Modstanden mod USA`s krig i Vietnam skabte Vietnambevægelsen, der blev den største af det 20. århundredes internationale folkelige protestbevægelser. Petter Sommerfelt ser tilbage

Efterårslyset strømmer ind i køkkenet hos Petter Sommerfelt et sted på Nørrebro. Her nyder veteranen fra Vietnam-komiteerne og 70`ernes anti-imperialistiske arbejde sit liv som efterlønner.
Petter Sommerfelt, som i dag er aktiv i Demos, er om nogen barn af 1968. Et oprør han deltog i både på Københavns Universitet, hvor han læste antropologi, og som politisk aktivist i Vietnam-bevægelsen.
- Det var en fascinerende tid. Der blev jo sat spørgsmålstegn ved alt muligt og 68 var jo ikke kun et studenteroprør. Det var et oprør over hele linjen, siger Petter Sommerfelt.
For hans egen del var det krigen i Vietnam, der blev udslagsgivende for den unge Petter Sommerfelt og fik ham til at gå ind i internationalt solidaritetsarbejde.
- Jeg tænkte: Hvad fanden er det der foregår? Hvordan kan det være at et kæmpestort land finder på at smide alt hvad remmer og tøj kan holde over et lillebitte bondesamfund, siger Petter Sommerfelt og se ud, som om han stadig ikke har løst gåden.
Han kom til Danmark som ti-årig fra Storbritannien, hvor familien var flyttet til lige efter slutningen af Anden Verdenskrig. Han røg på kostskole i femte klasse, blandt andet for at lære at tale dansk.
- Det er et barskt miljø, hvor der kun er to muligheder: Enten bliver du pissehamrende borgerlig. Eller også havner du i det modsatte miljø, siger Petter Sommerfelt og ler hjerteligt.

Universitetsoprør
Modstanden fra midten af 60`erne mod USA`s krig i Vietnam skabte en ny bevægelse - Vietnambevægelsen - der blev den største af det 20. århundredes internationale folkelige protestbevægelser. I kraft af sit omfang og sin politiske konsekvens fik Vietnambevægelsen en afgørende betydning.
I kølvandet på bevægelsen opstod i slutningen af 1960'erne en ny radikal studenter- og ungdomsbevægelse og en ungdomskultur, der gjorde op med autoriteter og tradition.
Som 20-årig begynder Petter Sommerfelt at deltage i Vietnam-komiteernes demonstrationer, først som menig demonstrant - senere som en del af bevægelsens ledelse.
- Der var jeg nok for ung. Jeg var inde og vende, men jeg tror dårligt at folk kan huske mig fra dengang, griner Petter Sommerfelt.
De studerendes opgør med professorvælde, stive undervisningsmetoder og dårlige pladsforhold kulminerede, da Finn Ejnar Madsen erobrede talerstolen på Københavns Universitet fra rektor Mogens Fog. Senere besatte de psykologi-studerende deres institut.
- Man sagde nej til professorvældet og spurgte, hvorfor de bestemte det hele og hvorfor kan vi ikke få medindflydelse? Hvordan kan en professor hæve en fed hyre uden at holde sine obligatoriske forelæsninger? Så alt blev sat til debat og alle deltog i debatten.
Petter Sommerfelt husker også, at de progressive kræfter havde let spil dengang.
- Højrefløjen på universitetet havde ingen gennemslagskraft. Det var ikke sjovt at være reaktionær. Vi havde rigtig luft i sejlene, også fordi det var jo morsomt, siger Petter Sommerfelt.

Lille kerne
- Det gode ved 68 var, at man distancerede sig fra kommunistskrækken. Pludselig blev det legitimt at læse Marx, Engels og Lenin. Der var vild debat om kapitallogik og økonomiske modeller, og noget af det forstod jeg ikke et kvæk af, men det var vildt interessant, siger Petter Sommerfelt.
Han understreger, at den reelle kamp fandt sted mange andre steder uden for universitetet. I de politiske organisationer, i fagbevægelsen, i kulturlivet.
- Der var en masse hang-arounds, som deltog i alt det vi lavede. Vi havde de smukkeste kvinder, og så var der det med den fri sex, så derfor var der en hel del der syntes, at vi var fascinerende, siger han.
Desværre også for mange, husker Petter Sommerfelt.
- Det var en aktivitet, der oversteg vore kræfter. Da det ebbede ud, forsvandt folk lynhurtigt. En hel del har så siden brystet sig af, at de var med, og andre har i takt med tidens tegn holdt meget lav profil omkring deres aktiviteter dengang. I virkeligheden var den hårde kerne ikke ret stor.

Vietnam-komiteerne
Det var især Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og partiets avis Land og Folk, der først søgte at mobilisere til protest mod den tiltagende krig i Vietnam.
- De to første komiteer var DKP`s afdelinger på Amager og Nørrebro. De lokale afdelinger havde pligt til at lave Vietnam-arbejde, for det meste ret kedelige planche-udstillinger, siger han.
Vietnam-arbejdet blev på et tidspunkt ramt af splittelse.
- DKP havde den holdning, at imperialisme var noget partipolitisk, så det skulle de nok tage sig af. Så da Vietnam-Komiteernes landsmøde vedtog en parole der hed 'Bekæmp den amerikanske imperialisme', dannede DKP en ny organisation, Vietnam 69, husker Petter Sommerfelt.
Efter hans opfattelse fik splittelsen dog ikke de store konsekvenser for arbejdet med at støtte det vietnamesiske folk. Nogle trak sig ud af komiteerne, nogle nøjedes med at holde lav profil, mens andre bare fortsatte.
- Så splittelsen fortsatte i mange år, også inde i DKP. Den skyldtes parolen om imperialismen, som DKP mente var partiforberedende arbejde, men jeg har aldrig rigtig fattet det helt, siger Petter Sommerfelt.
Trods bruddet med DKP beholdt Vietnam-komiteerne den organisation, som de havde fået fra partiet, og det mener Petter Sommerfelt blev afgørende for solidaritetsbevægelsernes fremtidige arbejde.
- De enkelte komiteer valgte en landsledelse, og vi havde også et sekretariat i Grønnegade 37. Her var jeg agitprop-leder, griner Petter Sommerfelt.
Han tillægger også det internationale netværk stor betydning, især kontakten til USA og Storbritannien.
- Vi samarbejdede blandt andet med bevægelsen 'Et Andet USA', som var virkelig massiv, og så ICDP, som var en videre udvikling af 'Nej Til Atomkraft'. I virkeligheden var det en form for freds-, forsonings- og nedrustningsorganisation, men i en meget mere militant udgave end det vi kender i dag.

Russell-trubunalet
I slutningen af november 1967 var den danske vietnambevægelse aktiv med at arrangere det såkaldte Russell-tribunal om Vietnam-krigen i Roskilde. Ifølge Petter Sommerfelt faldt arrangementet absolut ikke i god jord hos den socialdemokratiske regering.
Regeringen Krag gjorde alt hvad den kunne for at hindre tribunalets afholdelse i Danmark efter pres fra USA. Den amerikanske præsident Johnson havde informeret regeringen om, at han ville opfatte en tilladelse til tribunalet som 'en fjendtlig handling'.
Statsministeren erklærede derfor, at ingen af de inviterede vidner ville få udstedt visum, men endte med at måtte bøje sig. Det skete da det kom frem, at de afviste vietnamesiske vidner skulle afhøres i Malmø og de båndede udsagn derefter skulle sejles til Danmark, fulgt af verdenspressen.
Men det officielle Danmark gav ikke op så let.
- Statsminister Krag havde givet ordre til at ringe rundt til alle restauratører for at forhindre, at nogen ville lægge lokaler til, men til slut fandt vi et sted i Roskilde, husker Petter Sommerfelt. Også udenrigsminister Per Hækkerup var oppe i det røde felt.
- Jeg tror at mange stadig vil kunne huske, hvordan han under en tv-høring om Vietnam-krigen i januar 1967 svinede den svenske forfatter Sara Lidman til efter at hun havde besøgt Nordvietnam. Holdningen var, at USA var vore venner, og at alle andre var 'en lille gruppe højtråbede kommunister', siger Petter Sommerfelt.

Grønnegade 37
I centrum for Petter Sommerfelts internationale solidaritetsarbejde stod hele tiden lokalerne i Grønnegade 37, hvor mange venskabsforeninger så dagens lys.
- Grønnegade 37, hvor Vietnam-komiteerne holdt til, var med til at starte den første Palæstina-forening, Venskabsforeningen med Nordkorea, Dansk-Cubansk Forening var indenom på et tidspunkt. Vi havde de første iranere, der var politiske flygtninge fra shahens regime, vi havde Black Panther Solidarity Committy, husker Petter Sommerfelt.
Dermed fulgte man Ché Guevaras parole: 'Lad os skabe en, to, tre, mange Vietnams'.
- Det var naturligt, at når vietnameserne ikke havde brug for så meget solidaritet som de havde haft, at man så kastede sig over Chile i stedet for, fordi de havde eddermaneme brug for det, siger Petter Sommerfelt.
Det ringer på døren. Det er fotografen, der ankommer. Under optagelserne nægter Petter Sommerfelt at se alvorlig ud.
- Jeg har altid haft ualmindelig svært ved at være pessimist, siger han og griner ud i efterårssolen.