Apartheid for fattige
'Vores finansielle institutioner har skabt et verdensomspændende apartheidsystem, uden at nogen er forfærdet over dette,' siger Yunus.
Derfor fandt han frem til, at der til de fattige kunne gives 'mikrolån' uden kaution på 150-200 kroner med lav rente og relativt langvarig tilbagebetalinsgfrist. Og han satsede næsten entydig (over 97 procent) på kvinder som kunder i hans nyetablerede Grameen Bank ('Landsbybanken').
I dag, cirka 25 år efter at projektet startede, har mere end 60 procent af dem og deres familier kunnet bringes over fattigdomsgrænsen og med nær 100 procent af lånene tilbagebetalt.
Programmet blev tidligt suppleret med små lån til etablering af primitive boliger (der er allerede skabt 650.000 af dem) og senere uddannelsesstipendier, basal sundhedstjeneste, etablering af billige, vedvarende energikilder, IT-løsninger i lokalsamfundene og et hav af andre ting, der fik gang i de lokale aktiviteter i landsbysamfundene og kom dem til gode.

Sociale virksomheder
Ideerne har spredt sig til det meste af klodens fattige lande. Yunus` tanke er, at man ved at etablere såkaldte 'sociale virksomheder' med de fattige som lokomotiv kan supplere og måske redde kapitalismen og forskåne kloden fra økologisk undergang ved at stoppe ødelæggelsen af naturen grundet kapitalismens grådighed.
De sociale virksomheder skal ikke producere profit til andet end genbetaling af etableringsomkostninger og geninvestering i virksomheden. Måske en lille dividende til fattige aktieejere (kun de fattige Grameen-kunder kan erhverve aktierne og de ejer i dag 94 procent af aktierne). På den måde skal de konkurrere med de økonomisk profitmaksimerende firmaer og gradvis udkonkurrere dem, også på forretningsmoral og andre værdier end de økonomiske.
De private profitvirksomheder har 'ingen mekanismer til at anvende sine praksisser til det mål at udrydde fattigdom'. 'De sociale virksomheders mål er at tjene fattige mennesker'. 'Uhæmmede markedskræfter ! kan ikke løse samfundsproblemer!og kan i stedet rent faktisk forværre udbredelsen af fattigdom, sygdom, forurening, korruption, kriminalitet og ulighed'.
Fattigdom skaber ufred og er måske den alvorligste trussel mod verdensfreden.

Velgørenhed er ikke løsningen
Markedet lider af et 'begrebssvigt', nemlig en manglende evne til at indfange essensen af, hvad det vil sige at være et menneske.
Yunus efterlyser statsregulering af kapitalismen. Han efterlyser også, ligesom Fogh Rasmussen, en omskrivning af de økonomiske lærebøger, med omtale af andet end kapitalistisk lønarbejde som værdiskabende, nemlig arbejde der skaber en mangefold af samfundsmæssige værdier, frem for økonomisk profit til en dekadent elite.
Velgørenhed er ikke altid svaret, idet foræringer og almisser fremmer afhængighed, ensidige magtforhold og kan fremme korruption.
Det kan vel ikke overraske at en liberal udviklingsminister, Ulla Tørnæs, i forordet klapper i sine små hænder over Yunus` tanker. Hus forbi med angsten for en social revolution, der en gang for alle fjerner kapitalismen fra jordens overflade og derved den fundamentale mekanisme, der vedvarende skaber fattigdom for de mange og uhyre rigdom for de fortsat færre, som vi så tydelig ser det i disse år.

Hva` med socialismen
Det kan undre, at Yunus, der så tydelig ser kapitalismens ulemper, ikke selv peger på socialismen som den eneste langtidsholdbare løsning på fattigdomsproblemet. Måske er det af taktiske grunde?
Man må medgive ham de imponerende sociale resultater for millioner af enkeltpersoner og familier i de fattigste og mest udbyttede lande på jorden, som jo kun har sit ene liv at leve og ikke kan vente på, at der en dag er nogen der kollektivt igangsætter en revolution med kapitalismens fjernelse på dagsordenen.
Yunus` model kunne let suppleres med en systematisk skoling til forståelse af kapitalismens væsen og derved skabe og styrke et revolutionært potentiale. Den er en provokation til verdens kommunister og andre revolutionære, der ikke må bidrage med at forlænge pinen for de utallige, der ikke engang kommer i nærheden af at få et mikrolån.

Muhammad Yunus: En verden uden fattigdom. Social virksomhed og kapitalismens fremtid. 308 sider, 299 kroner. Informations Forlag 2008.