18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Europæisk Filmuge i København

Europæisk Filmuge i København

Onsdag, 03. december, 2008, 00:00:00

Stort set alt hvad der kan krybe og gå i den europæiske filmindustri mødes på lørdag i København, når Det Europæiske Filmakademi uddeler sine priser i 13 kategorier

Siden i mandags har København været vært for en europæisk filmuge, der kulminerer når Det Europæiske Filmakademi (EFA) lørdag den 6. december holder sin 21. prisuddeling i København.
Det Europæiske Filmakademi er en medlemsorganisation for filmfolk. Det er derfor filmfolkene selv der har stemt filmene frem til en nominering. EFA har i alt 1800 medlemmer, heraf 120 i Danmark.
De 1800 filmfolk har nomineret film i 13 kategorier. Der uddeles priser for bedste europæiske film, filminstruktør, mandlig og kvindelig hovedrolle, manuskript, fotograf og komponist, for årets opdagelse samt årets kortfilm. Desuden konkurrerer det tekniske personale om en 'Prix d`Excellence' blandt det tekniske personale.
De seks film, der er nomineret i kategorien Årets Europæiske Film 2008, kan ses i de københavnske biografer Grand, Empire, Dagmar samt Filminstituttets Cinemateket. Ingen af filmene har tidligere været vist i Danmark.
Set med danske øjne er det mest interessante, at Dogme-holdet Lars von Trier, Søren Krahg-Jacobsen, Thomas Vinterberg og Kristian Levring modtager en ærespris. I den forbindelse vises Levrings nyeste film 'Den du frygter', som endnu ikke har haft premiere.
Desuden er Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen nomineret til titlen som bedste mandlige skuespillere for deres roller i 'Flammen og Citronen'.
Danmark har gennem årene klaret sig godt i European Film Award. Blandt de danske prisvindere finder vi Pelle Erobreren (1988), Freud flytter hjemmefra (1992) og Festen (1998), men ingen kan hamle op med Lars von Trier.
I 1996 blev hans Breaking the Waves kåret til årets film, og Emily Watson fik prisen som årets kvindelige skuespiller. I 2000 var det Dancer in the Dark, der høstede hæder, og endelig blev von Trier årets instruktør i 2003 med Dogville.
Europæisk Filmuge afvikles i et tæt samarbejde med DR, som på tv, i radio og på nettet vil bidrage til festlighederne. Den europæiske film-uge arrangeres med støtte fra blandt andet Wonderful Copenhagen, Copenhagen Capacity, Den Danske Filmskole og Det Danske Filminstitut.
Selve kåringerne finder sted i Forum med Mikael Bertelsen som vært. Hele herligheden vises direkte på DR2. Der kan læses mere om filmugen på www.europeanfilmawards.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. dec. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur