26 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kvinderne skal på banen

Kvinderne skal på banen

Tirsdag, 09. december, 2008, 00:00:00

Det kvindepolitiske arbejde skal i fokus inden Kommunistisk Partis næste kongres i 2011. Den beslutning hilser partiets organisations-sekretær velkommen

På Kommunistisk Partis 2. kongres foreslog nogle unge kvinder, at partiet fik et kvindeudvalg. Forslaget fandt vej til den kongressens fælles resolution.
Anette Nielsen er rigtig glad for, at forslaget - om end i en blødere udgave - blev vedtaget.
- Nogle kvindelige kammerater sukker måske: 'Åh nej, ikke kvindeudvalg igen!'. Men så må man jo spørge: Hvordan kørte man kvindeudvalg, siden man skal sidde og ømme sig i dag, siger Anette Nielsen.
Hun bliver langt fra selv træt i ansigtet, når partiets unge kvinder taler om kvindeudvalg. Tværtimod.
- Jeg begynder at smile rigtigt meget, fordi jeg var ansvarlig for det arbejdsområde i DKP, hvor vi oplevede en god tilgang af kvinder. Tanken om, hvor meget man kan, når man organiserer sig, og hvor meget det trækker til, giver kræfter, siger Anette Nielsen.
Hun mener, at kampen for ligestilling mellem kønnene stadig går op ad bakke.
- Nogle af de mandlige kammerater må man nøjes med at smile af. Hvis de tror, at ligestillingen er gennemført, så kan jeg godt holde en rigtig lang tale for dem om at det er den ikke, lyder det hvast.

Skal være organiseret
Hun mener, at arbejdet vil give resultater, når først arbejdet er organiseret.
- Det skyldes simpelthen, at det vil åbne op for en diskussion der berører rigtigt mange, siger Anette Nielsen. Hun bruger som eksempel sidste års kæmpedemonstrationer for flere hænder og mere i løn.
- Det var i høj grad kvinderne og de unge, der gik i front for både at sikre deres egne leveforhold og for at ændre vort samfund, for det vil jo være resultatet af kampen for velfærd.
Det er en kamp, hvor netop kvinderne ifølge hende spiller en meget stor rolle, og det stiller krav til partiet.
- Det er nødvendigt at vi sætter fokus på, hvad de store kvindefag betyder, og hvor vigtigt det er at kvinderne har en talerstol og er respekteret for det her samarbejde.
Hun understreger, at der endnu ikke er sat ord på et fremtidigt kvindeudvalgets opgave.
- Først skal vi vide, hvad det er vi vil og hvem der gør tingene, og have diskussionen til at vokse frem. Det sker ikke isoleret fra andre opgaver, men et målrettet arbejde skal skaffe flere kvinder i partiet for at få vores politik ud til kvinder og dermed starte en dialog der gør os klogere og stærkere.

Langt og sejt arbejde
Anette Nielsen pager på forsiden af dagens Arbejderen under overskriften 'København svigter kvinder'. Den handler om etniske minoritetskvinder. Det overrasker hende ikke.
- Det er klart at de står sidst i køen og bliver kappet først af. Jeg kan huske fra 60`erne, at det var fremmedarbejderne der kom og den hæslige måde de er blevet behandlet på. Nu er det ved at være et multi-etnisk samfund, og der ser vi at det er indvandrerkvinderne der står sidst i køen.
Historien beviser for Anette Nielsen, at kvindekamp også er klassekamp.
- Mange unge indvandrerkvinder får nu en uddannelse. De står endda foran deres brødre, men de indvandrerkvinder, der ikke kan formulere sig, de der ikke kan stå frem selv, det er der man sætter kniven i.
Ifølge Anette Nielsen stiller kvindearbejdet krav til, hvordan partiet organiserer tingene.
- Hvis vi gerne vil forandre, så skal vi være der hvor forandringen skal finde sted, og hvis vi skal organisere, må vi også være et organiserende parti. Vi får ikke kontakten til indvandrergrupper styrket, hvis vi ikke arbejder i vore lokale områder med de problemer, som er ganske almindelige menneskers. Det er simpelthen et langt og sejt fodarbejde der skal til.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. dec. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur