Jeg var meget heldig at få mulighed for at at besøge Cuba som del af et arbejdshold. Der er fortsat en masse arbejde efter de orkaner, som har ramt Cuba. Cubanerne mangler værktøj og byggematerialer

af David Heller, Providence
Jeg var meget heldig at få mulighed for at at besøge Cuba som del af et arbejdshold. Der er fortsat en masse arbejde efter de orkaner, som har ramt Cuba. Cubanerne mangler værktøj og byggematerialer.
Præster for Fred - eller på amerikansk: Pastors for Peace er en gruppe baseret i New York. Blandt mange forskellige aktiviteter gennemfører organisationen aktionerer imod USA`s økonomiske blokade af Cuba.
Hvert år samler Præster for Fred i USA folk i gamle amerikanske skolebusser. De kører USA tyndt og og indsamler humanitær hjælp, som de tager med til Cuba. De krydser grænsen fra USA til Mexico og er fuldstændigt åbne og ærlige om deres mål: at bryde blokaden.
Pastors for Peace har nu organiseret en byggebrigade, som rejser til Cuba og hjælper med genopbygningen efter de to voldsomme orkaner, som ramte Cuba i år. Jeg sluttede mig til brigaden.

Raimundo og mig
Rejsen begyndte tidligt mandag morgen. Jeg stod op klokken fire, kørte til lufthavnen og fløj til Charlotte i North Carolina, hvor vi skiftede til et fly til Cancun i Mexico. Jeg rejste sammen med min ven og arbejdskammerat Raimundo, amerikansk statsborger født i Colombia. Der var en cubaner i terminalen som mødte os og viste os vej hen til Cubana Air skranken. De to skæggede fyre dukkede selvfølgelig op samme sted.
Cubanerne sørgede for, at alt gik godt for os med vores bagage og visaer, så vi kom nemt igennem den del. Vi kom på et lidt gammelt cubansk fly. Da flyet startede, kom der noget røgagtigt op fra gulvet, det var damp - ikke røg - men lidt mærkelig var det, og nogle af sæderne var gået lidt i stykker. Men det tager ikke mere end en times tid at flyve til Havanna, og alt gik godt.
Der var mange betjente i Havannas lufthavn og mange hunde. I den ret lille hal, hvor vi hentede vores bagage, var der mindst ti betjente og fem hunde.
Vi kom godt igennem paskontrollen og kørte i en gammel skolebus - en af de mange, der bliver bragt til Cuba af Pastors for Peace - til Martin Luther King Center. Turen gik igennem nogle tæt befolkede og slumaktige, men ikke elendige, bydele. Nogle bygninger manglede tage, men der var ikke mange tegn på stormskade. Vi ankom til MLK Centeret, hvor vi blev tildelt værelser, fik aftensmad og mødtes med forskellige cubanske funktionærer. Vi introducerede os selv for hinanden efter spisningen. Jeg nævnte blandt andet, at en god ven i Danmark havde lagt fem hundrede kroner til at købe værktøj for, som jeg kunne at tage med til Cuba.

Til Puerto Esperanza
Tirsdag: Stod op kvart over fem, varmt og fugtigt vejr, fik morgenmad, læssede vores bagage på bussen og kørte mod Pinar del Rio. Pinar del Rio er den vestlige provins i Cuba og også navnet på provinsens hovedstad. Man kører på en god stor landevej, som går direkte fra Havanna til byen Pinar del Rio.
I Cuba står folk ved vejkanten og venter at blive samlet op af enhver, der har plads. Man kører forbi opsamlingssteder med grupper af mennesker, der venter på bus. Da vi nærmede os Pinar del Rio, begyndte vi at se elektricitetsmaster som var helt krøllet sammen, og også væltede træer. Nu nærmede vi os vores endelige mål, en lille fiskerby på nordvestkysten som hedder Puerto Esperanza.
Vi kørte igennem Vinales og over små bjerge af mærkværdige klipper som rejser sig brat op fra jorden og rummer grotter, som er turistattraktioner. Vi så mange store sorte rovfugle og fyrretræer, små gårde, en ødelagt tobakslade, og nogle huse hvis tage var helt eller delvist væk. Området er meget landligt med mange hestevogne, oksekærrer, cykler, traktorer, og fodgængere.
Vi kom til den kirke, som skulle være vores hjem, mens vi arbejder her i Puerto Esperanza. Kirkekomplekset ligger lidt udenfor landsbyen og består af pastorens hus, to huse uden vægge som værn mod sol og regn, et hus med køkken og spisesal, kirkens mødesal og to kollegiebygninger. Vi fik anvist vores værelser, som har to køjesenge hvert og et wc, som vi delte med værelset på den anden side - koldt vand og intet toiletsæde.
Vi læssede af fra bussen og fik anbragt vores værktøj i et skur. Jeg arbejdede sammen med Alexi, en bygningshåndværker fra Chicago (født i Honduras, har boet i USA i 18 år). Dejligt at få lavet lidt og se, hvad vi havde med af værktøj.
Vi fik frokost. Dejlige lokale fisk, ris og bønner, en sød kokosbudding og stærk cubansk kaffe. Senere kørte vi ind til landsbyen.

Skolen
Skolen, hvor vi skal arbejde, ligger for enden af hovedgaden lige ud til havet. Vi mødte skolens forstander og nogle af lærerne, hørte nogle taler om skolen og så os lidt omkring, mødte lederen af den cubanske byggebrigade og talte med ham. Vi blev delt op i arbejdssjak: tømrer-, elektriker-, murer- og blikkenslagersjak, og hvert sjak fik lidt oplysninger om, hvad vi skulle lave. Vi mødtes også med nogle af de cubanske håndværkere, som vi skulle være sammen med.
Onsdag: Så kom vi endelig på arbejde. Jeg arbejdede sammen med William som er cubaner, og kommer fra Santiago de Cuba. Han var kommet som frivillig til Puerto Esperanza. Vi lavede to vindueskarme, og fik dem sat i inden frokostpausen.
Elektrikerne kom godt i gang, andre tog fat på tagarbejdet, men det meste af tagarbejdet var lavet færdig, inden vi kom. Det består af asbestplader, men der hvor pladerne mødes i tagryggen var arbejdet endnu ikke færdigt. Der bruger de tegl og mørtel at lukke af med. Stillads og stiger er lavet af træstammer, meget primitivt men effektive. Et arbejdshold begyndte at lægge fliser og et andet begyndte at møge ud. Jeg var faktisk forbavset over, hvor meget vi fik lavet, da vi først kom i gang.
Vi kørte tilbage til kirken ved frokosttid, og fortsatte med arbejdet om eftermiddagen. Ved fyraften gik jeg og min makker Raimundo fra skolen til kirken. Turen ville normalt tage måske en lille halv time, men det tager os mindst halvanden time at komme frem. Først får vi en øl i en lille butik ved siden af skolen og lige ved kysten. Da vi kørte til frokost, så vi nogen som slagtede en gris i huset over for butikken. Der er et køkken under halvtag, og kokken kaldte os ind. Han viste os en stor gryde med kogende fedt, fyldt med flæskesvær, og han tog nogle stykker op og gav dem til os.

En advokat og en plattenslager
Så gik vi nogle få skridt videre og mødte en af vores cubanske arbejdskammerater, som bor i landsbyen og sad sammen med sin to venner, en advokat og en pensioneret maler. Advokaten var lidt fuld og ville vide, hvor meget advokater i Miami tjener. Maleren forklarede mig, at han var godt tres år gammel, og at alle cubanere bliver pensionerede, når de fylder tres år. Vi fortsatte turen og gik lidt sammen med en pædagog fra skolen.
Da vi kom til udkanten af landsbyen kom Frank, en 28-årig cubaner. Han gik sammen med os, vi hørte historien om hans elendige liv, intet arbejde, ingen penge. Han viste os sine slidte sko og fortalte meget om, hvor dårlig hans tilværelse er, sagde også at han måtte ikke tale med os for myndighederne.
Vi spurgte ham, om det var mulig at få cigarer, og han udpegede et hus. Han gik ind i huset for os og kom først ud med cigaretter og så, efter nogle forklaringer, kom han med tobaksblade og efter videre forklaring fik han tobaksbladene rullet om til fire cigarer. Pinar del Rio er kendt for verdens bedste cigartobak, og man får noget som de kalder 'puro' (ren), som er en cigar rullet af rene tobaksblade, som er vokset, høstet, tørret og rullet på stedet. Jeg ryger ikke mere, men lærte hurtig at nyde et par puros dagligt mens jeg var i Cuba.
Vi nåede tilbage til kirken lige i tide til aftensmaden. Vi spiste, snakkede og jeg gik til kirkens mødesal, hvor de spillede og sang og talte. Det viser sig, at vores værtinde Rebecca spiller klaver for kirken. Sad og drak rom og snakkede med nogle af de andre karavanedeltagere, røg en cigar og gik i seng.
Vi kom i gang med en rutine: Stå op halv seks, spise morgenmad klokken syv, køre med skolebussen på arbejde ved otte tiden, arbejde, tage en morgenpause, arbejde, tage tilbage til kirken og spise frokost, tilbage til skolen, arbejde, eftermiddagspause, arbejde og så færdig med arbejde og aftensmad ved syv tiden ved kirken.
Arbejdet går utrolig godt efter tre dage. Sjakbajs Ismael er meget dygtig, og har godt check på, hvad der skal laves. Rolando er skolens pedel, han bor lige ved siden af og passer godt på værktøj og materialer.
Cubanerne er meget søde og imødekommende, nogle er også dygtige håndværkere, og viser os mange sjove fiduser. De er meget interesserede i, hvordan vores elektriske rundsav virker, og er enormt glade for det værktøj, vi har med.

Lidt som i Spanien
I de tre dage, vi har arbejdet, har vi fået sat metaldørkarme i og muret op omkring dem, det samme med vindueskarme. Vi har lagt vandrør til fire wc`er, vask og tre brusebade, lagt flisegulv i et stort rum og begyndt at lægge fliser i ét til stort rum, trukket elektriske ledninger over meget af bygningen, skrabet maling og banket gammelt puds af væggene.
Der går meget cement, beton og mørtel til, som bliver blandet i hånden. Murarbejdet er en stor del af byggeprocessen i Cuba, lidt i stil med det, jeg har set i Spanien.
Fire af os tog en gåtur tilbage til kirken efter arbejdet. Vi tog en mudret sidevej, og kom forbi et baseball-stadion, hvor nogle af væggene var blæst ned af stormene. Bagved stadion ligger nogle østeuropæisk-agtige lejlighedsbygninger i fem etager med altaner med vasketøj. Der var grise, kyllinger, heste og hunde på vejen og langs med vejen. Mange hunde løber overalt i landsbyen. Husene er små, og man mærker fattigdommen, men ser alligevel mange fjernsyn i stuerne.
Vi kom tilbage til kirken i god tid til aftensmaden, og så blev der spurgt, om ikke mandolinen kunne komme frem. Det gjorde jeg så, og spillede og sang nogle spanske børnesange. Der gik ikke lang tid før cubanerne begyndte med deres religiøse sange, og jeg spillede og sang med, det var meget livligt og sjovt. Alligevel jeg føler det lidt mærkeligt at synge med så helhjertet, når jeg ikke er troende.
Ved fyraften næste dag gik Raimundo og jeg fra arbejde sammen med Enrique, som bor i udkanten af byen.

Pedro, Carmen og regnbuen
Efter at Enrique drejede af, kom vi forbi et af de små huse udenfor landsbyen og blev inviteret ind af Pedro og Carmen, et par i halvtredserne. De bød på cigar og kaffe. Vi sad på deres veranda og hyggede os. Der kom en kraftig, kortvarig regnbyge og så bagefter en perfekt dobbelt regnbue. Pedro og Carmen har jeg nu fået en emailkorrespondance med igennem deres datter, som har adgang til email.
Om søndagen arbejdede vi ikke på skolen, men rettede op på et køkkenskur ved kirken. Det hældede kraftigt til den ene side, og vi fik det rettet op, næsten i lod, og fik det sat fast med nogle nye lodrette stolper. Imens vi rettede op på skuret var Raimundo og andre i gang med at slagte en gris.
Grisen blev gjort i stand og tilberedt, og så kørte vi den hen til den kommunale bager, hvor den blev sat i oven og stegt til vores aftensmad. Efter turen til bageriet gik Raimundo og jeg ud for a finde Enriques hus.
Enrique og hans familie er i gang med at bygge et hus til hans gravide steddatter og hendes mand. Huset ligger lige ved siden af hans eget hus, på samme grund og er stort set magen til i størrelse og stil. Det typiske hus i landsbyen er syv gange otte meter, med stue og køkken på den ene side af en gang og et par soveværelser på den anden. Nogle er bygget i træ og nogle af betonklodser. De har taglægter af træstammer og taget er af palmeblade, strå, asbestplader eller tegl.
Vi hyggede os og hjalp lidt til med byggeriet i nogle timer. Vi skar vægbrædder til med en tomandssav.
På vej tilbage til kirken kom vi op at køre med en oksekærre. Vi delte plads i vognen med en kalv, der var bundet fast til siden af vognen. Bonden fortalte os, at han havde en bror i Las Vegas, og at han nogle gange tænkte på at udvandre, men ikke ville, fordi han kendte ikke til andet end landbrug.
Vi fik vores gris til aftensmad, drak øl og rom og blev underholdt af en gruppe unge kulturfolk fra landsbyen, som spillede, sang og dansede for os. Gruppen hedder 'Alas de Colibri'. Gruppen har været en tur i Tyskland og er snart på vej til Spanien. Den består af unge fra landsbyen, som var anset for at være utilfreds med tilværelsen. Derfor havde kommunen startet et socialt-kulturelt projekt, som endte med denne meget dygtige gruppe.

En blomst til Camilo
Arbejdet på skolen gik godt fremad. Tirsdag den 28. oktober holdt vi op lidt tidligt for at være med til at mindes revolutionshelten Camilo Cienfuegos. Han forsvandt på denne dag i 1959 - formodentlig fordi hans lille fly styrtede i havet, og skolebørn i Cuba holder en mindefest hvert år, hvor de smider blomster i havet.
Fredag - vores sidst arbejdsdag - købte Raimundo og jeg øl og rom og kiks til alle og holdt en lille fest på arbejdspladsen med alle vores cubanske kolleger.
Jeg var meget heldig at få mulighed for at at besøge Cuba som del af et arbejdshold. Der er fortsat en masse arbejde efter de orkaner, som har ramt Cuba. Cubanerne mangler værktøj og byggematerialer i høj grad.

David haller har for år tilbage levet en periode i Danmark. En af hans danske venner har formidlet denne beretning til Arbejderen. Den er redigeret og forkortet af redaktionen.

Der indsamles orkanhjælp til Cuba i Danmark:
Dansk-Cubansk Forening samler ind på konto:1551 - 1030 5543
En række fagforeninger samler ind på konto:5361 - 0331 204