28 folk fra forskellige partier har opfordret Slagelse Bibliotek til at abonnere på Arbejderen
DKP`s landsmøde besluttede i fjord at opfordre samtlige medlemmer af partiet til at arbejde for, at Arbejderen får flere abonnenter. De blev samtidig opfordret til selv at tegne et abonnement.
- Arbejderen er åben for, at medlemmer af DKP, Enhedslisten og andre socialistiske grupper i rimeligt omfang kan komme til orde i avisens spalter, påpeger Anker Schjerning, medlem af DKP`s ledelse over for Arbejderen.
Herefter opfordrede kunstneren Jørgen Tang Holbek DKP til at arbejde for, at Slagelse Bibliotek ville medtage Arbejderen i avisholdet i bibliotekets avis-café, hvor mange andre dagblade kan læses gratis.
Det endte med, at 28 mennesker fra forskellige politiske partier var medunderskrivere på en henvendelse til bibliotekets ledelse. De 28 kommer fra Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, SF-ungdom, DKP, Kommunistisk Parti, andre har tillidsposter i fagbevægelsen, og endelig er der syv, der ikke er medlem af noget parti.
'Flertallet bag denne henvendelse hører til i 'Rød stue' og kan glæde sig over, at avis-caféen giver mulighed for at læse Børsen, Berlingske og Sjællandske. Man lærer modpartens synspunkter bedre at kende. Folk fra 'Blå stue' må have samme mulighed for mere nuanceret viden om, hvad der rører sig på venstrefløjen', står der blandt andet i brevet.
Biblioteket har dog lige afvist opfordringen med begrundelsen, at Arbejderen falder uden for bibliotekets kategorier for abonnement på aviser.
'Vi vil gerne bruge bibliotekets penge, så flest muligt af vores brugere får glæde af dem og har derfor på avisområdet fastsat, at vi har abonnement på de store landsdækkende aviser og på lokalaviser for de områder, der ligger tæt på Slagelse Kommune', skriver bibliotekschefen, Erna Reutzer, til Anker Schjerning.
Der er dog huller i denne argumentation, mener Anker Schjerning, der ikke har givet op. Biblioteket abonnerer ikke kun på de store landsdækkende aviser, men har også Information og Kristeligt Dagblad.
- Vi er ikke enige i bibliotekets fravalg af Arbejderen. Men vi har forstået, at det er sket af økonomiske grunde og ikke politiske grunde. Derfor har vi nu tilbudt biblioteket, at medlemmer af DKP og Kommunistisk Parti betaler for et abonnement i et halvt år, siger Anker Schjerning.
Dette tilbud har biblioteket endnu ikke reageret på.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278