Selv om intentionerne er i orden er handlingen gabende forudsigelig. Og alt er sovset ind i melodramatisk musik og pinlige dialoger

af Mikael Strandbech
Grundlæggende er Baz Luhrmanns 'Australia' en sympatisk film, der lever efter hovedfiguren Lady Ahsleys (Nicole Kidman) stædige og kække motto: 'bare fordi det er sådan, behøver det ikke at være sådan'.
Det, der ikke behøver være sådan, er: at en engelsk kvinde ikke kan redde den jord, hun har arvet i Australien. At en halvblods dreng og hans familie, der bor på en farm, ikke skal behandles med respekt af en ond bestyrer. At en aristokratisk kvinde ikke skal kunne forelske sig i en rå type, der omgås de indfødte. At en indfødt aboriginal ikke skal kunne få en drink på den lokale kro, hvis han har lyst.
Intentionerne er i orden. Men desværre er det helt igennem endimensionale papfigurer der skal føre dem ud i filmen. Der er: den stædige kvinde, den onde bestyrer, den gode kvægdriver, den fordrukne jurist, den søde halvblods dreng. Og alt er sovset ind i melodramatisk musik, pinlige dialoger og en handlingsgang der er gabende forudsigelig igennem alle to timer og 46 minutter.
Handlingen i 'Australia' udspiller sig i tiden op til Anden Verdenskrig, men om det er derfor 'Australia' gerne vil tilhøre samme genre som 'Borte med blæsten' fra 1939 skal være usagt.
'Australia' kan også minde om filmen 'Mit Afrika', hvor Meryl Streep og Robert Redfords figurer dog var skruet langt mere intelligent sammen.
Men selvfølgelig må vi i filmen om Karen Blixen og hendes Afrika undvære de helt store, grandiose og spektakulære scener, hvor bissende kvæg styrter over gult klippelandskab på vej mod afgrunden. Og vi fik heller ikke lækre billeder af en totalt udbombet by (Darwin) og havn, som 'Australia' byder på. Ligesom den mandlige helt heller ikke var fulgt af flok galopperende, svedende, muskuløse heste, hver gang han kom hjem til farmen og den ventende heltinde.

Australia. Instruktion: Baz Luhrmann. Har haft premiere.