16 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hip hop mod regimet i Colombia

Hip hop mod regimet i Colombia

Onsdag, 14. januar, 2009, 00:00:00

De kritiske studenter i Colombia har taget et nyt våben i brug i kampen mod Uribes brutale undertrykkelse af anderledes tænkende: colombiansk hip hop

Det er langt fra ufarligt at være i opposition til den herskende colombianske magtelite. Landets præsident Uribe har placeret familie og støtter på tunge poster i det colombianske samfundsliv, som for eksempel i medierne.
- Ingen ved, hvor stor oppositionen til Uribes regering egentlig er blandt studenter, lærere, socialarbejdere og andre grupper. Det taler man ikke om i medierne. Vi gætter på, at op mod 80 procent af de studerende er modstandere af regeringens politik, siger Ivan Galaor Ulloa Guerra til Arbejderen.
Han danner sammen med Lucia Vargas Salinas det systemkritiske hip-hop band 'Por Razones de Estado', der er på turné i Europa. Duoen, der har haft koncerter i Odense og København, var i midten af december tilbage i Danmark.
Bandet rapper med social indignation om fattigdom, politisk forfølgelse og de sociale bevægelsers arbejde for retfærdighed og fred.

Internationalt studenternetværk
Turneen er arrangeret af Colombian Students Watch, CSW. Det er et internationalt netværk af studenterorganisationer, som kæmper for de colombianske studerendes ret til organisering, ytringsfrihed og indflydelse på deres uddannelsessystem.
De danske medlemmer tæller Lærerstuderendes Landskreds, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Pædagogstuderendes LandsSammenslutning og Danske Studerendes Fællesråd.
CSW samarbejder med de kritiske colombianske studenterorganisationer, og der er brug for støtten. I de sidste seks år er 15 studenterpolitikere blevet myrdet.

Virkeligheden i Colombia
- Det er farligt at have en anden ideologi og tankemåde end magthaverne. De råder over mange former for sanktionsmuligheder, hvis formål først og fremmest er at sprede frygt blandt de studerende, siger Lucia Vargas Salinas.
Det er hende, der synger og har skrevet tekster til en række hip-hop sange, der taler lige ud af posen om regimets brutale undertrykkelse af anderledes tænkende.
- Vi synger om virkeligheden i mit land og om vores situation som studerende. Om det der påvirker os såvel moralsk som fysisk, om landets politiske og sociale situation, og om at bo i et land, der er i krig med sig selv, fortsætter Lucia Vargas Salinas.
Selve hip-hop duoens navn 'Por Razones de Estado' er en provokation mod regimet. Det svarer til det danske udtryk 'Af hensyn til statens sikkerhed'.
- Det er det automatsvar, som regeringen bruger til at vaske sine hænder med, når den ikke ønsker at besvare spørgsmål på mord, forsvindinger og andre overgreb på dens modstandere, siger Lucia Vargas Salinas.

Por Razones de Estado' kan høres på cd`en 'Re-Evolucion - jord og frihed'. Den er udgivet på Lucia Vargas Salinas eget pladeselskab, Sur del Cielo, som kan kontaktes på luciannrec@hotmail.com eller musicasurdelcielo@gmail.com.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. jan. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur