Det svære, dejlige liv som styres af følelser og lidt fornuft og en energi, der skal komme - Gud eller Marx ved hvorfra - er sat på scenen med ubændig energi
af John Bruun
Så gå dog i teater!
Nu er chancen der igen, hvis du kender nogen - måske dig selv - der trænger til at blive kureret for en teater-fobi.
Halvanden times orgastisk voldsom energiudladning i et univers, der både er mørkt og syret, men samtidig fuld af genkendelse, der går ind og rammer følelserne i ens indre univers, som kun det levende teater kan.
Betty Nansen Teatret har sat Nick Cave teaterkoncerten på plakaten en måneds tid. Den er i flere omgange blevet opført med stor succes på Århus Teater og har blandt andet vundet en Reumert-pris.
Nick Cave er det ikke ham der australieren med de sorte tekster, som man kan undre på, om ikke han har begået selvmord for længst?
Jo, lige præcis, men efter sigende lever han stadig i et eller andet velgående og Thomas Bang har formået at oversætte og fortolke hans tekster til et flydende poetisk dansk, så det rent faktisk bliver til en teateroplevelse.
Man får ikke bare et flot musikalsk show. Ordene går lige ind i al deres forfærdelige råhed, bidende sarkasme og enorme længsel efter og tro på kærligheden som urkraft.
Totalt genkendeligt
Scenografien er et intimt brunt barmiljø. Grimt og fascinerende. Og musikerne bevæger sig ubesværet rundt i et rum, der ellers virker godt tilpakket, som en del af forestillingen, mens de håndterer allehånde instrumenter bistået af skuespillerne.
Her er så meget talent og x-factor og jeg skal komme efter dig.... samlet på et sted, at man bliver helt stum af betagelse. Hold kæft hvor synger de godt. For satan hvor bliver man overrasket, når den nervøse stille pige Charlotte /Lottie (Marie Dalsgaard) pludselig synger en sang om, hvordan hun vistnok har myrdet en stor del af indbyggerne i Tre Høje. Før eller senere skal alle mennesker dø la lal la....
Hun afbrydes af et brølende okay fra den rullestols-navigerende Anne Sofie Byder - der ikke lader sig skræmme eller imponere. Hun har - ikke totalt overraskende - brækket en fod under prøverne. Hendes fysiske handicap integreres uden problemer i forestillingen, som i forvejen er spækket med forkrøblede sjæle og skæve eksistenser - på den måde er det total genkendeligt.
Sjæleliv på scenen
Det er livet og sjælelivet sat på scenen og billedliggjort, så enhver må føle sig ramt.
Det er ikke det politiske menneske, der forsøger at skabe orden i kaos og styring af flokken, men individet der søger at få noget ud af det her liv, finde nogen at dele det med - noget at spejle sig i eller i det mindste få lidt fremmed eller genkendeligt med hjem.
Nick Cave Teaterkoncerten efter ide og oversættelse af Thomas Bang. Tekst og Musik: Nick Cave. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen. Iscenesættelse: Rolf Heim. Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison indtil 14. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278