21 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Historien om general Hammerstein

Historien om general Hammerstein

Torsdag, 04. december, 2008, 00:00:00

Bogen om Hammerstein er et fantastisk portræt af en egensindig mand, hans familie og tysk historie. Samtidig skildres også det kommunistiske partis overgang til illegal modstandskamp

af Bjarne Nielsen
General Kurt von Hammerstein (1878-1943) var hærchef, da Hitler blev udnævnt til rigskansler i 1933. Han nærede dyb mistillid til Hitler og forsøgte til det sidste at standse magtovertagelsen, ved at appellere til rigspræsident Hindenburg, men blev afvist.
Hammerstein diskuterede såvel politiske som militære modtræk med sin ven, Weimarrepublikkens sidste leder Kurt von Schleicher, som Hitler lod myrde i 1934, men skrinlagde dem på grund af faren for borgerkrig. Hitlerstyret blev en tragisk realitet og Hammerstein tog sin afsked i frustration.
Hammersteins familien var speciel og afspejlede fint datidens Tyskland. Svigerfaren, general von Lüttwitz, havde deltaget i det berømte Kappkup mod republikken i 1920. Nogle sønner blev attentatmænd og nogle døtre kommunister.

Illegal modstandskamp
Hammerstein er hovedpersonen i Hans Magnus Enzensbergers nye bog 'Hammerstein eller egensindigheden'. Men Enzensberger giver også utrolig megen plads til beskrivelse af det kommunistiske partis (KPD) overgang fra legalitet til illegal modstandskamp i 30`erne og hele partiets situation i denne alvorlige periode. Dybt fascinerende og meget nyt for denne anmelder.
Vi hører om Det tyske Rigsværns samarbejde med Den røde Hær i 20`erne, om den østrigske kommunist Ruth von Mayenburg, der kom hos både Hammerstein som marskal Voroshilov, den senere leder af forsvaret af Leningrad under belejringen.
Frem til sin død i 1943 hørte Hammerstein på afstand om mange attentatplaner mod føreren, men valgte observatørens distance. Hans to sønner var begge involveret i attentatet mod Hitler i juli 1944 og blev jagtet af Gestapo, ligesom hans to døtre var dybt engageret i den kommunistiske undergrundsbevægelse og havde forbindelser til fremstående, jødiske kommunister i Kommunistisk Internationale.

Dokumentar og fiktion
Bogen er en blanding af dokumentarisme og fiktion som i 'Anarkiets korte sommer' om den spanske borgerkrig og mange af Enzensbergers andre bøger.
Enzensberger, der tilhører de bedste af europæiske intellektuelle, har med denne bog skabt et mesterværk, der rejser masser af spørgsmål, samtidig med at han giver et billede af mennesker og en periode, der på mange planer var atypiske.
Bogen er et fantastisk portræt af en relativ kort periode, der politisk og kulturelt var spændt til bristepunktet.
Enzensberger skriver i et efterskrift, at bogen ikke er en roman, men at 'dens metode er snarere analog med fotografiet end med maleriets'. Hvad han har kunnet dokumentere, gør han og supplerer op med 'den ærværdige litterære form som hedder dødesamtalen'. Posthume samtaler, der muliggør dialog mellem de nulevende og de, der ikke er mere. Genialt og med til at give historierne ekstra liv. Faktografien er ikke den eneste meningsfulde fremgangsmåde!

Spændende som en krimi
Tilbage står et billede af en egensindig mand, hans familie og tysk historie.
Meget af stoffet har været kendt før fra forskellige sammenhænge, men med adgang til nyt kildemateriale, blandt andet Hammersteins egne arkiver samt unikke fotos, er det lykkedes Enzensberger at skrive værket, der på alle måder er imponerende og spændende som en krimi.

Hans Magnus Enzensberger: Hammerstein eller egensindigheden. En tysk historie. 328 sider. Ill. 299 kr. Gyldendal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. dec. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur