19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Som hos dig står - Barnet i sidste række

Som hos dig står - Barnet i sidste række

Onsdag, 26. november, 2008, 00:00:00

I teaterstykket ¤¤Som hos dig står¤¤ er to forældre så optaget af deres egen drøm, at barnet bruges som våben

af John Bruun og Nick Bruun
Karoline er primal-forsker med speciale i chimpanse-liv og levned. Jesper længes efter et færdigbygget hjem og familieliv i huset fuld af high-tech. Datteren Alma er et gammelklogt enebarn på otte, der er optaget af moderens dyreliv og gemmer sig væk i sit store terrarium, hvor der gemmer sig!?
Teater Grob har gennem de sidste par år opført to ny-skrevne stykker, 'Hjem kære hjem' og 'En plads i mit hjerte'. Formen er en nyrealisme, meget filmisk i sine mundrette replikskifter, tone og dramaturgi. Emnerne tager udgangspunkt i den danske nutid. Til forskel fra de to sidste stykker, der var skrevet af Andreas Garfield med Per Scheel-Krüger som instruktør, er 'Som hos dig står' skrevet af dramatiker Maj Rørbæk Damgaard og instrueret af Heinrich Christensen.
Skilsmisse er stykkets tema. To voksne der ikke vil samme vej - og hvad der så sker. Ind over temaet væves tanker om mandens rolle og betydning. Om den ene voksnes behov for eventyr og udlængsel mod den andens behov for redebyggeri og tryghed i vinkælder-sikkerhed.
Stykket halter i gang noget teatralsk og replikagtig, men inde i stykket og handlingen er det en fornøjelse at se dygtigt og medrivende spil af skuespillerne Morten Kirkskov, Sarah Boberg og Lisbeth Wulff.
Stykket svinger mellem det tragiske og det komiske. Det sidste er måske ikke altid tilsigtet, men manden er til tider ubetalelig morsom i sin desperate selvoptagethed.
Alle, der har gennemgået en skilsmisse, kender deres egne faldgruber og er måske selv faldet i dem. Forestillingens forældre er forsvundet langt ned i hullet. De har glemt barnet på bagerste række. Undervejs hører vi om arternes forsatte udvikling og forplantning. Om de nyeste tiltag indenfor forældre/samkvemsretten. Om Tivoli-far-begrebet, running dinner med mere.
Faktum er, at barnet altid vil være sammen med både mor og far - uanset.

Som hos dig står. Af Maj Rørbæk Damgaard. Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Marianne Nilsson. Spiller frem til den 13. december på Plex, Kronprinsessegade, København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. nov. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur