Det er kun ti dage siden Siri Hansen og Klavs Thorlacius vendte hjem fra Cuba og indtrykkene har knap lagt sig endnu. Men når de kort skal opsummere, hvordan det går i Cuba lige nu er de ikke i tvivl. Det går fremad

For fjerde gang pakkede 51-årige Siri Hansen og 55-årige Klavs Thorlacius i december måned kufferten og rejste til Cuba. Og når de kort skal opsummere, hvordan det går i Cuba lige nu er de ikke i tvivl. Det går fremad.
- Specielt i Havanna er det meget synligt. Der er kommet nye busser. De ældste biler og 'kamelerne', altså lastbiler med en passagervogn bagefter, er væk og det har hjulpet dramatisk på smogen, som ellers kunne være tyk, fortæller Klavs Thorlacius.
Og som ryger er han ikke sart, understreger han og tager et sug af cigaretten. Vi sidder i deres hyggelige køkken langt ude på landet mellem Århus og Skanderborg, hvor de to socialrådgivere har slået sig ned.
- Og så er der også kommet mange flere mobiltelefoner, tilføjer han for at understrege at velstanden vokser.
- Og der var færre strømsvigt end tidligere.
Det er kun ti dage siden de vendte hjem fra Cuba og indtrykkene har knap lagt sig endnu. Og når de skal fortælle om deres rejse kommer indtrykkene hulter til bulter. Men et møde med nogle af Cubas 'socialrådgivere' fylder meget i deres bevidsthed. Og et besøg ude hos nogle af de klienter, som socialarbejderne tager sig af, vækker stor respekt, fordi de mødte et ærligt billede af Cuba.
- Man kunne jo lige så godt have fundet et socialt mønstereksempel og vist frem for os. Men det gjorde de ikke. Vi var ude i den fattigste del af Havanna. Jeg besøgte for eksempel en mormor, som tog sig af sit barnebarn på 15 år. Det var en fattig familie med sociale problemer, men de var ikke overladt til sig selv. Socialarbejderen tog hånd om dem og forsøgte at hjælpe, men det var ikke en rosenrød historie, siger Siri Hansen.

Stor optimisme
I alt 13 dage har de været i Cuba i december måned. Turen var en specialrejse, arrangeret af Kommunistisk Parti, med masser af planlagte besøg på arbejdspladser, skoler, fagforeninger med mere.
For både Siri Hansen og Klavs Thorlacius var det en ny måde at møde landet på. De tre tidligere gange har de blot rejst rundt på egen hånd. Første gang var i 2004, og igen i 2005 og 2006.
- Jeg er jo ikke medlem af noget parti, så for mig var det først og fremmest nysgerrighed efter at opleve landet, som fik mig til at rejse til Cuba første gang. Der er mange fordomme om Cuba, om socialisme og Fidel Castro. Mange siger at man skal skynde sig inden Fidel Castro dør og landet kollapser. Jeg ville opleve landet ved selvsyn, se om det var så slemt, som mange siger, siger Klavs Thorlacius.
For Siri Hansen, som er medlem af Kommunistisk Parti, var det ønsket om at opleve et socialistisk land i praksis, som fik hende til at rejse til Cuba:
- For mig har det også været meget spændende, at vi bare rejste rundt på egen hånd de første gange. Vi har været rundt i det meste af landet og snakket med mange forskellige mennesker. Jeg har tidligere været i Albanien og var nok lidt vaccineret imod bare at få præsenteret et glansbillede. Jeg ville vide, hvordan folk virkelig lever i Cuba, og det synes jeg også, jeg har fået et godt indblik i. Ikke mindst efter den sidste tur, hvor vi kom dybere ind i mange problemstillinger.
På spørgsmålet om, hvad der gjorde mest indtryk første gang de kom til Cuba, lyder det samstemmende:
- Alle de ting, der trænger til at blive gjort. De forfaldne huse i Havanna, som trænger til at blive renoveret. De gamle biler, smogen. Og på landet undrede vi os meget over, de store uopdyrkede landbrugsområder.
- Men samtidig oplevede vi en utrolig gæstfri befolkning. Et velfungerende samfund på trods af de åbenlyse mangler. Et meget fascinerende kulturliv og en stor livsglæde. Jeg føler mig kort sagt tryg i Cuba, siger Siri Hansen.
- Jeg har rejst meget og har også været i USA. For mig gør det også indtryk, at folk ikke ligger på gaden og dør af sult, som du kan opleve i mange andre storbyer, tilføjer Klavs Thorlacius.
Han understreger også den optimisme han har mødt. Både denne gang og tidligere.
- Jeg oplever, at det er en cubansk grundholdning, at de tror på deres land og er stolte af det. På trods af de vanskeligheder de har og de nogle gange svære odds de er oppe imod - ikke mindst på grund af USA`s blokade - lader de sig ikke slå ud. Der er altid en forklaring på at tingene ikke virker.
Derudover har det også gjort indtryk, at der ikke er skygge af racisme i landet. De mange forskellige folkeslag og hudfarver lever helt naturligt sammen.
Men selvfølgelig har de også mødt kritikere af systemet.
- Men faktisk ikke særlig mange. Og utilfredsheden er på mange niveauer. Nogle er blot utilfredse med deres løn eller levestandard. For eksempel har vi mødt en læge, som også kørte taxa for at tjene nok. Og det er jo klart, at han kan sammenligne sig med læger i andre lande, som tjener langt mere. Men omvendt glemmer han måske, at han har fået en uddannelse kvit og frit og ikke står med en stor studiegæld, når han er færdig, siger Klavs Thorlacius.

Efter Orkanerne
Efter at Cuba i september-oktober 2008 blev ramt af to meget voldsomme orkaner, Gustav og Ike, som betød store materielle ødelæggelser, imødeså Siri Hansen og Klavs Thorlacius med stor spænding mødet med Cuba igen, da de landede i Havanna den 6. december.
Orkanerne medførte så store ødelæggelser, at Cuba for første gang har bedt verdenssamfundet om hjælp til genopbygningen. Der er ikke en eneste provins i Cuba, som ikke er ramt af orkanens ødelæggelser. 440.000 hjem er blevet ødelagt og over 200.000 cubanere er blevet hjemløse og bor i midlertidige indkvarteringer. Store områder med sukkermarker og kaffeplantager er ødelagt. Store dele af forsyningsnettet er ødelagt.
Alligevel var det ikke orkanens ødelæggelser, som faldt mest i øjnene.
- Så vidt vi kan vurdere, er de allerede kommet langt med at genopbygge og udbedre skaderne. I hvert fald der hvor vi var. Men der er ingen tvivl om, at det er meget alvorligt for samfundsøkonomien og for mange familier, som har fået ødelagt deres hjem. Høsten er meget hårdt ramt og de skal importere mange flere fødevarer, siger Siri Hansen.
Langt mere synlige var imidlertid fremskridtene.
- Vi kunne se klare fremskridt bare på de sidste to år. Mest synligt var selvfølgelig de nye kinesiske busser samt mange nye kinesiske biler. Men så ser det også ud til, at de er begyndt at dyrke flere grøntsager, blandt andet i højbede. Jeg snakkede med en tjener på hotellet, som var meget tilfreds med Raoul Castro, fordi han lægger meget vægt på at mere af landbrugsjorden skal opdyrkes, fortæller hun videre.
Rejsen indeholdt adskillige spændende besøg. Klavs Thorlacius og Siri Hansen nævner lidt i flæng et besøg på et olierafinaderi, hvor det blev forarbejdet olie fra Venezuela, et besøg på et ældrecenter, hvor der var masser af glade ældre mennesker og et besøg på Kunstinstruktørskolen.
Skolen giver folk fra forskellige lokalområder i Cuba en tre-årig uddannelse i musik og sang, billedkunst og teater. Meningen er ikke at uddanne de enkelte til fantastiske kunstnere, men at uddanne dem til igangsættere af kunst og kulturprojekter rundt omkring i de områder, som de kommer fra, for at højne hele befolkningens kulturelle niveau.
- Hvis jeg var ung i dag, ville jeg virkelig gøre meget for at komme der, lyder det entusiastisk fra Siri Hansen.
- Skolen havde fantastiske rammer, gode fysiske forhold, meget velorganiseret. Og de unge fik en betalt uddannelse - ja selv ud- og hjemrejse var betalt.

Anderledes socialt system
Derudover var der også et besøg på en socialarbejderskole i Cojimar. Og så ender vi igen i en snak om de sociale forhold på Cuba, som de to socialrådgivere er meget optaget af.
- Men det var også lidt svært for os at forstå deres system, og jeg er stadig i tvivl om hvorvidt vi har forstået det rigtigt. Det var også et indblik i, at fordi vi kommer fra to forskellige systemer, snakker vi også to forskellige sprog. Som socialrådgiver i Danmark er det jo meget klart. Vi arbejder efter en lovgivning og vi har en myndighed til at træffe nogle nærmere definerede beslutninger, siger Klavs Thorlacius og fortsætter:
- Jeg har forstået det sådan, at en cubansk socialarbejder ikke er en myndighedsperson, men mere udøver en form for socialt hjælpearbejde. Og de arbejder meget tæt sammen med lokalrådene, som der jo er rigtig mange af. Ethvert kvarter har et lokalråd. Socialarbejderne er ofte unge, som kommer fra kvarteret, og selv har haft problemer af en eller anden art. De gennemgår en form for en uddannelse og vender så tilbage for at arbejde i kvarteret. De kan også senere tage en videreuddannelse, for eksempel på universitetet.
- Så spiller politiet faktisk også en meget aktiv rolle i det sociale arbejde i lokalområdet. Og det er heller ikke bare som vores politikorps, jeg har forstået at der findes forskellige typer af politi. Og de er meget synlige i gadebilledet. Det er jo noget af det, vi efterlyser i Danmark efter politireformen. At politiet er til stede og løser problemerne på en rolig og fornuftig måde. Sådan synes jeg det virkede i Cuba, fortæller Klavs Thorlacius.
Men der er også klare grænser for, hvad politiet må. Og privatlivets fred respekteres, politiet må for eksempel ikke gå ind i folkes hjem.
I det sociale arbejde prioriteres både ungdommen og kampen mod kriminalitet højt.
- Men som dansker var det meget iøjnefaldende, at du slet ikke ser unge, som går på gaden og drikker og opfører sig dumt. Den gadeuorden, som vi kender, så vi aldrig.
De mange lokalråd har også imponeret de to socialrådgivere.
- I Danmark oplever vi, at demokratiet bliver udhulet, vi kommer længere og længere væk fra beslutningerne. Jeg oplever at det går den modsatte vej i Cuba. Der er reelt indhold i deres lokalråd, hvor mange beslutninger træffes, siger Siri Hansen.
Ingen af dem er i dag i tvivl om, at Cubas socialistiske system vil overleve Fidel Castro.
- Ja, det er jeg sikker på. Men jeg synes også det er meget fornuftigt at han har valgt at trække sig tilbage, så der kommer en mere glidende udskiftning, siger Klavs Thorlacius.
Og han tilføjer efter lidt overvejelse:
- Men selv når vi har mødt kritikerne af systemet udtrykker de en enorm respekt for Fidel Castro.