21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gyldendal på vej mod dominans

Gyldendal på vej mod dominans

Torsdag, 30. oktober, 2008, 00:00:00

Landets største netboghandlere har mistillid til branchens mastodont Gyldendal. De trækker tæppet væk under en prisportal for bøger, fordi den har fået Gyldendal som ny ejer

Saxo.com har trukket sig i protest mod at Gyldendal, har købt den helt dominerende ejerandel af såvel bogpriser.dk som pensum.dk. Sidstnævnte finder de gode priser på lærebøger, mens bogpriser.dk tager sig af de øvrige bøger.
Nu kan Gyldendal ikke alene se, hvilke priser og rabatter der bliver givet på de enkelte bøger. Forlaget kan også se, hvor mange bøger det enkelte initiativ flytter. Det er konkurrenceforvridende, siger Saxos direktør Balle Olsen, hvis firma siden 2001 har solgt for 30 millioner kroner på nettet.


Forbud mod litteraturmøde
Israelske og arabiske kulturarbejdere anklager Israels myndigheder for at ødelægge brobygningen mellem de to kulturer, efter at det nu er blevet ulovligt at handle bøger med Libanon og Syrien.
I 15 år har israeleren Saleh Abbasi fremelsket en udsædvanlig kulturel forbindelse. Han har handlet med bøger mellem den jødiske stat og dens arabiske naboer. Men i august nægtede de israelske myndigheder pludselig at forny hans handelslicens, fordi han handlede med fjendestaterne Libanon og Syrien.
Det stikker en kæp i hjulet for Abbasis forretning og de arabiske og israelske læsere, som han har gjort interesseret i den anden parts litterære traditioner, skriver Kristeligt Dagblad.
- Hvordan kan bogens folk være mod bøger? Bøger er en bro til fred mellem kulturer, siger Abbasi.


Genansættelse i DJBFA
Ved en ekstraordinær generalforsamling den 24. august i komponisternes og musikernes fagforening, DJBFA, blev der valgt en helt ny bestyrelse. Efterfølgende blev Pia Raug konstitueret som ny formand og Jens Lysdahl som næstformand.
Baggrunden var blandt andet fritstillingen af den daglige leder Poul-Henrik Jensen samt håndteringen heraf.
Nu er Poul-Henrik Jensen efter en længere proces blevet genansat som daglig leder af DJBFA.


Magasin nyt
Filmmagasinet EKKO nr. 43 er netop udkommet, med masser af filmartikler. Denne gang er temaet 'Dokumentarfilmens sandheder og løgne', og magasinet suppleres af en gratis dvd med syv udvalgte afgangsfilm fra Den Danske Filmskoles dokumentarfilmlinie.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. okt. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur