Erik Stinus er en skarp og medlevende iagttager, der forstår at videregive menneskeskildringer, så personerne ofte fremstår, som om vi selv er til stede som iagttagere

af Eigil Nielsen
Skal man lære et land at kende i en bestemt epoke, vil det være godt at lære nogle af den tids mennesker at kende.
Det giver Erik Stinus os lov til i hans seneste roman, 'Matumaini', der foregår i Tanzania i årene efter 1964, da det afrikanske land forsøger sig med en slags socialistisk udvikling under præsident Nyereres ledelse.
Vi bliver som læsere præsenteret for et stort persongalleri. Der er udsendte fra vestlige lande; der er indiske handelsfolk, og så er der jo landets egne beboere.
Erik Stinus og hans hustru, Sara, har selv opholdt sig i landet 1965-68, og mange af bogens skildringer bærer præg af selvoplevelse. Forfatteren er en skarp og medlevende iagttager, der forstår at videregive menneskeskildringer, så personerne ofte fremstår, som om vi selv er til stede som iagttagere. Og vi er nødt til at være medfølende iagttagere, for det er mennesker af kød og blod, vi lærer at kende, og vi blader hurtigt til næste side for at erfare, hvad der videre sker med dem.
Matumaini - som bogen hedder - er også navnet på en afrikansk pige, der fødes ved handlingens start, og lige så vanskelig hendes opvækst er, er vel landets udvikling.
Landet og dets mennesker får ikke noget forærende, men må nærmest trække sig selv op ved håret.
Selv de privilegerede udlændinge bliver en integreret del af denne komplicerede proces, hvor traditionel afrikansk levevis og tankegang mødes med påvirkninger udefra. Ingen kan undgå at blive inddraget - nogle så det nye afrikanske land bliver deres land.
Efter endt læsning kan man føle, at man selv har været i det afrikanske land og har mødt dets mennesker. Det er en fornemmelse, som anmelderen af bogen også godt kan unde mange kommende læsere.

Erik Stinus: Matumaini. 411 sider. 349 kroner. Forlaget Vindrose.