Rosa Luxemburg og Karl Liebknechts kamp for fred, menneskeværd og socialisme, og det grusomme mord på dem, har rørt og inspireret millioner af mennesker overalt på jorden

af Kjeld 'Nalle' Christensen
Historien om Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht har som årene er gået nærmest fået et skær af kult eller myte over sig.
Der er imidlertid intet hverken kultisk, eller mytisk, over dem. De var mennesker af kød og blod, som levede et liv med familie, venner og kammerater. De levede med store forhåbninger - store skuffelser, og de formåede i en hård tid, at holde ryggen rank og stå fast. Utallige er de kunstneriske udtryk deres liv og skæbne er skildret i. Det være sig i billede, digt, sang, film eller skuespil.
Deres kamp for fred, menneskeværd og socialisme, og det grusomme mord på dem, har rørt og inspireret millioner af mennesker overalt på jorden.
Historien om deres liv og kamp, og ikke mindst deres egne taler og skrifter, har været - og er fortsat - lærestykker i klassekampens barske virkelighed.
Det er sagt så tit, 'at intet rovdyr er farligere, end en kapitalist der bliver truet på pengepungen'. Dette udsagn viste sig at være den kyniske lære, af de historiske begivenheder der fandt sted i Tyskland efter nederlaget i Første Verdenskrig, revolution, kejserrigets sammenbrud og efterfølgende revolutionsforsøg.

Rosa Luxemburg
Rosa Luxemburg blev født i 1871 i en lille polsk by. Hun voksede op som barn og ung i Polen. Hun studerede nationaløkonomi, og kunne kun gennemføre sine studier i udlandet.
Her blev Rosa Luxemburg grebet af den store og brede tyske arbejderbevægelse. Hun trådte ind i Socialdemokratiet i 1898, og skrev ved sin indtræden: 'At jeg først må hente mine epauletter i den tyske bevægelse, det ved jeg! Men jeg vil gøre det på venstrefløjen, hvor man kæmper mod fjenden og ikke på højrefløjen, hvor man indgår kompromiser med fjenden'.
I sit korte liv nåede hun, foruden et væld af breve og artikler, at skrive nogle væsentlige værker om økonomi, og om det nødvendige opgør med revisionismen.

Karl Liebknecht
Karl Liebknecht blev født i 1871 som søn af en af det tyske socialdemokratis skabere - Wilhelm Liebknecht.
Denne havde levet et liv som revolutionær socialist. Han deltog i revolutionen i 1848-49. Han blev fængslet men flygtede i eksil til London, og trådte i forbindelse med Marx og Engels. Han vendte tilbage til Tyskland i 1862, og dannede sammen med August Bebel et lille marxistisk parti, der siden sluttedes sammen med andre til SPD - Tysklands Socialdemokrati.
Som medlem af rigsdagen i Nordtyskland talte Wilhelm Liebknecht mod krigen imod Frankrig 1870, og fængsledes. Resten af sit liv brugte han rigsdagens talerstol til at tale magten midt imod, og som redaktør af partiavisen Vorwarts indtil sin død 1900.
Karl Liebknecht fulgte i faderens solide fodspor, og levede sit liv som kæmpende socialist. På mange punkter kom hans liv til at ligne sin fars, og som sin far talte han magten midt imod fra rigsdagens talerstol, i bøger, avisartikler og på massemøder.
Karl Liebknecht uddannede sig til sagfører, og drev en sagførervirksomhed sammen med sin bror.
Fra århundredeskiftet og frem til Første Verdenskrig var Karl Liebknecht ledende indenfor den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, og var formand for Socialistisk Ungdoms Internationale. Han repræsenterede Socialdemokratiet i rigsdagen fra 1912.

Vi vil ikke have krig
Mens imperialisterne forberedte sig på den helt store røverkrig, voksede revisionismen indenfor de førende socialdemokratier, med det tyske som det største og stærkeste.
I årene op til verdenskrigen blev der afholdt adskillige kongresser og konferencer i Anden Internationales regi. I 1907, 1910, 1912 og 1914 erklærer Europas socialdemokrater højtideligt, at de vil bekæmpe krigens kræfter, og at arbejderne ikke skal puttes i uniform for at kæmpe for kejserne, kongerne og krigsspekulanterne.
På samme vis blev det på alle Internationales ungdomskonferencer, og endvidere på de internationale kvindekongresser besluttet at kæmpe mod krigen. Det blev aftalt, at hver national fraktion af Anden Internationale skulle stemme imod krigsbevillinger i deres nationale parlament, og standse krigen inden den brød ud.
Trods revisionisternes større og stadig stærkere indflydelse i det tyske socialdemokrati, havde de dog aldrig vovet at sætte sig op imod disse beslutninger. Det skulle tids nok komme, at forræderiet slog helt igennem.
Så sent som 25. juli 1914 udsendte SPD`s ledere en appel til arbejderklassen, hvori der stod: 'Den herskende klasse, som i fredstider undertrykker jer, foragter jer, udnytter jer, vil bruge jer til kanonføde. Overalt må råbet lyde i herskernes ører, `Vi vil ikke have krig! Længe leve den internationale solidaritet!`'
Allerede 4. august samme år stemte et stort flertal af SPD`s gruppe i det tyske parlament for, at regeringen skulle støtte krigen økonomisk. Ud af 110 mandater stemte kun 14 imod, og fulgte den vedtagne linie i partiet. De 96 andre stemte for krigsbevillingerne med bortforklaringer om, at krigen var en realitet, og Tyskland var omgivet af fjender.
Ved dette forræderi mod partiets program og paroler, blev Socialdemokratiet stuerent i kejserens, junkernes og storkapitalens øjne. Partiets presse blev tilladt på kasernerne, og socialdemokratiske rigsdagsmænd blev modtaget i audiens hos kejseren. Der havde ligget fuldt færdige planer om arrestation og internering af ledende socialdemokrater, men disse blev skrinlagt. SPD havde vist sig som et 'nationalt og ansvarligt parti, som man kunne samarbejde med'.

Stemte imod krigsbevillinger
Karl Liebknecht stemte ved den allerførste afstemning om krigsbevillinger for disse, under hensynet til enheden i partiet. Dette fortrød han bitterligt, og stemte derefter altid imod.
På et tidspunkt er oppositionen i Socialdemokratiet dog blevet så kuet af hetz og trusler, at de makker ret. Kun Karl Liebknecht stemmer imod, og bruger rigsdagens talerstol til at afsløre kejserens, generalernes, junkernes, storkapitalens og de ledende socialdemokraters rænkespil og krigsgalskab.
Der opstår tumultagtige scener med råben og skrigen fra de agtværdige rigsdagsmedlemmers side, og Karl Liebknecht bliver nærmest smidt ud fra rigsdagsbygningen, mens tilråb som agent og landsforræder fyger om ørene på ham. På grund af sin parlamentariske immunitet kan man ikke arrestere ham, men han bliver indkaldt til landeværnet. Da han ikke lader sig kue, bliver han senere ekskluderet fra Socialdemokratiet og sendt i fængsel af flere omgange.
Krigsmodstanden vokser i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe, og den 21. december 1915 stemmer 20 socialdemokrater imod den 5. krigsbevilling. Krigsmodstanden vokser også med rivende hast i befolkningen.

Spartakusforbundet
1. januar 1916 afholdes den første konference i Spartakusforbundet, og få dage efter dukker et flyveblad op, som agiterer mod krigen, og som er underskrevet med navnet Spartakus.
Det er Karl Liebknecht, der skriver de første flyveblade under dette navn. Navnet går videre til et blad ved navn Spartakusbreve. Det første nummer af dette udkommer i september 1916, og er skrevet af Rosa Luxemburg.
Den 1. maj 1916 bliver et vendepunkt i modstanden imod krigen. Trods undtagelsestilstand og mødeforbud indkalder Spartakusforbundet til demonstrationer for brød, frihed og fred.
I Berlin og andre byer møder titusinder op for at demonstrere, men bliver hurtigt overfaldet og splittet af politi og militær. På Potsdamer Platz er titusinder forsamlet og Karl Liebknecht holder tale. Han når at sige to sætninger: 'Ned med krigen! Ned med regeringen!' Derefter bliver han lynhurtigt anholdt og ført bort. Demonstrationen bliver opløst med vold, men kampene i Berlins gader varer ved resten af aftenen.

Militærdiktatur
Karl Liebknecht bliver anklaget for højforræderi, og får to og et halvt års fængsel. Da der udbryder strejker og protester mod dommen, og Karl Liebknecht appellerer, bliver den skærpet til fire års tugthus. En række andre ledende socialister bliver også arresterede, blandt andre Franz Mehring og Rosa Luxemburg.
Undtagelsestilstandens regler gav myndighederne ret til at fængsle enhver i op til tre måneder, men reelt var der indført militærdiktatur, og Rosa Luxemburg blev først løsladt i november 1918 i forbindelse med den tyske revolution.
Fængslingen bragte dog hverken Karl Liebknecht eller Rosa Luxemburg til tavshed. Bag gitrene skrev de begge flyveblade og artikler, som ad uransalige veje kom frem til kammeraterne udenfor, og blev trykt i titusindvis. Endvidere skrev de en del breve til familie og venner, som senere er udgivet.
Rosa Luxemburgs breve til Sophia Liebknecht - Karl Liebknechts kone - giver et helt andet billede af hende, end det der i den tyske presse og propaganda var almindeligt. I den rigstyske og socialdemokratiske presse blev hun udlagt som en kynisk og kold terrorist, 'blodige Rosa', men i hendes breve får man et helt andet billede, et billede af et fint og følsomt menneske.

Nyt socialdemokrati imod krigen
I 1916 bryder en stor gruppe ud af Socialdemokratiet, SPD, og danner et nyt parti - de Uafhængige Socialdemokrater, USPD. I denne gruppe indgår også Spartakisterne. USPD er først og fremmest imod krigen, og flertallet er midtersøgende socialdemokrater.
Den tidligere så stærke socialdemokratiske arbejderbevægelse er nu reelt splittet.
SPD, der er ledet af Friedrich Ebert, Philipp Scheidemann og Gustav Noske er revisionistisk, højreorienteret og nationalistisk.
USPD er en broget flok af midtsøgende revisionister, der er imod krigen, og venstresocialdemokrater, der står fast på de vedtagne revolutionære principper. De sidste skiller sig mere og mere ud, og er samlet i Spartakistforbundet, som senere bliver til KPD - Tysklands kommunistparti.

Matroserne i Kiel
Under indtryk af den russiske februarrevolution, gør matroserne i Kiel oprør i sommeren 1917. Oprøret bliver slået ned, og som et resultat af dette følger massearrestationer, lange fængselsstraffe og to dødsdomme.
De dødsdømte er de to ledende matroser af oprøret - Max Reichpietsch og Albin Købis. De to matroser måtte sendes helt til Køln for at blive skudt, da ingen militære enheder i det nordlige Tyskland ville påtage sig opgaven. Overalt i Tyskland opstår der strejker, som kræver brød og fred.
For at stoppe strejkerne, sender man tusindvis af arbejdere fra den strejkeramte rustningsindustri til fronten som soldater. Dette er, mildt sagt, ikke nogen genistreg fra de herskendes side. Det er nogen af de mest klassebevidste og kampberedte arbejdere fra storindustrien, der nu kommer i forbindelse med de krigstrætte frontsoldater. Herved øges arbejdernes viden om situationen ved fronten, og soldaterne bliver vidende om kampen på hjemmefronten. Dette øger deres fælles bevidsthed om, at krigen må standses, og kejseren og generalerne skal smides ad helvede til.
Den 7. November 1917 udbryder den socialistiske revolution i Rusland, og sender rystelser rundt om hele kloden. I Tyskland bliver nyheden herom også modtaget med begejstring af det arbejdende folk og de krigstrætte soldater. Selv langt ind i det socialdemokratiske parti ytrer man begejstring. Det giver håb om at få afsluttet krigen og selv få skabt et andet Tyskland.
Scenen var nu sat for en revolution også i Tyskland.

Anden og sidste del af denne artikel bringes torsdag den 15. januar. Den omhandler den tyske revolution, stiftelsen af Tysklands Kommunistiske Parti 1. januar 1919 og mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht den 15. januar 1919.

rosakarl.org