Hvad er højreradikalisme? Og kan den tænkes at vokse frem nogen steder i verden, som den er i dag? Det er to spørgsmål, som er alt for omfattende til en lille avisklumme

af Kjeld Stenum
Men hvis vi ved højreradikalisme forstår noget i retning af det, der ledte til Anden Verdenskrigs menneskelige, men desværre også menneskeskabte katastrofer, er det også umådeligt vigtige spørgsmål at besvare. Og så er det bedre at sige lidt end at tie, fordi man ikke har plads nok.
Højreradikalisme er en ideologi, men ikke først og fremmest en ideologi. Mennesker kan tænke alt muligt, men vi kan ikke virkeliggøre alle slags tanker i vores samfundspraksis. Det har vi ikke magt til. Hvilke tanker der kan praktiseres i vore samfund er netop et spørgsmål om magt. Og det er som samfundspraksis, jeg synes det er vigtigt at diskutere højreekstremismen.
Det, der er vigtigt, er at finde et svar på, hvordan og hvorfor højreekstremisme kommer til magten i vore samfund. Det er lidt lige meget, om Hitler var psykopat, paranoid, seksuelt afsporet eller lignende, det vigtige er, at den tyske statsmagt producerede såvel en indenrigspolitisk terrorisme og en aggressiv ekspansionistisk udenrigspolitik som en ordensmagt og et militær, der evnede at give disse politikker kød og blod.
Disse to egenskaber er de afgørende i, hvad jeg forstår ved højreekstremisme: indenrigspolitisk terrorisme og aggressiv ekspansionisme i udenrigspolitikken. Indenrigspolitisk terrorisme må herske, fordi højreekstremismen har brug for et folk, der er loyalt mod dets stat for enhver pris.
Det er ligegyldigt, hvilke motiver folk har til denne loyalitet, om det er frygt eller begejstring, og højreekstremismen betjener sig gerne af begge dele, det afgørende er kun, at der ikke er slinger i valsen. Man må bakke ubetinget op om statens styre, fordi staten opfattes som bæreren af samfundet.
Modsætninger mellem stat og samfund, altså at staten selv skulle kunne blive samfundsnedbrydende, er for højreekstremismen en utænkelig tanke. Man har pligt til at følge statens bud, selv ud i så ekstreme konsekvenser som udryddelseslejre og deslige, for det handler om at gøre, hvad der ses som nødvendigt for at overleve, og hvad der ses som nødvendigt er at røve, hvad det økonomiske system ikke kan skabe selv.
Staten skal omdannes til én stor kaserne. Krigsforbryder-karakterer som Eichmann eller Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss havde det ligefrem godt med denne ekstreme udøvelse af, hvad de opfattede som samfundspligt.
Hvis pligten var loyalitet mod staten, havde staten ansvaret for handlingernes konsekvenser. Det rystende i sagen er ikke, at de var så psykopatiske, men at de var så normale. Vi opdrages alle til at lære at lægge personlige anfægtelser til side, for kapitalisme nedbryder systematisk menneskelig ansvarlighed.
Vil du overleve i kapitalismen, må du for at tjene din løn stille dig til rådighed for en produktion, der undertiden er alt andet end, hvad du ønsker at stå inde for.
Jo mere ekstrem og krisefyldt kapitalisme desto mere skrigende kompromisser må du lære at æde. Du må acceptere at producere midlerne til din egen fornedrelse og til at terrorisere dine fæller i andre lande. Du må tillære dig menneskelig afstumpethed.
Det er med andre ord sjældent, at det er manglende bevidsthed om konsekvenserne, der får folk til at antage højreekstreme standpunkter. For nu at sætte det på spidsen, Rudolf Höss kan jo umuligt have været uvidende om konsekvenserne af at hælde blåsyregas ned til gaskamrenes ulykkelige ofre. Netop han kan umuligt have været uvidende om, at Det tredje Rige finansierede sit udenlandske røvereventyr ved at oprette regulær slaveøkonomi og røve jødernes værdier ned til deres tænders eventuelle guldplomber, for netop han var ledende kraft i at gøre det.
Alligevel var han stolt som et barn over at have opfundet en maksimalt smertefri og effektiv metode til masseudryddelse af mennesker - fordi det var at opfylde pligten mod staten. Og han trivedes som familiefar med et hyggeligt småborgerliv ved siden af. Man går fejl af højreekstremisme, hvis man tror, den er et produkt af uvidenhed. Den er et produkt af bevidst valg af den afstumpede overlevelse.
Dette valg er der mange af os, der ikke er særlig tilbøjelige til at træffe. Vi er afhængige af at leve i en eller anden slags samfund og har det ikke godt med at gøre det, vi føler ødelægger det.
Derfor er indenrigspolitisk terror og opløsning af retsstat nødvendig for højreekstremismen. De kræfter, der forsvarer retssamfundet, må være tilstrækkeligt svage, og de kræfter, der kaster vrag på det og angriber det, tilstrækkeligt stærke til, at det bukker under.
Befinder borgerskabets politiske system sig i tilstrækkelig stor afmagt, og har højreekstremismen tilstrækkelig stærke stormtropper, vil faren for en højreekstrem magtovertagelse være akut.
Tilstrækkelig stor afmagt opstår, hvis samfundet kun rummer politiske ledere, som identificerer det at leve i retssamfund med at leve i den kapitalisme, der ikke mere kan løse sine egne problemer.
Stormtropperne kan de højreekstreme bevægelser kun udvikle, hvis der er et dueligt og villigt befolkningselement som rekrutteringsgrundlag. Og hvor findes et sådant villigt og dueligt befolkningselement? Kun en oplevelse af selv at blive sat udenfor samfundets dør, kasseret uden grund og uden egen skyld kan formentlig skabe sådan en vrede, der gør én parat til at gå i krig mod selve det, der gør samfundet til et samfund.
Finanskrisen i slutningen af tyverne frembragte skarer af deklasserede mennesker, der netop havde denne oplevelse.
I dag har vi finanskrise og politiske ledere, der sværger til den kapitalisme, der ikke mere kan løse sine egne problemer. Om få måneder begynder arbejdsløshed og småvirksomheders krak at deklassere skarer af mennesker.