Oliver Stone tager i endnu en storproduktion USA`s mest upopulære præsident gennem tiderne, George W. Bush, under behandling. Udgangspunktet er medlidenhed

af Alexander Nicolas Truelsen
Det var med en lille del irritation i maven, at jeg forlod biografens mørke efter at have set den amerikanske stjerne-instruktør, Oliver Stones, nyeste satsning 'W'.
Stone går i dette semi-dokumentaristiske portræt helt tæt på USA`s siddende, og historiens mest upopulære præsident, George W. Bush.
Og det er første gang, at en instruktør gør dette.
Den snurrende fornemmelse i maven skyldtes, at det næsten lykkedes instruktøren at give mig medlidenhed med USA`s præsident. Næsten. Men der skal ikke herske nogen tvivl: Oliver Stone har stor medlidenhed med George W. Bush.
Stone beskriver en frustreret, men altid kæk, Bush, der i sin ungdom forfalder til sprut, spil, spritkørsel og vulgære sydstatsdamer, og som har svært ved at holde på selv de mest simple job. Vi kommer ind under Bush-klanens polerede facade, hvor far Bush, på bekostning af 'W', klart favoriserer den mere begavede lillebror Jeb.

Latterlig
I det hele taget foldes hele det typiske amerikanske familiedrama ud, og var det filmens eneste ingrediens, ville den simpelthen ikke være værd at bruge penge og tid på.
Humoren i filmen klister sig til W`s person, der ofte - som i virkelighedens verden - fremstår latterlig.
Men Oliver Stone formår elegant at springe mellem Bush` ungdomsår og frem til filmens nutid; optakten til USA`s invasion af Irak i 2003.
Og her bliver det interessant. Man får et levende indblik - om end det er delvist fiktivt - i hele inderkredsen omkring præsidenten og de beslutninger, som bliver taget. Beslutninger taget over en sandwich og en cola, og som i sidste ende har ført til, at en million irakere har mistet livet.
Den kyniske omgangstone og de interne magtkampe - især blandt vicepræsident Dick Cheney og daværende udenrigsminister Colin Powell, beskrives godt. Kynismen understreges i kontrasten mellem virkelige billeder fra Irak og glad countrymusik for fuld banjo som underlægning.

Ufortjent
Ligheden mellem skuespillerne og de virkelige personer, som de skildrer, er skræmmende slående. Det gælder både udseende, mimik og bevægelsesmønstre.
Her skal Josh Brolin, der spiller George W. Bush, og Richard Dreyfuss, som sublimt spiller den iskolde Dick Cheney særligt fremhæves.
Overordnet set er jeg bange for, at denne film vil rette en anelse op på George W. Bush` mildest talt blakkede ry og dermed hans snarlige eftermæle. Noget som han ikke har fortjent. Bush er i filmen stadigvæk den jævne amerikaners præsident. Én man sagtens 'kan drikke en øl med' - hvis det da ikke var fordi, at han har set lyset, er blevet guds tjener og ikke rører alkohol.

Oliver Stone: W. Har haft premiere