18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stefan Aust: Rote Armee Fraktion

Stefan Aust: Rote Armee Fraktion

Tirsdag, 02. december, 2008, 00:00:00

Af de bøger undertegnede hidtil har læst om RAF er denne absolut den bedste. Den giver et udmærket billede af hvorledes oprigtige og idealistiske unge kan køres ud på en forkert og selvdestruktiv kurs

af Bjarne Nielsen
'Denne bog er ikke et anklageskrift og ikke en forsvarstale. Den er ikke en dom, hverken juridisk eller i historisk forstand. Jeg har forsøgt så nøjagtigt som muligt at rekonstruere Baader-Meinhof gruppens historie, den gruppe der senere kaldte sig Rote Armee Fraktion (RAF) ved hjælp af samtaler med de implicerede, dokumenter der hidtil har været hemmeligholdt, samt offentliggjort og ikke offentliggjort materiale', skriver Stefan Aust i forordet til bogen 'Rote Armee Fraktion'.
Bogen er naturligvis subjektiv og indirekte ligger der anklager mod gruppen, men Aust forsøger at fremstille gruppen med de mange vinkler, det kræves for at forstå dens udvikling fra progressive anti-imperialister i 1960`erne til et ufrivilligt redskab for den fascistoide vesttyske regering i det vesttyske efterår 1977.
Ud over en del portrætter af gruppens medlemmer og et ok tidsbillede, rummer bogen et mislykket forsøg på at aflive rygtet om, at medlemmer Raspe, Baader og Ensslin blev myrdet.

Oprigtige unge på forkert kurs
Aust formår at skildre hvordan gruppen med voldsomme indre spændinger glider fra kamp mod imperialisme og stat til kamp for befrielse af egne tropper.
Af de bøger undertegnede hidtil har læst om RAF er denne absolut den bedste. Den giver et udmærket billede af hvorledes oprigtige og idealistiske unge kan køres ud på en forkert og selvdestruktiv kurs, da det tysknazificerede statsapparat spiller med musklerne og der ikke er opbakning fra de masser, de angiveligt kæmpede for.
Ud over selvdestruktionen, 'legitimerede' deres aktiviteter desuden til yderligere forfølgelse af venstrefløjen med berufsverbot og nødlove opfundet til retssagen mod gruppen.
En af gruppens få fortjenester er vel, at det lykkedes at demaskere det tyske 'demokrati'. At få dets sande ansigt frem.
Under læsningen strejfer det en, hvad venstrefløjen i dag gør for at tiltrække frustrerede og kampvillige unge, danskere og indvandrere, til den politiske kamp. Folk der ikke umiddelbart tiltrækkes af Lenins 'Hvad må der gøres. Et kæmpe marginaliseret og revolutionært potentiale!

Mangel på samfundsindsigt
Bogen, der er meget velskrevet, udkom oprindeligt i 1985, i en mere end 800 tætskrevne siders udgave på tysk, 'Der Baader-Meinhof Komplex', og er ligeledes forlægget til den meget omdiskuterede film af Eichingers, der snart ventes at få premiere i Danmark.
Bogen har kvalitativt distanceret sig fra Informations Peter Wiwels ligegyldige smædeskrift '30 års kamp mod terror i Tyskland' om gruppen, men har desværre også sine minusser.
Portrætterne af flere af gruppens medlemmer er kulørte og Meinhofs farvet af, at Aust kendte hende og hendes mand, redaktøren Röhl. Aust var aktør i spillet om hendes to børn og tydeligt inhabil. Men vigtigst er, at heller ikke denne får præsenteret et dækkende billede af det nazificerede Vesttyskland.
Vil man forstå gruppens sammensætning og politiske bevæggrunde og ikke tro det kun handlende om freudianske fader- og moder bindinger, skal der en større indsigt om samfundet på det tidspunkt. Det formår eller ønsker Stefan Aust ikke.

Stefan Aust: Rote Armee Fraktion. 471 sider. 299 kroner. Lindhardt og Ringhof

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. dec. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur