`De usynlige` er en nænsom film, som beskæftiger sig med dybe eksistentielle emner som straf, skyld, forsoning og tilgivelse

af Jan Lars Nielsen og Mette Marie Nielsen
I tider hvor selvtægt er ved at blive en sport, og politikerne holder månedlig konkurrence om, hvem der kan få straframmen højst op, er en film som 'De usynlige' en befrielse.
Jan Thomas er netop blevet løsladt, efter at have afsonet en dom for drabet på en lille dreng. I fængslet har han lært at spille orgel, hvilket giver ham et job som organist i en kirke. Her forelsker han sig i præsten Anna og passer hendes søn.
Jan Thomas undlader at fortælle sin nye omgangskreds om sin fortid, men da Agnes, moderen til den dræbte dreng, opdager, at Jan Thomas er på fri fod, og at de bor i samme by, er konflikten uundgåelig.
'De usynlige' er en nænsom film, med forståelse for alle sider af konflikten. Det er faktisk meget sjældent, at man ser en film, hvor der kun er gode mennesker i, og det har nok heller ikke været let at lave den, eftersom den ene person er barnemorder.
Filmen beskæftiger sig med dybe eksistentielle emner som straf, skyld, forsoning og tilgivelse. Tro og religiøsitet spiller også en vigtig rolle, men heldigvis ikke så meget, at man når at blive rigtigt irriteret.
Det største kritikpunkt må derfor være filmningen, da den foregår helt oppe i hovedet af de medvirkende. Nogle gange kan det blive lidt for meget, til gengæld giver det skuespillerne en mulighed for at være helt tæt på, hvilket de gør godt. Specielt hovedpersonen Jan Thomas spillet af Pål Sverre Valheim Hagen er meget troværdig.
Endnu en gang en meget vellykket norsk film, der klart er seværdig, hvis man holder af små dramaer, der går lige i hjertet.

De usynlige. Instruktør: Erik Poppe. Manuskript: Harald Rosenløw Eeg. Premiere i dag.