I løbet af 1930¤¤erne orienterede surrealisterne sig mod et mere konkret politisk engagement, ikke mindst fremkaldt af Frankrigs brutale nedkæmpelse af opstanden i Marokko

af Finn Hermann
- Hvis De er kommunist, behøver De ikke at være surrealist, sagde den franske kommunist André Marty til surrealisternes leder, digteren André Breton.
Bemærkningen faldt under et møde om surrealisternes kollektive indmeldelse i Frankrigs Kommunistiske Parti omkring 1930 og skulle utvivlsomt pointere overfor surrealisterne, at den revolutionære frigørelse fra kapitalisme, imperialisme og borgerlighed ville komme, når man tilsluttede sig det kommunistiske parti. Nogen anden revolutionær bevægelse var ikke fornøden.
Surrealisterne tilsluttede sig Karl Marx' opfattelse af klassekampen, men var tillige stærkt inspireret af Freuds psykoanalyse. Og de mente, at den frigørelse af menneskenes skabende, men hidtil undertrykte kræfter, som revolutionen indebar, skulle praktiseres her og nu. 'Uden nogen kontrol fra fornuftens side', som der står i det første surrealistiske manifest fra 1924.
I løbet af 1930'erne orienterede surrealisterne sig mod et mere konkret politisk engagement, ikke mindst fremkaldt af Frankrigs brutale nedkæmpelse af opstanden i Marokko og under indtryk af de kupplaner, der var under forberedelse i profascistiske kredse i det højere borgerskab og officerskorpset.
Tidsskriftet 'La Révolution surréaliste' (den surrealistiske revolution) skiftede i 1930 meget betegnende navn til 'Le surrealisme au service de la Révolution' (Surrealismen i revolutionens tjeneste).
Flere surrealister, deriblandt digterne Paul Eluard og Louis Aragon meldte sig ind i det franske Kommunistparti. Andre følte sig i virkeligheden mere i overensstemmelse med anarkismen. Breton selv udarbejdede sammen med Trotsky et 'Manifest for en uafhængig revolutionær kunst', der krævede fuldstændig frihed til kunstnerisk udfoldelse, også under proletariatets diktatur.
Sammenslutningen af surrealister og kommunister blev imidlertid aldrig til noget. Surrealisterne fortsatte deres mere og mere individualistiske kunstneriske frigørelsesproces.
Trods sin meget militante kulturpolitiske karakter, var det dog hverken i Danmark eller ude i Europa, at surrealismen som samlet bevægelse fik den store politiske indflydelse. Derimod fik den både direkte og indirekte stor betydning for den kunstneriske virksomhed, der karakteriseres ved konstant at stille spørgsmålstegn ved kunstværkets karakter, ved selve kunstbegrebet: Konceptkunsten kan siges at være en af surrealismens udløbere.