Han har solgt fisk, været skibskok, lagerarbejder, dekoratør, møbelhandler, indendørsarkitekt og pædagog. Nu fylder Carsten Rütting Schweiz 80 år. Arbejderen besøgte den evigtunge kunstner

At træde ind i Carsten Rütting Schweiz lyse Østerbro-lejlighed er som at finde ind til sin indre legeplads. I en ramme af perfekt rumlig harmoni råber han og hustruen, Barbaras, kunstværker drilsk på fordybelse.
Det er en snart 80-årig multi- og livskunstner i fuldt vigør, der byder indenfor til en kop the og en snak om et langt, aktivt liv.
- Jeg er født i 1929, og det red mig som en mare, for det år gik alting bananas. Jeg følte at det var min skyld, griner Carsten Rütting Schweiz gennem det hvide skæg.
- Så jeg havde dårlig samvittighed, indtil jeg fandt ud af at det var menneskenes egen skyld, fordi det er jo dem der har lavet alle problemerne, fortsætter han mere alvorligt.
Carsten Rütting Schweiz ligner ellers ikke en, der tager tingene højtideligt. Som når han fortæller om de tre onkler, der var kunstmalere.
- Dem så jeg meget op til, for de lavede aldrig en skid, siger han, og tilføjer så, at han har tegnet og skrevet digte fra barnsben. De evner kom i sidste ende til at præge hans tilværelse gennem et langt liv.
Midt imellem småjobs og eventyrrejser blev det alligevel kærlighed til kunsten, der sejrede. Det er blevet til langt over 100 offentlige udstillinger alene eller sammen med kunstnergruppen MULT. Ikke bare i Danmark, men over det meste af Europa. Det er desuden blevet til seks offentliggjorte digtsamlinger.
Carsten Rütting Schweiz debuterede i 1956 hos Contempory Art Gallery i Toronto, Canada. Siden blev han elev hos professor Jacob Meyer (1895-1971), som også var formand for Udstillingsbygningen Charlottenborgs censurkomité.
- Jeg ville gerne være bedre, så jeg gik hos ham i tre år, og det gav mig et godt skub, siger Carsten Rütting Schweiz.

Til søs - og til canada
Men inden det kom så vidt var Carsten Rütting Schweiz allerede en garvet mester ud i kunsten at overleve. En tilværelse som i høj grad tog sin begyndelse med alt godt fra havet - nemlig fisk.
Oldemoderen var Skovserkone, som i en menneskealder tog turen ind med sine friske fisk til boderne på Gammel Strand i København. Hendes søn udvidede geschæften til to fiskeforretninger, og tanken har vel været, at den lille Carsten skulle gå i morfaderens fodspor.
- Jeg kom i lære som fiskehandler allerede under besættelsen, men det interesserede mig ikke en skid. Så lige efter krigen søgte og fik jeg hyre i kabyssen på et skib, husker Carsten Rütting Schweiz.
De næste fem år fodrede han som selvlært skibskok skiftende besætninger af på vej til havne i hele Europa, USA og Latinamerika, og til Afrika. I 1952 afmønstrede han.
På det tidspunkt var han allerede far til fire børn, heraf to med sin første kone. Der var en familie, der skulle forsørges, og han fik et lagerjob på Siemens.
- Men jeg kedede mig, for som sømand var jeg vant til liv og glade dage og en pige på hver en kaj. Så min første kone, som ventede vort tredje barn, og jeg fandt ud af, at vi kunne rejse til Canada, og det gjorde vi så i 1956, sammen med hendes søster og mand.
Så en skønne dag stod han på kajen i Toronto med sin unge familie, ti kufferter, et hav af kasser og sække og 100 dollars på lommen.
- Dagen efter fandt jeg et billigt sted at bo i kælderen hos en kineser. Han syntes det var så synd for os, så vi fik det til 10 dollars om måneden.
Han begyndte at lede efter arbejde, og fik snart ansat sig selv og svogeren som dekoratører på et 32-etagers hotel.
- Samtlige værelser skulle sprøjtemales, og det havde jeg lært i Danmark. Så der var arbejde til et stykke tid, husker Carsten Rütting Schweiz med et grin. Senere blev det til jobs som møbelsælger og indendørsarkitekt.
Efter fire år vendte familien næsen mod Danmark. Sammen med konen forsøgte Carsten Rütting Schweiz året efter atter lykken i Canada, men forgæves. Fremtiden var i Danmark.

De løsslupne 60`ere
Carsten Rütting Schweiz kom tilbage til en tid, der var præget af helt nye værdier og normer.
- 60'erne var præget af frihed. Man kunne sove sammen med sin kammerats kæreste - den der løsslupne seksualitet, der var, mindes han.
- Man hjalp hinanden - lavede kollektiver. Det var en meget spændende tid, hvor også de intellektuelle kom i gang. At de så gik over til VS til sidst og det hele løb ud i sandet, det er en anden snak, siger han.
Han husker stadig den tilværelse, som et tabt Paradis.
- Havde menneskene været så intelligente - men det er vi altså ikke - at vi kunne have fortsat på den måde, sikken en tilværelse vi ville have haft.
Det var da heller ikke kun det rene pjat for den unge kunstner. Han blev medlem af DKP i 1961, og det er han den dag i dag.
- Min familie var konservative, men på den måde, at de syntes at alle skulle have det godt. Men når jeg snakkede om kommunisme, så råbte min far højt. Det skulle jeg i hvert fald ikke være. Alt andet - selv socialdemokraterne kunne accepteres, griner han.
Selv er han familiemenneske om en hals. Det er blevet til foreløbig 55 års ægteskab med tre koner, ni børn og en flok børnebørn på vej.
For at forsøge familien blev han først ansat som uuddannet pædagog i fritidshjem og børnehaver. Senere læste han pædagogik, og det har han arbejdet med professionelt sammen med kunstnerlivet siden 1979.

Kunstnere for fred
Som kunstner fornemmede Carsten Rütting Schweiz, at tiden var inde til en forandring i den etablerede kunstverdens museumskultur og stive opfattelse af billedkunstens rolle og funktion. Så i 1971 starter han sin egen kunstnergruppe under navnet MULT.
- Det står for 'multilateral' - altså forbindelser til mange sider. Vi udstillede de første syv år på Charlottenborg som en meget stor gruppe kunstnere med malere, billedhuggere, dansere, musikere og teatre. Det var multi-kultur, for tiden var til at blande alle mulige kunstformer, forklarer han.
- Folk strømmede til så vi havde masser af publikum, men ikke noget særligt salg.
Som så mange andre progressive kræfter måtte Carsten Rütting Schweiz indse, at 60`ernes og 70`ernes bølge af frihed og fornyelse brændte ud i 80`erne.
- Det var jo fedt at være kommunist der i 70`erne med Land & Folk i baglommen. Folk spurgte om de ikke lige måtte læse med, og man kunne sælge bladet på gaden uden at blive generet.
Men sammenholdet forsvandt lige så stille. Noget måtte der gøres.
Det blev til 'Kunstnere for Fred', der blev stiftet i 1984 som den danske afdeling af det amerikanske fredsinitiativ PAND. Det står for 'artister og kunstnere for atomnedrustning'.
- De danske kunstnere var begyndt at blive apolitiske. I 1983 var den amerikanske sanger Harry Belafonte med til at starte PAND. Ham fik vi over til stiftelsen i Danmark, fortæller Carsten Rütting Schweiz.
Kunstnere for Fred arbejder for, at professionelle kunstnere bruger deres talent og faglige kunnen på projekter, der støtter fred og nedrustning, beskyttelse af miljøet, international solidaritet og samarbejde, samt menneskers ligeret uanset hudfarve, køn, religion og handicap.
Foreningen tæller skuespillere, musikere, sangere, filmarbejdere, kunsthåndværkere, billedkunstnere, sceneinstruktører, gøglere, forfattere, dramatikere, komponister, scenografer og teaterteknikere.
- Vi var over 600 medlemmer, og med en bestyrelse på 30 kunstnere, der repræsenterede de forskellige grupper, siger han.
Men i 90`ernes koldkrigsmiljø begyndte det at gå ned ad bakke igen for gruppen.
- Folk var bange og turde ikke sige, at de var medlemmer af fredsbevægelsen eller andre progressive grupper. Lige meget hvad du sagde, så var du stemplet som kommunist, konstaterer han tørt.
Sammen med teaterdirektør Hanne Andersen fra Fiolteatret besluttede man sig for at få et kendt ansigt sat i spidsen for gruppen. Valget faldt på den populære filmskuespiller og komiker Jesper Klein.
- Jeg ringede og spurgte, om han ville være formand. Det sagde han ja til, og det hjalp. I dag har vi cirka 250 medlemmer.
Lige nu er foreningen i gang med at lave en film om sit arbejde for de 50.000 kroner, som et fond har været så venligt at donere. Og der er fuld gang i planerne om at fejre 25-års jubilæet til oktober med en kæmpe fest i Krudttønden på Østerbro i København.
- Jeg har også spekuleret på, om vi skulle stifte et 'Kunstnernes Fond'. Det er noget jeg går og roder med. Jeg roder sgu med noget hele tiden, griner Carsten Rütting Schweiz.

Kunstens magt
Både som kunstner og som kommunist er Carsten Rütting Schweiz sin magt bevidst.
- Kunsten gør magthaverne bange. Den udtrykker noget ganske stilfærdigt og pænt, men som er farligt for dem, fordi kunsten gerne vil lave om på tingene.
Han mener, at kunstens våben er dens evne til at sætte gang i den enkeltes eftertanke.
- Du kan male et billede af nogen, hvor folk tænker: 'Hvad er nu det for noget' og så kan de gå og tænke lidt over det. Så ser de pludseligt: 'Hvad fanden, der er jo noget der', reflekterer han.
Carsten Rütting Schweiz ser heller ingen konflikt mellem på den ene side kravet om analyse baseret på fakta, og så kunsten som intuition og spontan kreativitet.
- Kunstneren har den frihed, at han kan udtrykke sig på sin måde. Han er måske ikke så god til at sætte ord på, men kan i stedet bruge malerier, grafik, collager.
- Folk spørger, hvorfor jeg er kommunist. Tja, det er nok mere det humane i kommunismen, at alle har lige ret til arbejde, til bolig, til uddannelse... og så et pragtfuldt kammeratskab, siger han alvorligt.
På falderebet giver han sine unge efterfølgere et godt råd med på vejen.
- Sæt jer godt ind i tingene, før I begynder at diskutere. Vær helt sikker på, hvad det er du egentlig vil sige, og så kom ud med det. Ellers så lad være med at sige noget, eller tal om noget andet.
Lyder det fra multimennesket Carsten Rütting Schweiz, som ingen kan beskylde for at have holdt lav profil i et liv, der foreløbig har varet 80 år.