20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Set på CPH:DOX 2008

Set på CPH:DOX 2008

Onsdag, 12. november, 2008, 00:00:00

Tre film, som vises på den københavnske dokumentarfilmfestival, handler alle om ekstreme situationer og tilstande. Du kan stadig nå at se dem eller andre gode film

af Mikael Strandbech
'I've Come From A Plane That Crashed On The Mountains' er den første sætning, som den ene af to forhutlede, unge mænd nedfælder på en seddel, da de møder nogle måbende bjerghyrder midt inde i Andesbjergene.
En bred, brusende flod skiller dem - derfor den skrevne meddelelse kastet over floden bundet til en sten. De to mænd har gået i ni dage og tilbage i bjergene sidder fjorten af deres kammerater i resterne af et nedstyrtet fly. I alt er der gået 72 dage siden det argentinske fly styrtede ned i de sneklædte og stormfulde Andesbjerge. Eftersøgningen var for længst indstillet. Ud af 45 flypassager overlevede 16. Det gjorde de blandt andet ved at spise deres døde medpassagerer.
Flyulykken og den efterfølgende historie der fandt sted i 1972 har selvsagt allerede inspireret til en række bøger og film. I filmen 'Stranded: I've Come From A Plane That Crashed On The Mountains' får vi de involveredes egne ord om ulykken.
Den argentinske filminstruktør Gonzalo Arijon, lader de nu ældre mænd fortælle om optakten til flyveturen, selve ulykken, om ventetiden, de svære valg, redningen. De ældre mænds fortælling sammenvæves og krydsklippes med en fiktiv fremstilling af det fortalte, samt med klip fra massemedier og få private fotos.
Et foto viser et sneklædt bjerg. Det ligner et hvilket som helst turistfoto. Men det er taget ud af hullet på det forulykkede fly, af en de overlevede i dagene efter ulykken. Med den viden forandrer fotoet karakter. 'Hvorfor overlevede vi flystyrtet og ikke de andre?' spørger de overlevende sig selv. Svaret herpå forbliver ubesvaret. Men svaret på den efterfølgende overlevelseskamp, kommer til at handle om fællesskab og solidaritet som forudsætning for individets overlevelse.

Mennesker på Sydpolen
'Encounters At The End Of The World' af den tyske filminstruktør Werner Herzog, kendt for blandt andet 'The Gizzly Man', foregår ligesom den foregående film, også i et afsondret og ekstremt område med kulde og snemasser, nærmere bestemt Sydpolen. Men opholdet her er frivilligt.
Werner Herzog fortæller fra start, med sin karakteristiske rolige stemmeføring og tyske accent, at han ikke vil lave endnu en film om pingviner. I stedet er han interesseret i de mennesker, der lever her.
Der er den tidligere bankmand, der i stedet er blevet chauffør. Der er Sioux- indianeren, som arbejder i smedeværkstedet. Der er sprogforskeren, der arbejder 'her, hvor der ikke findes nogle sprog'.
Der er filosoffen, der kører lastbil. Han mener, at der, ved verdens ende, mødes de mennesker, der drømmer om en bedre verden. Professionelle drømmere kalder han dem. Han mener at deres drømme og stræben skaber et reservoir af drømme, vi andre kan leve af.
Vi følger også dykkerne nede under isen. Ned i det, de kalder katedralen. Her finder de nye dyrearter, den dag tre.
'Is this a sensation' spørger den nysgerrige og ivrige Werner Herzog. Forskerne trækker på skuldrene, for dem er det dagligdags. Vi følger den rødhårede og meget britiske vulkanforsker og hans team i deres overvågning af en boblende vulkan. Vi følger et forskerpar der bor i et hus ude på den frosne hav, og sammen med dem lægger vi øret mod isen, og lytter til sælernes fantastiske og mærkværdige lyde.
Overraskende og smukt på en anden måde er det, når to andre forskere tager el-guitarerne frem, efter at have undskyldt til alverdens guitarister på forhånd, for at begive sig ud i hvad man kunne beskrive som 'Jimi Hendrix med brækkede arme og fanget på Sydpolen'.
'Encounters At The End Of The World' er en humoristisk og uhøjtidelig hyldest til de mange forskelligt artede professionelle drømmere og deres daglige dont ved verdens ende.

I en families midte
'Tarnation' af amerikanske Jonathan Caouette handler også om ekstreme situationer og tilstande. Men her udspiller det ekstreme sig, i det vi kalder civilisationen, og i en families midte.
Da Jonathans mor var tolv år, i 1950`erne, blev hun udsat for elektrisk chokbehandling to gange om ugen igennem flere år. Der sker, ifølge familiehistorien, efter en faldulykke, der lammede hende fysisk og gjorde hende deprimeret.
Som teenager tog hun stoffer, samtidigt som hun gik ind og ud af psykiske institutioner. Som ung voksen: et kort ægteskab og barnet Jonathan. Flere institutioner. Mere misbrug. Voldtægt. Jonathan hos fosterfamilie. Her blev han misbrugt.
Jonathan flytter ind hos bedsteforældrene. Samtidigt begynder den 11- årige Jonathan at filme sine omgivelser og sig selv. Vi ser ham på værelset foran kameraet spille roller som neurotiske og selvdestruktive kvinder. Det er nemt at se hvor han har materialet fra. Bedsteforældrene fremstår både skræmmende og elskelige. Jonathan mistænker dem for, at de ikke har fortalt alt om hans mor. Og netop denne mistanke og Jonathans kærlighed til moderen bliver hans drivkraft i at lave denne film.
'Tarnation' kunne med sit emne og sine mange private optagelse nemt kamme over og blive et privat navlepilleri. Men Jonathan Caouette har en legesyg billedfantasi, og en kunstnerisk formbevidsthed der løfter, det private over i det almene. Han minder indimellem om den amerikanske undergrundsinstruktør Harmony Korine.
En rørende og meget rå film, der bliver endnu mere imponerende, når man opdager, at den er lavet for bare 220 dollars og klippet på en laptop. Senere fik den 30-årige Jonathan Caouette økonomisk støtte af den amerikanske filminstruktør Gus van Sant, kendt blandt andet for 'Elephant', da der skulle betales royalties til musikken og foretages andre små justeringer, inden den kunne blive vist på Cannes Festivalen i 2003.


CPH:DOX
Stranded: 'I've Come From A Plane That Crashed On The Mountains'. Instruktør: Gonzalo Arijon. Vises i Grand den 13. nov. kl. 16.30 og Dagmar den 15. nov. kl. 19.00.
Encounters At The End Of The World. Instruktør: Werner Herzog. Vises i Dagmar den 12. nov. kl. 21.30 og Gloria den 15. nov. Kl. 14.00.
Tarnation. Instruktør: Jonathan Caouette . Vises i Cinemateket den 13. nov. kl. 16.00 og Vester Vov Vov den 15. nov. Kl. 16.30.
Se det øvrige program på www.CPHDOX.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. nov. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur