På mit skrivebord har jeg en sten. Et stykke af en gammel, gammel marokkansk klippe indeholdende en halvt frihugget cirka 15 centimeter lang forstening af et fortidigt havdyr, kaldet en trilobit

af Kjeld Stenum
Dyret ligner mest af alt en forvokset bænkebider. For 400 millioner år siden var den vores klodes mest avancerede skabning, den fyldte verdenshavene, dens slægt udviklede uhyrer af hele halvtreds centimeters længde, som spredte skræk og rædsel omkring sig blandt verdenshavenes øvrige smådyr - hvis de da havde brikker nok til at rumme den slags følelser, og det havde de nok ikke.
For der er ikke plads til meget hverken hjerne eller nervesystem i dette forvoksede havkryb, og som sagt var det sin tids mest avancerede dyr. Så de dyr, som udgjorde dets føde, har været endnu ringere udrustet.
Dyret er fra længe før, livet gik på land. Måske er det blevet begravet i en pludselig rivende mudderstrøm ved en flodmunding, hvor det søgte føde. Måske er det bare død af alderdom, det var jo allerede opfundet dengang for 400 millioner år siden.
Måske er det ikke engang resterne af det levende dyr, måske har trilobitten bare skiftet skal, sådan som for eksempel krabber og hummere gør. Og det, jeg sidder med, er så blot resterne af en tom skal, som efterlod et hulrum i jorden, hvor den blev begravet, et hulrum, som med tiden blev fyldt ud med kiselsyre, som stivnede.
Hvad kan vi vide om det i dag? Jeg har ikke selv været i Marokko og hente klippestykket. Jeg er ikke så meget til turistrejser, det synes jeg, livet er for kort til, så jeg har snydt lidt og købt den i en kælder på Nørrebro hos en mand, der handler med mærkelige sten. Men den er ægte alligevel, og bare det at røre ved rester af så gammelt liv fylder mig med ærbødighed.
Og så er 400 millioner år endda mindre end en tiendedel af den alder, man regner vores jordklode til at have. Den første halvdel af sin tilværelse regner man vist med, at Jorden bare har været en død, våd sten i verdensrummet; først efter et par tusind millioner år begyndte de allermest primitive livsformer at opstå.
Er denne opfattelse korrekt - og det skal man nok ikke regne alt for meget med, det sker stadigvæk, at nye fund vælter etablerede teorier - så havde livet altså allerede tilbagelagt fire femtedele af sin udviklingsvej til der, hvor vi er i dag, da det frembragte denne forvoksede bænkebider.
Det siger noget om, enten at vi trods alt i det lange perspektiv stadig er temmelig primitive skabninger, når kun en femtedel af udviklingshistorien skiller os fra trilobitten. Eller også siger det noget om, hvor lang og snoet og indviklet en rejse livet allerede havde tilbagelagt, før det magtede at frembringe dette lille primitive uhyre. Uanset om man vælger den ene eller den anden betragtning, bør det mane til ydmyghed.
På det allermest elementære plan har udviklingen af liv fundet sted med et stort mål af nødvendighed. Vores univers er opbygget af ret få forskellige slags atomer, hvor hvert atom af en bestemt slags er fuldstændig mage til ethvert andet af samme slags.
Vi ved ikke helt hvorfor, men for alt hvad vi kan konstatere er det sådan. Ting, der er helt ens, må også under helt ens omstændigheder opføre sig helt ens. Vi skal her ikke undlade at komplicere tingene med, at kvantefysikken faktisk fortæller os, at sådan er det alligevel ikke helt, kun næsten.
Men på grund af, at det næsten er sådan, er der nødvendighed i, hvordan atomer kan opføre sig og forbinde sig med hinanden. Kulstofatomer, som er helt grundlæggende i livsprocessen, har tilbøjelighed til at danne lange, komplicerede kæder med både sig selv og andre slags atomer.
Så det er ikke helt tilfældigt, når de mest grundlæggende råstoffer for livets opståen, proteinerne, dannes. Komplicerede kulstofforbindelser som for eksempel cellulose kan man finde dannet spontant i universet ved spektralanalyser af fjerne stjernetåger.
Men al lovmæssighed, som findes i livets udvikling, stammer også fra denne grundlæggende atomare nødvendighed. Derfor dannes dna-kæder, der kan reproducere sig selv med meget stor stabilitet. Atomers eller rettere kvantepartiklers opførsel er trods deres indbyggede usikkerhed det eneste stabile, vores univers rummer.
Heldigvis er så også alt vi ved om i vores univers opbygget af kvanter. Derfor er alt i universet, og herunder livets reproduktion, også gennemsyret af en grundlæggende lovmæssighed.
Alligevel sker der, dels på grund af den principielle uforudsigelighed i atomers opførsel, dels på grund af ydre påvirkninger, undertiden springvise ændringer i livets gener, kaldet mutationer.
Så livet eksperimenterer også løbende med nye former, hvoraf ganske, ganske få overlever i kraft af den selektion, vi har lært om hos Darwin.
Det eneste, der indenfor den atomare nødvendigheds rammer styrer livets eksperimenteren med nye former, er helt tilfældige forstyrrelser i arvemassens reproduktion. Eller sagt mere direkte, denne eksperimenteren er overhovedet ikke styret.
Livet reproducerer med målrettet nødvendighed sig selv, men det bevæger sig ikke med nogen form for målrettethed mod højere former. At det en sjælden gang sker, at mere overlevelsesdygtige former opstår og fortrænger sine mindre egnede forfædre, er et rent produkt af tilfældighed.
Fordi livets eksperimenteren med nye former sker fuldstændigt i blinde, må spildprocenten bare være enorm. Og derfor tog det omkring fire femtedele af udviklingshistorien blot at nå til den forvoksede bænkebider på mit skrivebord.
Store dele af vores vestlige, oplyste verden fornægter, hvad videnskaben kan fortælle os, af religiøse grunde. I USA er der skoler, hvor man ikke må undervise i Darwin. Det er synd.
Hvor stort et under livet i virkeligheden er kan kun videnskab vise os. At fremstille det som et uforklarligt, religiøst under er kun at gøre det fattigere.