Færre åbningstimer, nedgang i personalet og materialeanskaffelser samt enkelte filiallukninger. Det er konsekvensen af bibliotekernes budgetter for 2009
57 procent af de danske kommuners folkebiblioteker har næste år færre penge at gøre godt med end de har haft i 2008.
Det viser en undersøgelse, som Danmarks Biblioteksforening (BF) har foretaget blandt landets biblioteker.
Ud af de 48 besvarelser, som BF har modtaget, er der 31 kommuner, der skærer på biblioteksbudgettet i 2009. Tungest ramt er bibliotekerne i Dragør, Furesø, Halsnæs, Lyngby-Taarbæk og Nordfyn kommuner, alle med en reduktion på mere end seks procent.
Fra disse biblioteker oplyser man, samlet set, at det vil betyde færre åbningstimer, nedgang i personalet og materialeanskaffelser samt enkelte filiallukninger.
På landsplan er der samlet set udsigt til ca. 20 filiallukninger.
- Disse tal er måske i sig selv ikke umiddelbart alarmerende men det er meget beklageligt, at de forgange års budgetreduktioner ser ud til at fortsætte, siger Vagn Ytte Larsen, formand for Danmarks Biblioteksforening.
- Vi har i 2006 og 2007 gang på gang fået at vide, at forklaringen på reduktionerne skal ses i sammenhæng med en effektiviseringsgevinst afledt af kommunesammenlægningerne. Jeg personligt tvivler stærkt på dette, siger han.
Bekymrende udvikling
Hos bibliotekarforbundet mener man, at grænsen er nået.
- Med de seneste nedskæringer, tvivler jeg på, om alle biblioteker kan leve op til bibliotekslovens krav om alsidigt indhold. Vi ser jo nu, at bibliotekerne bliver ramt på materialekontoen, hvor det før handlede om, at man lukkede filialer. Alt i alt er kultursektoren i krise, og bibliotekerne ser ud til at blive ramt rigtig hårdt, siger bibliotekarforbundets formand Pernille Drost til Berlingske Tidende.
- Med de sidste par års besparelser begynder det at ligne en udhuling af de kommunale bibliotekstilbud, og det er en foruroligende udvikling, påpeger hun.
Også SF`s kulturordfører Pernille Frahm er bekymret over udviklingen.
- Vi bliver nød til at tage det alvorligt når biblioteker lukker på stribe. Vi kan ikke med god samvittighed vaske vores hænder og overlade problemet til kommunerne. De danske biblioteker har brug for støtte. Dette betyder også at vi på sigt må opdatere bibliotekerne med de nye kulturtilbud, der er kommet, siger hun.
- Hvis vi skal tage vores ambitioner om, at være et videnssamfund og et velfærdssamfund alvorligt, så er det afgørende at vi prioriterer at borgere i alle egne af landet har adgang til gode biblioteker, mener Pernille Frahm.
Hun vil nu fremlægge sagen for kulturministeren og opfordre til, at man finder en løsning.
Samlet strategi på vej
Kulturminister Carina Christensen mener imidlertid ikke, at biblioteksvæsenet er i krise, men i fuld gang med at tilpasse sig udfordringerne i videnssamfundet.
- Faktisk ser vi i disse år rigtig mange spændende eksempler på nytænkning rundt om i kommunerne som for eksempel fleksible åbningstider, fleksible bogbusser eller børnehavebiblioteker, siger ministeren i en skriftlig udtalelse til Berlingske Tidende.
Hun påpeger, at der snart kommer en samlet strategi for landets biblioteker.
- Folketingets Kulturudvalg vil meget snart få tilsendt en rapport udarbejdet af Styrelsen for Bibliotek og Medier, der netop ser på folkebibliotekerne efter kommunalreformen. I den forbindelse er det stadig min hensigt at udarbejde en samlet strategi for, hvordan folkebibliotekernes rolle kan være med til at fremme regeringens globaliseringsstrategi, skriver ministeren.
Også Danmarks Biblioteksforening ser frem til en debat om bibliotekernes rolle og opgaver.
- Biblioteksbudgetterne for 2009 viser, at det arbejde skal i gang nu, lyder det fra foreningen.
- Biblioteket bør styrkes; det spiller også i det 21. århundrede en central rolle i det danske demokrati. Først og fremmest som kommunens formidler af dansk kultur og kulturarv, som sted for folkeoplysning og basis for personlig udvikling - fra læseglæde til informationskompetence, mener Biblioteksforeningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278