Karrieren var sat på skinner, da skuespiller Laila Andersson i 1964 fik en Bodil for titelrollen i filmen ¤¤Gudrun¤¤. Men efter at være blevet gift med en kommunist blev det svært at få roller, da alle teaterdirektører var socialdemokrater

Da Laila Andersson som 22-årig blev optaget som skuespil-elev på Aalborg Teater, var der adskillige garvede scenekunstnere, der spærrede øjnene op. Foran sig så de en uslebet juvel af fornemmeste karat.
Som datter af operasangeren Frans Andersson havde Laila Andersson bogstaveligt talt fået scenen ind med modermælken. Faktisk så meget, at hun foretrak at bo hos sin mors grundtvigianske forældre på Frederiksberg.
- Jeg holdt meget af dem, for der var ro i deres hjem, siger Laila Andersson i telefonen fra Nykøbing Mors. Sammen med sin mand Kjeld Böcker har hun fornylig trukket teltpælene op og er flyttet til den smukke ø i Limfjorden.
- Lige nu ser jeg ud over markerne. Man kan vel tillade sig at trække sig ud af alt muligt, når man er fyldt de 70, ikk`, spørger Laila Andersson med et grin.
Det er blevet til 48 år ind og ud af store og små roller på film og teater, i forsamlingshuse og kirker, som instruktør og inspirator. Laila Andersson har prøvet det hele, og lidt til, og meget mer`.
Men hun har også haft lange pauser ind imellem. Karrieren er fyldt med lange perioder, hvor teaterdirektørererne ikke stod i kø for at sikre sig den temperamentsfulde skuespillerinde. I stedet blev det daglige brød tjent hjem gennem undervisning og brødarbejde.

Med rumpen i vejret
Laila Andersson kommer i den grad fra et hjem med klaver. Skolegangen startede hun sammen med kronprinsesse Margrethe på Zahles skole. Og den tid tænker hun ikke tilbage på med venlige tanker.
- Det var ganske forfærdeligt. Hver gang hendes mor dronning Ingrid kom ind, skulle vi neje. Vi bestilte ikke andet. Så stod man der og gloede på lærerindernes store rumper, husker Laila Andersen.
- Det holdt jeg ikke til ret længe. Jeg fik også gigtfeber, så før gymnasiet havnede jeg i stedet på en billig, men god skole i Schweiz.
Tilbage i Danmark skulle Laila Andersson finde ud af, hvad hun så ville. Der var en ledig stilling hos Københavns Politi på paskontoret. Den søgte hun og fik.
- Jeg trykkede hånd med politidirektøren og blev ganske dygtig til at lave pas til folk, siger Laila Andersson. Men idyllen varede ikke længe.
Laila Anderssons far, operasanger Frans Andersson, havde forladt Det Kongelige Teater og sin familie til fordel for en international karriere. Han sang nogle år i Kølns opera, men fik også en del engagementer i DDR, hvor han kunne vælge og vrage mellem de store roller.

Rigets sikkerhed
Laila Andersson rejste ved flere lejligheder ned til sin far i 50`erne, også i Østtyskland, og det var åbenbart ikke foreneligt med en stilling som pasmedarbejder hos Københavns Politi.
- En dag blev jeg kaldt ind til Politigården og spurgt om, hvorfor jeg besøgte DDR. Jeg svarede, at jeg besøgte min far. Bagefter blev jeg forflyttet til en afdeling, der beskæftigede sig med hjemmebrænderier, ler Laila Andersson.
Det gik op for hende, at hun skulle finde sig noget andet. Så hun begyndte at læse til skuespiller, og kom efter et par mislykkede forsøg i 1960 ind på Aalborg Teaters elevskole.
- Det var dejligt. Jeg var der i fire år, og det var min bedste tid, siger Laila Andersson, der undervejs nåede at få kæmpe succes som Brecht-fortolker. Først som den stumme pige i 'Mutter Courage', senere i hovedrollen i 'Den kaukasiske Kridtcirkel'.
Det var også på Aalborg Teater, at hun mødte Jørgen Matthiasen, som var chef for DR`s Dekorationsafdeling.
- Første gang vi sad samme,n sagde han: 'Jeg er kommunist'. Jeg var lige ved at gå. Sådan var jeg dengang, men jeg blev der da gudskelov, siger Laila Andersson.
De blev senere gift, fik en søn og flyttede til Taarbæk, nord for København, i en lille bitte villa.
- Der var så lidt plads, at jeg måtte sidde på toilettet, når jeg skulle øve, husker Laila Andersson.

En anden verden
Men mødet med Jørgen Matthiasen og hans omgangskreds fik stor betydning for Laila Andersson, også senere i tilværelsen.
- Jeg har truffet de bedste mennesker og venner indenfor venstrefløjen. Jeg kan nævne Edith Kirk, som var Hans Kirks kone. Hun betød meget for mig. Vi rejste sammen og var på turné sammen. Vi tog til Himmerland, hvor jeg læste op af Johannes V. Jensen. I det hele taget fik vi et meget tæt forhold.
- Så var der Carl Madsen, og ham kunne jeg heller ikke stå for. Han holdt forelæsninger i sit hjem i Lejre, og der sad vi så en hel flok. Så jeg blev socialist og det er jeg den dag i dag.
- Så kommer man til at møde nogle andre mennesker, og de kom til at betyde meget mere for mig. Alt det der stive jeg i min barndom og ungdom var noget helt andet, siger Laila Andersson.
Men det socialistiske engagement har ikke været lutter idyl, især ikke dengang i 70`erne, da hun skulle tilbage på scenen.
- Det har også været en bremseklods. Dengang var alle teaterdirektørerne socialdemokrater, så når de vidste at man var socialist, så blev man ikke ansat.
Hun er til gengæld ked af, at der er så meget kævl og splid mellem de forskellige fraktioner og partier på den danske venstrefløj.
- Det er vanvittigt, at venstrefløjen har spredt sig ud på en masse fraktioner, og det synes jeg der har været meget af i tidens løb. Jeg har da også været medlem af DKP, da vi boede ude i Taarbæk.

På hjemmefronten
Inden nåede hun at spille hovedrollen i en filmatisering af Johannes V. Jensens novelle 'Gudrun'. Den rolle indbragte hende dansk films største pris, en Bodil, i 1964.
Efter fem år i rollen som hjemmegående husmor ville Laila Andersson tilbage på de skrå brædder, men det var svært. Hun var blevet glemt. Det blev i stedet tv-teatret, der i begyndelsen af 70`erne fik gavn af dansk moderne teaters største talent.
Det var i 1972, og siden blev der meget stille omkring Laila Andersson. Den tid benyttede hun til at læse til dramaturg på Århus Universitet. Dermed fik hun mulighed for at undervise og instruere.
- Det har jeg altid syntes var morsomt. Det er et kæmpe ansvar at få noget op og stå, og så gav det mig også timer, så jeg senere kunne komme på efterløn, siger Laila Andersson.
Hun genoptog også barndommens klaverspil, og det gav en række job, både alene og med sangere. Det er blevet til mange kirker, forsamlingshuse, biblioteker og små teatersale over hele landet.

VC ødelægger kulturen
De sidste 30 år har budt på en række roller i film og tv-serier, og som scenekunstner har Laila Andersson i dag sit på det tørre. Men hun er bekymret over den udvikling, der er sket under den borgerlige regering med kulturlivet.
- Det er for barskt nu om stunder, og nu skal det hele strammes endnu mere op. Der er jo ikke noget, der kan blomstre frem af kunst, når de ødelægger det med det samme, før de unge overhovedet har udviklet sig, fnyser Laila Andersson.
Hun beskylder regeringen for at skære i kunsten, fordi den er ubekvem og afslører alle de dumheder, som får lov til at trives.
- Det er rædsomt at være i Danmark, som det er nu. Man må da håbe, at ungdommen snart begynder at vågne op og løsriver sig fra deres fladskærme. Folk er fuldstændig åndssvage og enhver er sin egen lykkes smed. Der er ikke noget sammenhold mere, siger Laila Andersson.
Efter en kort pause tilføjer hun eftertænksomt:
- Den tid vi lever i, den minder mig meget om dengang jeg var ung i 50`erne.