17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tusind stemmer siger Cuba si

Tusind stemmer siger Cuba si

Tirsdag, 06. januar, 2009, 00:00:00

Feststemte danskere fra hele landet var samlet for at hylde 50-året for den cubanske revolution ved den største Cuba-manifestation siden Fidel Castros besøg i 1995

'TILLYKKE CUBA' lød råbet, da 1200 danskere lørdag fyldte Korsgadehallen på Nørrebro i København for at hylde den cubanske revolutions 50-års fødselsdag.
50 år og tre dage efter, at oprørslederen Fidel Castro erklærede revolutionens sejr i Santiago de Cuba, står det klart, at den varme caribiske ø har en stor en plads i danskernes hjerte: Revolutionsfesten var den største Cuba-manifestation i Danmark siden Fidel Castros besøg i 1995.
- Det socialistiske Cuba er internationalt anerkendt for sit forsvar for den mest fundamentale menneskerettighed af alle; retten til livet. Cuba har garanteret den ret derhjemme, og lige nu kæmper over 40.000 cubanske læger og sygeplejersker i over 60 lande for den. I dag er vi samlet for at hylde blandt andet denne kamp. Cuba viser, at en anden verden er mulig, sagde formand for Dansk Cubansk Forening, Sven-Erik Simonsen, før han åbnede festen med at citere en berømt cubansk sang:
'Smukke Cuba, når jeg forsvarer dig, elsker jeg dig endnu mere'.
Deltagere i alle aldre fra Brønderslev til Haslev fyldte den store Korsgadehal, som i dagens anledning var udsmykket med bannere fra blandt andet nogle af de omkring 60 brigadeture til Cuba, som Dansk Cubansk Forening har arrangeret.
Cubas ambassadør i Danmark, Guillermo Vázquez Moreno, takkede for mange års solidaritet mellem Danmark og Cuba.
- Cubas revolution tilhører ikke bare Cuba, men hele verden. Den har tændt et håb i Latinamerika og i hele verden om, at det der skal ændres, kan ændres, fastslog Guillermo Vázquez Moreno.
Hans festtale fik hele salen op at stå med et samlet 'VIVA! Længe leve Cuba, revolutionen og kommandant Fidel Castro.'
Også ambassadører fra Venezuela og Nicaragua deltog.
Fra scenen lød en varm hyldest til Cuba fra flere nordiske stemmer. Blandt andre optrådte den færøske sangerinde Annika Hoydal, svenske Mikael Wiehe og danske Niels Hausgaard sammen Sine Svendsen.
Senere på aftenen spillede den cubanske gruppe Grupo Cubita for til son og salsa på det tætpakkede dansegulv.
Konferencier Arne Würgler understregede mellem indslagene, at solidaritet med Cuba er så vigtigt som nogensinde: Cuba er i løbet af 2008 blevet ramt af tre hårde orkaner, som har ødelagt for milliarder af doller.
Sammen med den ubønhørlige handelsblokade fra USA skaber det hårde betingelser for de 11 millioner cubanere.
Guillermo Vázquez Moreno takkede for mange års solidaritet mellem Danmark og Cuba.
Overskuddet fra festen går til Dansk Cubansk Forenings store landsindsamling til genopbygningen i Cuba efter orkanerne.
www.cubavenner.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jan. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur