21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Johan Peter Beck: 2049 - Vendepunktet

Johan Peter Beck: 2049 - Vendepunktet

Fredag, 31. oktober, 2008, 00:00:00

Vi er i 2049. Samfundet gået i opløsning. De mennesker, der har overlevet, klarer sig i familier eller i kollektiver på befæstede gårde - eller i plyndrende bander

af Eigil Nielsen
'2012 var det sidste år hvor den gamle verdens ødelæggende maskineri stadig kørte for fulde drøn,' fortæller én af personerne i Johan Peter Becks roman '2049 - Vendepunktet'.
Vi er nu i 2049, og i mellemtiden er samfundet gået i opløsning. De mennesker, der har overlevet, klarer sig i familier eller kollektiver på befæstede gårde - eller de klarer sig i plyndrende bander eller som Nati`er, en militær bevægelse, der på brutal vis søger at samle EU`s borgere under ét autoritært styre.
Dette er baggrunden for en kærlighedshistorie, som hovedpersonen John oplever midt i kampen for overlevelse.
Gennem romanen fører forfatteren os løbende ind i en stillingtagen til, hvorledes et fornuftigt samfund kan indrettes på sammenbruddets ruiner.
Hans udgangspunkt ligger helt klart i det 'alternative' miljø. Mens menneskene i det 'gamle' samfund hovedsagelig tænkte på sig selv og deres eget og stræbte efter at få så mange materielle goder som muligt, er der ved at opstå en modvægt, der lægger hovedvægten på de følelsesmæssige relationer mellem menneskene. Denne modbevægelse har fået et solidt rodfæste i Jylland, mens resten af landet må lide under nati`ernes og bandernes hærgen og regeren.
I modbevægelsen har man forkastet den traditionelle medicin og benytter sig af healing, akupunktur og lægeurter. Man har det godt med at leve livet langsomt og kan nyde stilheden. Forfatteren mener, at en højere åndelig styring er med til at bestemme et menneskes adfærd, og han tror på et liv efter dette.
Sideløbende med en spændende handling får man således som læser lov til at tage stilling til mange væsentlig spørgsmål, hvor man jo ikke behøver at give Johan Peter Beck ret i alt.
Men han opfordrer os med sin bog til at gøre os andre forestillinger om vor personlige og samfundsmæssige tilværelse end dem, vi er vant til. Og det kan der måske være ekstra grund til i dag, hvor neoliberalismens grundlag skrider allerede nu i år 2008.

Johan Peter Beck: 2049 - Vendepunktet. 249 sider. 229 kroner. Forlaget Hovedland.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. okt. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur