Nattevågeri er en kedelig ting for enhver, men især hvis éns arbejde i forvejen gør, at man har særlig brug for hvilen

af Kjeld Stenum
Jeg har næsten så længe jeg kan huske været slem til at vågne midt om natten og fylde mit hoved med problemer, der berøver mig resten af søvnen. Det er muligvis en karakterbrist. Det er en kedelig karakterbrist for en arbejdsmand.
Men selv om det at jeg bekymrer mig muligvis er et personligt problem, jeg har, vil jeg tillade mig at protestere, hvis nogen dermed vil sige, at det, jeg bekymrer mig om, ikke eksisterer eller ikke kommer dem ved.
Bevares, mange af tingene er personlige. Men disse personlige ting opstår i vores allesammens verden; derfor insisterer jeg også somme tider lidt på, at det er vores allesammens problemer. Og nogle af tingene er ikke blot personlige, men temmelig direkte vores allesammens. Som nu for eksempel fremtiden.
Fremtiden bekymrer mig, fordi kapitalismen ikke længere kan løse sine egne problemer, og der kun er meget svage kræfter, der tror på, et alternativ er muligt. Hvad vil der ske?
Som en art vaccine mod bekymringer af den slags læser jeg for tiden filosoffen Hannah Arendts mere end et halvt århundred gamle bog 'Det totalitære samfunds oprindelse'. Én af hendes væsentligste pointer i denne bog er, at totalitarisme ikke blot kræver, at kapitalismens forsvarere udvikler ledere, som evner at vildføre 'folket'. Der kræves også, at dette 'folk' udvikler egenskaber, så det lader sig 'vildføre'.
Nu er 'folk' et noget mangetydigt begreb. Som materialister er de fleste af os nok mere fortrolige med begrebet klasse, hvor der er sammenhæng mellem klassens materielle interesse og dens politiske kamp. Men Hannah Arendt kendte udmærket det materialistiske klassebegreb. Og et af hendes væsentligste pointer var, at totalitære bevægelser netop blev bygget op af folk, som fik deres rødder og klassetilhørsforhold brudt op.
De blev deklasserede, deres klasseinteresser og personlige interesser i det hele taget blev gjort til ingenting. På denne måde blev det psykologisk muligt for dem, at en bevægelse blev 'alt'.
Sådan en deklasseringsproces mente hun foregik blandt andet i Tyskland op gennem trediverne. Hun mente, en tilsvarende proces foregik samtidig i Sovjetunionen. Det er muligt, dette bør både diskuteres og nuanceres, men jeg synes, det vil være synd, hvis nogen lader indvendinger på dette punkt overskygge hendes mange dybe indsigter i totalitarismens væsen.
Jeg for mit vedkommende kender ingen, der hverken før eller siden har analyseret dette emne skarpere.
Nu består deklassering jo ikke blot i at blive offer for krisen og miste sit arbejde eller krakke med et mindre firma eller måske med et helt finansieringsselskab. Man er stadig henholdsvis arbejder, selvstændig eller finanskapitalist.
Deklassering er den fornedrelses- og tilintetgørelsesproces, som følger, hvis man ikke klarer at finde tilbage i en aktiv rolle i samfundsets produktion og efterhånden taber flere og flere rettigheder og mere og mere af ethvert tilhørsforhold. Eller hvis man vokser op uden at kunne finde en hylde, hvor nogen vil tage imod én.
En totalitær bevægelse vil kunne rekruttere dem, der tabte i kapitalismens alle-imod-alle-kamp, uanset hvor de kommer fra. Den norske forfatter Asbjørn Elden, der var tilknyttet den norske nazistiske bevægelse i sin pure ungdom under krigen, og som brugte en stor del af resten af sit liv og et par bøger for at føre proces imod sig selv for det, skrev for et kvart århundrede siden en selvbiografisk roman, der behandlede dette tema set fra samfundets allernederste lag.
Bogen hed 'Rundt neste sving'og beskrev med selvoplevelsens indsigt, hvordan det var at være ung knægt i en minearbejder-bygd i mellemkrigstidens krise-Norge. I den bygd blev der kun plads til, at én ud af en konfirmationsårgangs atten knægte fik arbejde og dermed retten til at blive regnet for rigtig voksen. Og den ene var ikke Asbjørn Elden.
Han måtte vænne sig til at stå op til meningsløshed, hvis man da orkede at stå op, føle skyld og skam for hver skefuld klam grød, man puttede i munden, for man havde ikke tjent og dermed heller ikke gjort sig fortjent til den. Hænge ud med de andre arbejdsløse knægte nede ved den lokale butik.
Til sidst blive så led ved det hele, udsigtsløsheden, og især sig selv, at man søgte sin lykke på landevejen, drevet mere af det blotte ønske om at komme væk fra ydmygelsen og skammen end af forfængelige håb om at finde uventede eventyr eller blot eksistensmuligheder rundt om næste vejsving.
Man blev, som der malende står på bogens smudsomslag, 'en Ingen, på vei til Ingensteds, for å opleve Ingenting'. Og efterhånden, som man oplevede tilstrækkeligt af landevejslivets fornedrende tiggeri og klamme og kolde vejrlig, af alt dette Ingenting, blev eens hedeste ønske og største ambition i tilværelsen - ikke en kæreste eller en formue, eller blot et arbejde, men simpelt tag over hovedet og en varm kakkelovn.
Det, Asbjørn Elden søgte, var ikke en undskyldning for, at han endte med at vælge, som han gjorde. Han, der brugte så meget energi på at bebrejde sig selv dette valg, søgte ikke sådanne undskyldninger.
Men han søgte at gøre rede for, hvordan der kunne opstå unge, for hvem en totalitær bevægelse kunne være et umådeligt fristende tilbud og nærliggende valg. Her blev man tilbudt en mening, betydning. Her blev man tilbudt et hjem, en plads i solen. Og selv om dette ikke er nogen undskyldning for valget, er det da en anklage mod det samfund, der berøvede sine unge knægte disse de allermest elementære menneskelige krav til livet. Men er det en uberettiget anklage?
Nej, det er ikke nogen uberettiget anklage. Om få år, måske kun måneder, vil vores samfund, der nylig har skreget om flaskehalsproblemer og mangel på unge på arbejdsmarkedet, behandle vore unge ligesådan.
Måtte der til den tid være tilstrækkeligt stærke ikke-totalitære bevægelser til at samle dem op! Ikke med tilstrækkeligt overbevisende tilbud om tilhørsforhold, mening og betydning. Men bevægelser, som kan lade dem udfolde sig som hver deres unikke del af meningen, betydningen.