Gallopperiets november-udstilling genkalder et kort sekund dengang Asger Jorn, Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen fik anbragt Danmark på kunstens Verdenskort

Hvis en grafitti-maler nu om stunder bliver snuppet i at slippe sin fantasi løs på byens grimme overflader, så falder der bøder og tordentale.
Men da kunstprovokatørerne Jørgen Nash, Jens Jørgen Thorsen og Mette Aare i 1962 en smuk nat forskønnede et plankeværk i Møntergade, tilhørende Gutenberghus, bød politimesteren på kaffe og kager. Og erstatningen for det 'ødelagte' plankeværk betalte gadens beboere.
Cecilia Zwick Nash ler med både mund og øjne, mens hun fortæller om dengang hendes far skabte kunst og ballade i København. Den skuespiller-uddannede datter af Jørgen Nash (1920-2004) og kunstneren Lis Zwick er født og opvokset på det kunstnerkollektiv, som kaldte sig selv Frihedens værksted, Drakabygget.

Kunsten til livet
Lige nu kan man i Gallopperiet på Christiania opleve ånden fra Drakabygget. 'At føre kunsten til livet og tilbage igen', som var slagord for kunstnerne fra Drakabygget, er også temaet for udstillingen.
- Denne udstilling er en hyldest til Drakabygget, siger Cecilia Zwick Nash og peger rundt på de mange kulørte malerier, der pryder Gallopperiets vægge. Det smukke rum på Christiania summer af mennesker denne første dag i november, hvor der er fernisering på udstillingen.
- I dag er jo Dødens Dag ifølge mexicansk tradition, så vi syntes den skulle starte i dag, siger Cecilia Zwick Nash, som har familie i Mexico.
Blandt de udstillede kunstnere er Lis Zwick, der stadig bor på Drakabygget, samt kunstnergruppen Verket, der holder til på et nedlagt elværk på Frederiksberg. Den består af barnebarnet Rama King Nash, der er opvokset i Mexico, samt Adam Bengtsson, Jacob Herskind og Yoshiki Nakahara.
Drakabygget blev grundlagt i 1960 i den nordskånske by Örkelljunga af Jørgen Nash og hans bror, Asger Jorn. Kollektivet blev hurtigt et europæisk samlingssted for kunstnere, provokatører, rebeller og andre freaks.

Kunst som ikke-kunst
Drakabygget var det fysiske centrum for en ny bevægelse, som ville hive kunsten ned fra borgerskabets vægge for i stedet at bruge den på gaderne som et revolutionært kampmiddel. Denne Situationistiske Internationale var opstået i midten af 50`erne i Frankrig, Tyskland og Skandinavien på ruinerne af den nordeuropæiske kunstnergruppe COBRA.
Den ville noget helt andet end at nedbryde samfundet ved hjælp af non-figurative. Den ville bryde med den fremherskende nihilisme, der fulgte efter nazismens selvdestruktion, og give mening i en meningsløs verden.
Denne løsslupne ikke-kunst skulle gribe situationen i nuet for at forvrænge, forvride og nedbryde den etablerede kunst. Situationisten var ikke kunstner, men en aktivist, som på et marxistisk grundlag skal ødelægge kunsten for at lave den om til et revolutionært, politisk værktøj.
Det kan lyde selvmodsigende, og det er det også. Det betyder at kunstneren kun må arbejde i nuet, i øjeblikket, lige her og nu, uden at efterlade sig spor bagefter. En kunst, der ikke kan hænges på væggen.

Drøm om egen frihed
Asger Jorn, som sammen med den franske socialog og filosof Guy Deborde, var blandt grundlæggerne af Situationistisk Internationale, trak sig lidt efter lidt tilbage fra Internationalen for at dyrke sit maleri, men han vedblev med at støtte økonomisk.
Det var den hårde franske kerne med Deborde i spidsen, der sad på magten. Den danske del med Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen i spidsen insisterede på, at kunst også er håndgribelig.
Så de blev ekskluderet i 1962 og dannede straks den Anden Situationistiske Internationale sammen med den tyske Gruppe Spur. Så legene og drømmerierne fortsatte uantastet på Drakabygget - og gør det den dag i dag.
Den Anden Situationistiske Internationale gennemførte i årene efter en række happenings, der vakte opmærksomhed i aviserne. Jørgen Nash` iscenesættelse af mordet på den lille havfrue i 1964 gik kloden rundt, det samme gjorde først Jens Jørgen Thorsens filmatisering af Henry Millers erotiske roman 'Stille Dage i Clichy' og hans planer om en Jesus-film.
Sammen afbrød de en operaforestilling på Det Kongelige Teater iført bar røv og viklers i 1972 og de mange hvide mus, der blev sluppet fri ved Det Danske Akademis årsfest på Rungstedgård i 1974, skabte kaos.

Havfruemorderens datter
Selv om den situationistiske leg ikke er så synlig mere, så mener Cecilia Zwick Nash ikke, at bevægelsen har levet forgæves.
- Situationisme er som ringe i vandet. En masse mennesker er kommet på Drakabygget gennem alle årene. Ved min fars begravelse fortalte mange om, hvad stedet havde betydet for dem, og hvad de brugte deres oplevelser til i dag, siger Cecilia Zwick Nash.
Hun vender tilbage til drømmen om at være fri og om at skabe liv i det livløse.
- Der bliver skældt meget ud på graffitien, men på en måde er det også en miljørevolte, som ønsker at den grå by skal være mere menneskelig. Det er også en del af situationismen, og det er en ikke-voldelig og uaggressiv filosofi, understreger hun.
Cecilia Zwick Nash har benyttet sig af ferniseringen på Gallopperiet til at holde generalprøve på et nyt foredrag, som hun snart skal rejse land og rige rundt med.
- Det handler om min opvækst, om at vokse op i et internationalt kunstnerkollektiv. Det hele krydres med oplæsning af min fars digte, som Jørgen Halberg har sat musik til, siger Cecilia Zwick Nash.
Hun glæder sig til at fortælle sin historie til mennesker over hele landet. Showet er krydret med projekterede fotos, både af de malerier der er lavet på Drakabygget, men også af happenings og af selve stedet.
- Det er meningen, at det skal være underholdende. Jeg kalder mit show for 'Havfruemorderens Datter - et musikalsk selvportræt' ler Cecilia Zwick Nash.
To glade Nash-unger hiver fat i mor og skal vise lige hende noget i træerne udenfor. Livet leves for fuld kraft på denne Dødens Dag.

Gallopperiet, Loppebygningen, Christiania. Sydområdet 4A. Udstillingen kan ses til og med 21. november.