Der findes flere slags globetrottere. Eller hovedsagelig to slags. Der findes den slags, der er det i kraft af tilstrækkeligt stort overskud af penge. Og så findes der den slags, der er det i kraft af tilstrækkelig stor mangel på samme

af Kjeld Stenum
Engang for årtier siden kendte jeg en ghaneser, som var rejst herop, fordi han var blevet kæreste med min gamle kæreste, en sød pige, som stadig var en af mine allernærmeste venner. Ved en fest blev han af en ubetænksom dansker spurgt, om det aldrig skete, han savnede Ghana.
Spørgsmålet gjorde ham meget tavs. Men efter lang pause svarede han, at når han spillede badminton, så skete det en gang imellem, at han ikke tænkte på Ghana.
For mig har det været en meget turbulent uge. Og jeg taler ikke om finanskrise. Men der er tale om ting, der berører andre endnu mere end mig selv, og jeg kan umuligt komme ind på detaljerne i en offentlig avisklumme.
Lad mig sige det på den måde, at jeg har fået tæt ind på livet, at vi lever i en verden, hvor mennesker fra de fjernestliggende egne af kloden knytter nære kontakter med hinanden. Det har mange været ude for.
Jeg har læst masser af globetrot-litteratur og elsket det, fordi den, der udefra møder andre kulturer, ofte evner at formidle overraskende erkendelser og indsigter, både i egen kultur og de fremmede kulturer, han eller hun møder.
I dag ser jeg, at sådanne bøger kun leverer den halve sandhed. De er kun mulige at skrive for den, der formår at bevare distance. Når mennesker mødes på tværs af titusinder af kilometer, og måske på tværs af lige så store kulturelle afstande, er der også priser, der må betales.
Jeg hører til den slags mennesker, der først rigtigt ser sådanne ting i det øjeblik, de bliver en del af mit eget liv.
Nej, der findes flere slags globetrottere. Eller hovedsagelig to slags. Der findes den slags, der er det i kraft af tilstrækkeligt stort overskud af penge. Og så findes der den slags, der er det i kraft af tilstrækkelig stor mangel på samme.
Den første slags kan enten være overklasse fra den rige del af verden, der har råd til at leve i evig jagt på eksotiske oplevelser, huserer på luksushoteller og i naturreservater, og som hovedsagelig kun får kendskab til andre kulturer i det omfang, de er blevet omformet til turistindustri.
Eller det kan være begavede mennesker, oftest også fra den rige del af verden, der har haft talent nok til at gøre globetrot-tilværelsen til deres levebrød. De bedste af dem søger tit det, der udfordrer deres egen baggrund mest, fordi de søger ny erkendelse. Det er bøger fra sådanne menneskers hånd, jeg har elsket at læse.
Men de er også globetrottere i kraft af et overskud. De er globetrottere i kraft af, at folk som mig har overskud til at interessere os for deres bøger og film. Jeg ved også, at blev mit liv ret meget hårdere, ville deres bøger og film ingen ild tænde i mig, men være uvedkommende luksus. Som problemet om at vælge mellem irsk og skotsk whisky er det for den, der ikke har råd til de dyre dråber overhovedet.
Så var der som nævnt også den anden slags globetrottere. Dem, der drives fra deres hjem af bitter nød. Dem, der hutler sig halve kloder rundt ikke på grund af for mange penge, men på grund af slet ingen. Dem, der drukner på havene eller dør af tørst i ørknerne, taget ved næsen af kyniske menneskesmuglere.
Dem, der jager arbejde og drøm om tryghed i fremmede lande og ender som migrant-arbejdere, moderne slaver uden legitimitet og uden rettigheder og udnyttet til det hårdeste og mest beskidte arbejde i de rigeste lande.
Eller de ender i en koncentrationslejr-agtig asyllejr som ofre for vore arrogante samfunds foragt for levende menneskeliv. Ofre for vores vestlige verdens kyniske reduktion af menneskeret til borgerret, til noget, man kun har, når man har statsborgerskab.
De skriver ikke bøger og laver ikke film, for de har ikke legitimitet og skal skjule for offentligheden, at de overhovedet tillader sig at eksistere.
Imellem disse to slags globetrottere lever alle vi bofaste. Vi, der føler os nødt til at prioritere vore ressourcer så meget omkring dette ene at skabe det nødvendige minimum af tryghed i tilværelsen, at der ikke bliver plads til ret meget mere.
For os er globalisering mest drømme, som vi måske glimtvis får råd til at smage på i dyre ferier, noget som strejfer vores dagligdag i form af mørklødede arbejdskammerater med mærkelige navne, eller mareridt, som vi lejlighedsvis får indsigt i, hvis vi kommer tæt nok på det usynlige folk, de statsløse asylsøgere, hvis tilværelse vi lader forgå i udsigtsløse lejre.
Vi er tæt nok på den eksotiske globale tilværelse til, at drømmen om den siger os noget. Og undertiden er vi også tæt nok på at falde nedenud af samfundets sikkerhedsnet til, at drømmen om tryghed rundt om næste hjørne lokker os ud i migrantlivet.
Mange af os har vel prøvet en smule af begge dele, det har jeg i hvert fald selv, selvom det nok er erfaringen med min norske flugt fra dansk arbejdsløshed midt i firserne, der fylder mest i mit hoved. Turistrejser har jeg gjort meget lidt i og har haft meget lidt ud af.
Men jeg holder meget af ved hjælp af litteratur og film at prøve at svinge mig op til tilstrækkeligt globalt overblik til at magte at se min egen kultur med distancens klarhed.
Men en gang imellem må vi lære, at denne glimtvise smagen på drømmene om den globaliserede tilværelse har en pris. Vi kan møde mennesker fra fjerne egne på en ferie og knytte kontakter, som det takket være it-teknologien næsten ingenting koster at holde vedlige.
Men vi mennesker kan ikke knytte kontakter uden også lejlighedsvis at involvere os, for sådan er mennesker ikke. Bekendtskaber bliver til venskaber, undertiden ligefrem forelskelser. Og venskaber eller det, der er mere, lader sig ikke slå til tåls med at eksistere i cyberspace. De kræver virkelighed.
Så går der noget op for én om familiebånd, der brydes, om afsavn og savn, om afstande og billetpriser. Er man tilstrækkelig rig, er det ingenting. Globalisering er at have råd til at overvinde det. Er man tilstrækkelig fattig, er det alt.
Globalisering er hele tiden at få ens bånd til de nærmeste revet i stykker. Er man som undertegnede almindelig dansk håndværker, går det op for én, hvor meget der skal pukles, hvis man vil undgå at havne i den sidstnævnte kategori.