Ved foden af Golan-højderne ligger Qunaitra. Her boede 37.000 mennesker, før byen blev besat af Israel i 1967. Syv år senere trak Israel sig ud og efterlod den i ruiner

af Ali Nabulsi
Jeg er på vej til Qunaitra, en forladt by tre timer fra Damaskus ved grænsen til Israel. Det er tidligt på dagen, og solen begynder langsomt at få magt.
Politieskortens sirener lokker folk ud af skyggen for at se, hvem der er kommet til bys. Jeg havde håbet på en rolig ankomst, men de elsker at blæse tingene op.
Vi standser i byens udkant ved den første af FN`s to kontrolposter. Det er en lille halvfærdig bygning med FN`s flag vajende på toppen. Vejen, som fører op til den, er fyldt med gamle olietønder, der er anbragt, så bilerne tvinges til at silsakke tre gange, mens de passerer bygningen.
Sikkerhedsforanstaltningerne er 'stramme', og det er grebet om de M-16, der skødesløst rettes mod vores bil også. En polsk flag er påsyet grænsevagtens jakke, hans kollega er fra Pakistan. Efter et grundigt check af bilen vinker den polske FN-soldat os videre.
Vi kører gennem hovedporten til dét, der plejede at være en mindre by ved foden af Golan-højderne. Her boede tidligere 37.000 mennesker, før de blev forflyttet. Området blev erobret fra syrerne af Israel under seks-dageskrigen i 1967.
Syv år senere trak israelerne sig ud af byen og efterlod den i ruiner. Byens tidligere borgmester, som jeg traf, fortæller mig, at da israelerne krævede at få jorden, begyndte de udgravninger for at bevise deres ret til denne. Man fandt intet, og til sidst blev den evakueret.
Ved siden af en stor plakat af den tidligere præsident Assad ses de første ruiner. Murene er blevet blæst ud, og taget styrtet sammen, og i baggrunden dukker flere huse op. Alle er ødelagt på samme vis.
Jeg beder chaufføren om at standse, så jeg kan tage det nærmere i øjesyn. Solen er begyndt at brænde nu, og man kan kun høre lyden af græshopper. Det første spørgsmål. som rejser sig, når man står midt blandt alle murbrokkerne er: Hvorfor?
Jeg skyder på, at krigens logik er vanskeligere at fatte, set udefra. Denne by blev hverken bombarderet af fly eller missiler. Husene her blev revet ned og efterladt, bortset fra nogle ganske få, der stadig står.
En enkeltstående mur rejser sig fra brokkerne af en bygning, der stadig har vægfliser klæbet til den øverste halvdel, mens kugler har smadret resten.
Vi fortsætter videre af vejen til dét, som før krigen var et hospital. Bygningen står stadig, men er ikke sluppet uskadt. Da jeg går ind og langsomt baner mig vej gennem rodet derinde, har jeg svært ved at forstå, at det engang fungerede som hospital.
Enhver form for udstyr er blevet fjernet af dets tidligere ejere. Der er intet tilbage - ikke engang en stol kan man finde. Og endnu engang får de hundredvis af skudhuller humøret ned på nulpunktet.
Jeg fortsætter op ad trappen, og på tredje sal støder jeg på to soldater, der nyder en kop te, mens de søger i skjul for solen. De kigger ud af et af vinduerne, der vender mod den israelske grænse.
Selv om Qunaitra er anlagt på gold jord, så mødes øjet af frodig vegetation lige op til pigtråden, blot et stenkast fra vinduet. Jeg forlader stille stedet og overlader de to til deres te.
Bortset fra tomheden, har israelerne også efterladt en hel del landminer. Da jeg for ti minutter siden satte mig tilbage i bilen efter at have beset en udbrændt bondegård, bad guiden mig om ikke at gå mere end ti meter væk fra den vej, vi befandt os på.
Jeg ville have været mere opmærksom, hvis han havde fortalt mig om landminerne, før jeg gik ud i 'bushen'. De fleste (landminer) er blevet ryddet, men min guide fortæller, at der stadig mangler nogle.
Jeg er uforstående over for grunden til at udlægge landminer et sådan sted. Som nævnt er der gjort forsøg på at finde de forsvundne miner, så de må derfor have været gravet ned efter, at ideen om at finde beviser på jødisk kultur blev opgivet, men FØR de forlod stedet.
I Qunaitras centrum falder ordet 'spøgelsesby' én ind, når man går ad hovedgaden, hvor der plejede at ligge butikker. Det ville også have normalt med ældre mænd, der sad og snakkede og drak te. Den nederste halvdel af muren på dén bygning, jeg kigger på, er sprængt væk. Fliserne og afløbene i ét af dem får det til at se ud som om, det engang havde været en slagterbutik. På hjørnet havde den lokale bank sit domicil.
Vi forsætter vores rejse langs pigtråden så tæt på de besatte områder, det kan lade sig gøre at komme, uden egentlig at komme derind. Det bliver mere og mere tydeligt for mig, hvorfor dette område er af så stor betydning. Forskellen er enorm på begge sider af pigtråden.
Søen på den anden side af bjergene, som spiller en central rolle i de igangværende fredsforhandliger, kan ikke ses, derfra hvor jeg befinder mig, men de fordele, den giver, er indlysende.
Hele Qunaitra er mere eller mindre ørken, og jo tættere man kommer på de første bjerge i Golan, desto grønnerne bliver det. I et område som dette, hvor vand er af afgørende betydning og altid en mangelvare, er det forståeligt hvorfor man holder så fast på dette stykke jord.
Jeg kigger tilbage mod bilen; de andre er stået ud og ser på det, som engang var Syrien. Jeg kan se frustrationen i deres øjne.
Længere nede af vejen ankommer vi til den sidste af FN`s kontrolposter. Den eneste ind- eller udgående trafik her er FN`s mandskab og ngo`er. Det er vort sidste stop.
'Velkommen til Israel' står der på et stort skilt, der hænger over den modsatte kontrolpost. Jeg synes det virker komisk, fordi denne hilsen mere eller mindre tjener som en påmindelse til Syriens militær om, at Golan-højderne kontrolleres af Israel. Efter at have hilst på et par soldater, vender vi tilbage.
Mens jeg sidder og skriver i min notesbog i bilen på hjemvejen, er fredsforhandligerne i mine tanker. Selv om der er mennesker, som hver dag fortæller mig, det ikke vil vare, er det uacceptabelt at tro på, det ikke skulle være muligt.

www.alinabulsi.com