I slutningen af 1968 faldt Anette Nielsen i snak med nogle DKU`er under et kursus i Kolding. Det blev springbrædtet for 40 års aktiv indsats i kvinde- og fredsarbejdet

Anette Nielsen kan godt ligne en rollemodel for generationen af flinke ældre bedstemødre, som hun sidder der ved køkkenbordet på første sal i Ryesgade 3 F. Men skindet bedrager.
Efter 40 år i den kommunistiske bevægelse banker hendes hjerte stadig for de undertrykte i samfundet. Og ikke mindst for de alt for mange kvinder, der ikke var priviligeret nok til at få en uddannelse og en karriere.
Selv er hun barn af en vanskelig tid. Født som krigsbarn 1943, og opvokset både hos forældrene i Bispebjergs arbejderkvarter og hos familiens venner i et hellerupsk baghavemiljø.
- Det er nok derfor at jeg har sprællet lidt rundt. Skulle jeg vælge det ene eller det andet - eller noget helt tredje? siger Anette Nielsen.
Efter at have droppet ud som boghandlerelev og arbejdet nogle år som vikar på flere forlag, havnede Anette Nielsen på Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF. Opgaven var at arrangere og gennemføre kurser.
Det første af slagsen var i Kolding. I DUF advarede de hende om, at hun ville møde nogle skrappe DKU`ere. Og det viste sig at holde stik.
- Det lød jo spændende, så dem skulle jeg absolut hen og pille lidt ved. Vi fik nogle gode snakker, og jeg syntes, at det de stod for, var det jeg selv havde søgt efter. Her var nogen, der ville en forandring, og det var for mig en afklaring.

Efter My Lai
Så i november 1968 meldte den da 25-årige Anette Nielsen sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU. De stod og manglede en sekretær, så Anette blev spurgt om hun ville have jobbet.
- Det ville jeg egentlig godt. I alt blev det til otte år i Dr. Tværgade, husker Anette Nielsen, som også blev medlem af DKP i 1969.
Det er en tid hun erindrer som 'de magre år', uden ret mange medlemmer af partiet.
- Medlemmerne var enten ældre kammerater, der havde siddet i kz-lejr, eller unge, hvoraf mange var deres børn. Så man kom ind i en familie, men også en meget stålsat og målbevidst familie, siger Anette Nielsen.
Men bedre tider var på vej, anført af den politisk bevidste del af arbejderklassen og det hun kalder 'borgerskabets gode børn'.
- 1968 var trods alt mere end lilla bleer, hønsestrik og studenteroprør. Det var også massakren i My Lai, de store anti-amerikanske demonstrationer og mobiliseringen mod krigen.
Som DKU`er var hun med i Vietnam 69 og deltog i de store demonstrationer foran USA`s ambassade. En særlig oplevelse var premieren på John Wayne-filmen 'De grønne baretter' i Saga Bio på Vesterbro.
- Vi havde fået trykt falske billetter for at komme ind med smørsyre og hvad vi ellers havde. Bagefter var vi så med i demonstrationerne. Det var både dramatisk og voldeligt, og var også en del af min ilddåb i bevægelsen.

Kampen mod EF
Det var også en tid med opbygningen af Faglig Ungdom og Lærlingenes LO.
- DKU havde stor ære af det faglige ungdomsarbejde. Vi prioriterede helt bevidst både det faglige og krigsmodstanden, siger Annette Nielsen.
Samtidig gik man til kamp mod dansk medlemskab af Fællesmarkedet, som var en udvidelse af den oprindeligt tysk-franske akse omkring Kul- og Stålunionen.
- Det lykkedes at etablere en bred folkebevægelse mod Danmarks indlemmelse i EF, og der blev nedsat lokalkomiteer over hele landet, husker Anette Nielsen, som netop fremhæver bredden.
- Den gav størst mulighed for at skabe modstandsaktiviteter.
Så meget desto større var skuffelsen over udfaldet af folkeafstemningen den 2. oktober 1972.
- Vi troede på, at nej`et var i hus, så det var et chok at vågne op til et ja.
Trods nederlaget husker Anette Nielsen det som en tid med grøde og voksende aktivitet.
- Det slap nogle kræfter løs, som i en lang periode skabte stor aktivitet - en tid som vi i dag har lært meget af.
DKP fik atter fede tider med mange nye medlemmer. Først kom det parlamentariske gennembrud på lokalt plan, senere kom partiet atter i Folketinget
- Det var et resultat af det lange seje træk i de lokale organisationer. Det virkede som en magnet på unge mennesker, som sagde: Det er her der sker noget, det er her man vil noget, kan organisere sig og skabe gode kollektiver.

Kvinder og klasser
Anette Nielsen havde aldrig rigtigt tænkt på kvindekampen, men det ændrede sig da hun mødte Ragnhild Andersen. Hun, som havde siddet i kz-lejren Ravensbrügge med andre aktive kvinder, var aktiv i partiets kvindearbejde.
- Jeg mødte op, ung og bedrevidende der i begyndelsen af 70`erne. Ragnhild kiggede på mig over brillerne og spurgte sukkersødt: Hvad har du så selv gjort, min pige? Så var det bare om at klø på, ler Anette Nielsen.
Og kløet på blev der. Anette Nielsen blev en del af Danmarks Demokratiske Kvindeforbund og formand for DKP`s kvindegruppe. Det var på et tidspunkt, hvor kvinderne forlod kødgryderne for at gå ud på arbejdsmarkedet.
- Det gav en bevidstgørelse, der betød en organisering omkring løn og arbejdsforhold. Det var grunden til at også DKP`s kvindeudvalg var med i den kampagne, der hed 'Kvinde Organiser dig!'. Der var tale om både politisk og faglig organisering og den gav fantastiske resultater.
En hjørnesten i kvindekampens succes var samarbejdet med Rødstrømpebevægelsen. Den var anti-elitær, fungerede i en flad struktur og havde basisgrupperne som politisk omdrejningspunkt.
- Rødstrømpebevægelsen har bestemt været spændende og idegivende, og i hvert fald farverig. Bevidstheden om nødvendigheden af en uddannelse fik mange kvinder ind i den borgerlige del af kvindekampen, siger Anette Nielsen.
Men hun har svært ved at få øje på, hvilken indflydelse bevægelsen fik på langt sigt.
- Man finder ikke mange navne uden for universiteterne, mens Karen Jespersen og Ulla Dahlerup i dag i den grad står for det modsatte. Det var simpelthen fra lilla bleer til Guchi-tasker.

Kvindernes kampdag
Anette Nielsen er ikke i tvivl om, at det gode samarbejde mellem Rødstrømperne og den organiserede, gamle kvindebevægelse, for eksempel fra fagforeningerne, fik stor betydning.
Man hev Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts ud af mølposen. Det blev en effektiv og forandrende fælles platform.
- Det gav en kraft i kravene om fri abort, ligeløn og ligestilling, som spillede en kæmpe rolle, siger hun. Abortloven blev vedtaget i 1973, loven om ligeløn kom i 1976 og loven om ligebehandling i 1978.
Samarbejdet blev senere udvidet med Fagbevægelsens 8. marts, som åbnede op for et meget bredere grundlag.
- Rødstrømperne havde ingen adgang for mænd. Vi kunne jo ikke blande os i deres valg, men vi fik os nogle skægge diskussioner. Respekten for hinanden var så stor, at vi kørte med ens paroler, men afholdt hvert sit arrangement, husker Anette Nielsen.
En del af det fælles grundlag var parolen 'Ingen kvindekamp uden klassekamp - ingen klassekamp uden kvindekamp'. Den stammer ifølge Anette Nielsen fra den tyske kvindesagsforkæmper Clara Zetkin, som deltog i Den Socialistiske Kvindekongres i København 1910.
Det var her ideen om 8. marts blev født. Anette Nielsen lægger ikke skjul på, at Clara Zetkins tanker kom til at betyde meget. Hun bladrer lidt i de medbragte papirer:
'Uden proletariatets revolutionære klassekamp, ingen virkelig kvindelig emancipation (opnåelse af fuld selvstændighed, red.). Uden kvindernes deltagelse heri, ingen ødelæggelse af kapitalismen, ingen socialistisk nyskabelse'.
Andre kvindelige forbilleder var Rosa Luxemburg, Alexandra Kollontaj og danske kvinder som Dagmar Andreasen, metalarbejder, forfatter og skuespiller, den århusianske syerske-formand Gurli Madsen og Inger Gamburg, som i 1926 blev valgt til formand for Kvindelig Arbejder Forbunds afdeling fem i København (Jernkvinderne) - og vendte tilbage som formand efter at hun under krigen havde været sendt til kz-lejren Stutthof.
De socialistiske landes sammenbrud stoppede brutalt det progressive kvinde- og fredsarbejdet.
- Støtten, dialogen og det gode samarbejde mistede saft og kraft, og det på et tidspunkt hvor der mere end nogensinde var brug for at arbejdet fortsatte, siger Anette Nielsen.
Hun er dog ikke pessimist for det fremtidige arbejde.
- Mennesker organiserer sig også i dag, men i langt mindre grad politisk. Det kan vi se på flugten fra de politiske partier og omkring fagbevægelsen. Det er ikke fordi folk er blevet holdningsløse, men fordi vi lever så meget anderledes end den gang.
Anette Nielsen smiler venligt og ser forstående ud. Selv har hun ikke forandret sin ungdoms holdning. At nogen må gøre en forskel.