26 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På pilgrimsfærd udenfor sæsonen

På pilgrimsfærd udenfor sæsonen

Tirsdag, 11. november, 2008, 00:00:00

Flemming Jensen og Jesper Klein er taget på pilgrimsrejse til en engelsk badeby. Her er der rig lejlighed til at drøfte tilværelsens forskellige store og små emner. Og humoren er med

Jens Fransen
Hvert år har sine in - og out dates. Dette år har budt indenfor til samtalebøger og pilgrimsrejser. Begge dele er rigtig hot - in - eller hvad man nu ellers kalder det.
At tage på pilgrimsrejse er normalt forbundet med en eller anden form for religiøs vækkelse. Finde rødderne - rykke nærmere Gud, Allah eller hvem der nu måtte dyrkes.
Nu er religiøsitet en noget kompleks størrelse og Flemming Jensen og Jesper Kleins pilgrimsrejse falder lidt udenfor den gængse pilgrimsrejse.
Rejsen går til Budleigh Salterton - en engelsk badeby, der har helt sin egen sjæl. Livet leves, som på Victorias tid. Ja de drøfter, om indbyggerne overhovedet er klar over, at hun er død. Med til historien hører, at rejsen foregår uden for sæsonen og at Flemming Jensen boede der med familien fra 1988-92.
Med to af landets mest markante komikere som hovedpersoner forventer man som læser, at der er megen humor iblandet. Og på det punkt bliver man ikke skuffet.
Indledningsvis gennemgår de hinandens livshistorier, hvor Jensen eksempelvis forklarer, at lille Klein (født 1944) havde taget aktiv del i modstandsbevægelsen. Han sad i barnevognen, mens der blev skudt hen over hovedet på ham.
Beskrivelsen af det lille samfund i England med dets egne love og forestillinger er unik. Vel er England et kapitalistisk samfund, men netop i denne flække har man sin egen fortolkning. Der hersker en form for harmoni blandt menneskene.
Englændere er et stolt folkefærd og et af de steder, hvor man mødes er på den lokale pub - uanset rangorden. Og her kommer også humoren frem.
Under opholdet bliver der rig lejlighed til at drøfte tilværelsens forskellige store og små emner. Og igen - som forventet - spiller humoren en ikke uvæsentlig rolle. Der er adskillige guldkorn og citater - som for eksempel følgende 'Show business er som sex. Når det er godt er det fantastisk, og når det er mindre godt er det slet ikke så tosset endda'.
Samtalerne kommer rundt om EU, Erhard Jacobsen og adskillige andre politiske emner. Til fælles har de to deres 'tro'. Deres fornemmelse for det menneskelige, det humanistiske og der kolliderer de jævnligt med tidens trend. Den neoliberalistiske konservative tankegang, som de med deres humor gennemborer og viser hulheden i.
Skal man kritisere bogen må det være, at en samtalebog ikke kan erstatte den menneskelige stemme. Bogen ville være velegnet som TV-udsendelse, hvor man fik personerne med.
Humor er en mangelvare - men vi har to repræsentanter her, der gør deres for at pirre til vores sanseevner. Der er både vid og bid i dialogen.

Claus Ib Olsen: Jensen & Klein på pilgrimsrejse. 224 sider. Vejledende pris 249 kr. Lindhardt og Ringhof.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. nov. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur