04 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Revolution og nederlag i Tyskland

Revolution og nederlag i Tyskland

Torsdag, 15. januar, 2009, 00:00:00

Den 3. november 1918 bryder oprøret ud i Kiel. Den røde fane hejses overalt i byen. Forud er gået flere dage med kampe og massearrestationer af revolutionære arbejdere og matroser

af Kjeld 'Nalle' Christensen
Den store socialistiske Oktoberrevolution i Rusland i 1917 rystede hele verden, og gav inspiration til befolkningerne i hele det krigstrætte Europa. Overalt udbrød der strejker, oprør og revolutionsforsøg.
I Tyskland var den sociale nød stor. Utilfredsheden med sulten og de store ofre i krigen førte til de mest omfattende kampe udenfor Rusland. Tyskland var det land i Europa, der var mest modent for en revolution, og den kom i november 1918.
Krigen var tabt, men generalerne ville under ingen omstændigheder påtage sig ansvaret for nederlaget. General Ludendorff, og bag ham generalfeltmarskal Hindenburg, optog forbindelse med Socialdemokratiet, SPD, gennem dets ledere Friedrich Ebert og Philipp Scheidemann og anmodede dem om at træde ind i en parlamentarisk regering.
På denne vis blev en myte skabt om, at hæren ikke havde tabt krigen, men at det var politikerne og befolkningen der havde svigtet. Denne 'dolkestødsteori' skulle senere blive flittigt brugt af de højreorienterede frikorps og nazisterne.
For at gå med i en regering med monarkisterne blev de lovet en ny forfatning. Der skulle indføres et parlamentarisk styre med et stærkt beskåret monarki. Det var således en revolution fra oven som man mente kunne tilfredsstille masserne, og afbøde en større revolution fra neden.
Efter pres fra store arbejder- og soldaterdemonstrationer løslades Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og andre politiske fanger i oktober.

Arbejder-, bonde- og soldaterråd
Den 3. november bryder oprøret ud i Kiel. Den røde fane hejses overalt i byen. Forud er gået flere dage med kampe og massearrestationer af revolutionære arbejdere og matroser. Den 4. november danner over 40.000 revolutionære det første arbejder- og soldaterråd på tysk grund.
Overalt i Tyskland bryder der nu opstande ud og der oprettes arbejder-, bonde- og soldaterråd efter sovjetisk forbillede. Den 7.-8. november udråber Bayern sig til en selvstændig rådsrepublik og efter få dage er de 60 største byer i Tyskland i hænderne på de revolutionære.
I Berlin er der udbrudt generalstrejke, og byen er i oprør. Efter utallige forsøg fra kejseren, generalerne og de herskende klasser på at slå revolutionen ned, trækker de sig ud af regeringen, og hele magten overgår til Friedrich Ebert og SPD. Ebert har tidligere udtalt 'at han hader revolution som pesten', og han prøver derfor at dæmme op for, at den skal udvikle sig i socialistisk retning.
Under pres fra den berlinske arbejderklasse og de oprørske soldater, udråber socialdemokraten Phillip Scheidemann republikken Tyskland fra rigsdagsbygningen - underforstået den borgerlige demokratiske republik.
Dette sker på trods af, at Friedrich Ebert havde en aftale med hærledelsen, om at kejserdømmet skulle fortsætte som et stækket konstitutionelt monarki.

Den socialistiske republik
Samme dag, den 9. november 1918 om eftermiddagen, udråber Karl Liebknecht 'den demokratiske socialistiske republik Tyskland' fra balkonen på det gamle preussiske kongeslot i Berlin.
Revolutionen er på march. Kejseren er afsat og republikken udråbt, men forvirringen i arbejderklassen og blandt soldaterne er stor. Skal revolutionen stoppe her, og blot indføre nogle nødvendige reformer? Eller skal den føres videre i en total omvæltning, som skal føre til socialismen?
Den 9. November besætter berlinske tillidsmænd Rigsdagen. De indkalder til møde næste dag, for at oprette en provisorisk regering bestående af delegerede fra Berlins fabrikker og kaserner. For stadig at have indflydelse på udviklingen går SPD også med til mødet. På dette møde sikrer socialdemokraterne sig flertallet, og magten bliver lagt i hænderne på et 'Råd af folkebefuldmægtigede'.
Magten blev vundet ved at sætte hele SPD`s stærke organisationsapparat og presse ind og splitte enheden mellem arbejderråd og soldaterråd. Især de krigstrætte soldater lod sig narre med løfter om fred, hjemsendelse og reformer.

Dobbeltmagt
Kejseren er afsat, og republikken indført. Der er en dobbeltmagt i landet, bestående af den borgerligt demokratiske regering, med Ebert i spidsen, og 'Rådet af folkebefuldmægtigede' styret af Ebert og SPD.
Dette 'Råd' har ingen reel magt, og bliver kynisk brugt til at splitte de revolutionære kræfter. Der bliver, både fra 'Rådets' og Eberts side, opfordret til ro og orden. Soldaterne skal trække sig tilbage til kasernerne, og arbejderne skal smide deres våben væk og gå tilbage til deres fabrikker. Mange lader sig lokke i troen på de socialdemokratiske løfter, og smider deres våben i de berlinske kanaler og går hjem.
Alt imens de opretholder en 'revolutionær' facade - både Ebert og Scheidemann ses iført røde armbind under møderne, og taler med svulstighed om solidaritet - forhandler Ebert, Scheidemann og Noske med det gamle regeringsapparat, storkapitalen og, ikke mindst, med generalstaben om en løsning til at få standset revolutionen inden den udvikler sig i retning af socialisme.
De indgår en borgfred, som blandt andet indebærer, at officererne kan vende tilbage til hæren med fuld myndighed, at den private ejendomsret vil blive respekteret, og at stridsspørgsmål mellem arbejdere og arbejdsgivere skal løses af 'paritetiske mæglingskommissioner'.

Die Rote Fahne
Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht så stadig tydeligere sammensværgelsen mod revolutionen og arbejderklassen, og gik til modangreb i artikler, taler og løbesedler.
Spartakusforbundet var blevet udviklet og bedre organiseret. Spartakisterne havde besat et borgerligt blad- og forlagshus, hvorfra man udsendte mængder af flyveblade og ikke mindst deres egen avis, 'Die Rote Fahne'.
Allerede den 11. november 1918 afholdtes et møde i Spartakusforbundets ledelse, hvor man analyserede den revolutionære situation. Her blev man enige om, 'at det endnu ikke var klart, hvad der var revolutionens Ôsociale kerne`, at revolutionen først lige var begyndt, og at det øjeblik, hvor de sande revolutionære kunne stille sig i spidsen for den, endnu ikke var indtrådt'. Man nedsatte en centralkomite - med blandt andre Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og Wilhelm Pieck, den senere præsident i DDR. Yderligere besluttede man, at 'Die Rote Fahne' skulle udkomme regelmæssigt.
Dette møde var det første seriøse skridt til dannelsen af et selvstændigt revolutionært parti, og var også reelt et brud med USPD, de uafhængige socialdemokrater.

Revolutionen på et sidespor
Rosa Luxemburg beskrev situationen meget præcist : 'Revolutionen er begyndt. Det er ikke jubel over det, vi har nået, eller triumf over den styrtede fjende, vi har brug for, men den strengeste selvkritik og jernhård koncentration af energien om at føre det videre, som vi har begyndt. For det, vi har nået, er lidet, og fjenden er ikke styrtet.
Endnu før revolutionen har vundet styrke, fået flugt, taget tilløb, bliver dens eneste livskraft, dens socialistiske og proletariske karakter, behændigt tryllet bort. Regeringen rangerer revolutionen ind på et sidespor'.
Karl Liebknecht understregede: 'Der er en gabende modsigelse mellem den tyske revolutions hidtidige politiske form og dens hidtidige sociale indhold! I sin politiske form er den en proletarisk aktion, i sit sociale indhold en borgerlig reform'.
Kun enkelte steder i Tyskland tiltvang arbejder- og soldaterrådene sig den egentlige magt og ophævede de gamle magtorganer. Kun i Bremen, Hamburg og til dels i Bayern lykkedes det at gøre op med borgerskabets og junkernes statsmaskineri, og selv der varede det ikke ret længe.

Rød Garde
Da arbejderrådene i Berlin begyndte at oprette en 'Rød Garde' og opfordrede socialistiske arbejdere til at melde sig til denne, satte den socialdemokratiske regering soldaterne på kasernerne op mod dem. Regeringen bildte soldaterne ind, at en bevæbning af arbejderne var udtryk for mistillid til dem.
Efter en del debat, frem og tilbage, tilbagekaldte arbejderrådene deres beslutning. Samtidig oprettede Berlins militære kommandant, højresocialdemokraten Otto Wels, et 'Soldatenwehr', der kun skulle være underlagt regeringen.
Det gamle statsapparats bevarelse og genindførelse af officerernes kommandomyndighed lettede en hurtig konsolidering af kontrarevolutionens kræfter.
Et vigtigt middel til mobilisering af alle 'ordenskræfter' mod revolutionen og rådene var parolen om indkaldelse af en konstituerende nationalforsamling som 'folkemagtens' øverste organ, og afskaffelse af arbejder- og soldaterrådene. Denne parole blev bakket op af både det højresocialdemokratiske SPD, men også af de centristiske socialdemokrater i USPD - med blandt andre Karl Kautsky og Rudolf Hilferding. USPD`s ledere hævdede, 'at et borgerligt demokrati åbnede op for socialistiske perspektiver'.
Overfor denne vildledning af masserne stod Spartakisterne med deres klare krav, her formuleret af Rosa Luxemburg: 'Af revolutionens mål følger klart den vej, den må gå, af opgaven følger metoden. Al magt til den arbejdende masse, til arbejder- og soldaterrådene'.

Konstituerende Nationalforsamling
Valget stod nu mere og mere klart. Rådsmagt eller nationalforsamling? Socialistisk demokrati, styret fra neden? Eller borgerligt skindemokrati, styret fra oven?
I sine ledesætninger fra den 28. november 1918 påpegede Karl Liebknecht, at proletariatet måtte danne en arbejder- og soldaterrådsregering for hele Tyskland, fratage kapitalisterne deres politiske magtstilling og gennemføre radikale sociale, økonomiske og kulturelle forandringer. Det borgerlige demokrati var 'et forfalsket demokrati'.
Det havde været en svær vej for de tyske revolutionære, at nå frem til dette principielle standpunkt. Det faldt dem endnu sværere, at løse den praktiske opgave at overbevise rådene i Tyskland om at de skulle gribe magten. Rådene kunne på dette tidspunkt have gjort det, men de ville ikke. De revolutionære var for få og for dårligt organiserede. Der manglede en stærk samlende kraft, som var organiseret, skolet og disciplineret - et revolutionært parti.
Da den tyske rigskongres for arbejder- og soldaterråd trådte sammen i Berlin den 16. december stod det klart hvordan magten var i skred. Kun 10 delegerede fra Spartakisterne, 80 fra USPD og 400 fra SPD. Højresocialdemokraterne havde således et stort flertal på kongressen, på trods af at 250.000 arbejdere deltog i en revolutionær demonstration foran bygningen, hvor kongressen blev holdt.
Demonstrationen krævede, at Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht skulle have adgang til kongressen, hvilket blev pure afvist. Kongressen vedtog at nedlægge arbejder- og soldaterrådene, og gav afkald på rådsmagten. Den overgav ikke blot den udøvende, men også den lovgivende magt til regeringen, og fastsatte valg til den Konstituerende Nationalforsamling den 19. januar 1919.
Hermed havde de tyske råds øverste organ begået politisk selvmord. Mange af rådene ude i landet havde ikke til sinds at nedlægge sig selv, og ville fortsætte den revolutionære udvikling. En forholdsvis fredelig etape af revolutionen gik mod dens afslutning.
Efter kongressen var kontrarevolutionen på march. Ebert sendte tropper mod de revolutionære matroser, som havde forskanset sig i, og omkring, det gamle kongeslot i Berlins midte. Der var heftige kampe, og mange matroser blev skudt - det var den 24. december, siden kaldt 'blodjulen'.

Tysklands Kommunistiske Parti
Efter nederlaget på kongressen, og USPD`s opførsel, brød Spartakisterne definitivt med disse, både organisatorisk og ideologisk.
Fra den 30. december 1918 til den 1. januar 1919 fandt den stiftende kongres i Tysklands Kommunistiske Parti - KPD - sted i Berlin. Mange, foruden Spartakisterne, tilsluttede sig det nye parti, og et stort arbejde med organisation og skoling blev sat i gang. Partiets første ledelse kom til at bestå af Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg, Wilhelm Pieck, Franz Mehring, Leo Jogiches, Fritz Heckert og Herman Duncker.
I begyndelsen af januar nåede den tyske revolution sit dramatiske højdepunkt. Den socialdemokratiske regering afsatte den 4. januar Berlins politipræsident Emil Eichhorn fra sin post. Han var meget afholdt af arbejderne, og var medlem af USPD. Dagen efter nedlagde 150.000 arbejdere arbejdet, og gik på gaden med krav om hans genindsættelse.
Tillidsmænd fra hele byen nedsatte en revolutionskomite, blandt hvis medlemmer var George Ledebour og andre fra USPD samt Karl Liebknecht og Wilhelm Pieck. Revolutionskomiteen erklærede generalstrejke og opfordrede til demonstrationer under parolen 'Ned med regeringen Ebert-Scheidemann'.
Da 500.000 arbejdere gik på gaden den 6. januar, tøvede revolutionskomiteen og lod masserne stå uden ledelse. USPD`s ledelse havde, bag ryggen på arbejderne, indledt forhandlinger med regeringen, og gjort det muligt for denne at vinde tid til at få tropper ført frem. KPD`s centralkomite trak sine medlemmer ud af revolutionskomiteen, hvis skændige passivitet den ikke ønskede at dække over.

Bevidst provokation
Det viste sig nu tydeligt, at fyringen af Berlins politipræsident var en nøje planlagt provokation, og at arbejdernes reaktion på denne skulle bruges som påskud til at sende tropper ind. Ebert havde besluttet, at Berlins revolutionære skulle knuses, og dermed starte en kontrarevolutionær offensiv over hele landet.
Højresocialdemokraten Gustav Noske havde ingen betænkeligheder ved at påtage sig funktionen som øverstbefalende for de kontrarevolutionære styrker. 'En skal jo være blodhund', sagde han, og sendte hæren, og de højreorienterede frikorps ind i Berlin for at slagte arbejderne.
Den 11. januar 1919 rykkede tropperne massivt ind i Berlin, mange små modstandslommer blev nedkæmpet. Kun i avisen 'Vorwaerts' redaktionsbygning, som var besat af arbejderne, og i politipræsidiet - Berlins politigård - blev der ydet organiseret modstand. Der var heftige kampe, og først ved hjælp af artilleri og flammekastere blev modstanden brudt.
Der udspillede sig nu en 'heksejagt' på revolutionære i hele byen. Fanger blev mishandlet, og hundredvis af arbejdere blev skudt, i gårdene og gaderne, efter at være taget til fange. Den hvide garde foranstaltede et terrorregime, og højresocialdemokraten Gustav Noske indskrev sig, fra denne og de senere begivenheder, som den, indtil da, største arbejdermorder i Tysklands historie.
Overalt i Berlin dukkede der flyveblade og plakater op med direkte opfordring til, at myrde arbejderlederne Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

Mordene
Trods terroren ville Karl og Rosa ikke opgive deres arbejde på 'Die Rote Fahne', men fortsatte til det sidste med at skrive opråb og artikler. Kammerater tilbød at få dem ud af Berlin, og til Bremen, som stadig var i arbejdernes hænder. De afslog begge dette, da de ikke ønskede at flygte når arbejderne kæmpede og døde i gaderne.
Den 15. januar, samme dag som han blev myrdet, havde Karl Liebknecht en artikel på forsiden af 'Die Rote Fahne' med overskriften: 'Trotz alledem'. Han skrev: 'Vores skib følger en lige kurs, fast og stolt til målet. Og om vi stadig lever, når målet er nået, følger vi vort program. Det vil lede den befriede menneskehed. På trods af alt - Trotz alledem'.
Om aftenen bliver de arresteret og ført til gardekvalleriskyttedivisionens stabskvarter på Hotel Eden. Her bliver de mishandlet - Karl bliver hårdt såret af et geværkolbeslag i hovedet - og senere bliver de smidt i 2 biler, som officielt skulle køre dem til Moabitfængslet. På vej gennem Tiergarten hev officererne Karl ud og skød ham ned bagfra 'under flugtforsøg'.
Senere blev Rosa myrdet i en bil. Hendes mordere surrede ståltråd om liget og smed det i Landwehrkanalen. Hendes lig bliver først fundet i maj 1919. Man kendte deres mordere, men de blev aldrig dømt, trods mange senere forsøg på at stille dem for retten. Ham, der skød Karl Liebknecht, døde først i 1967 i Vesttyskland. Han døde af alderdom og med militær statspension.
Begravelsen af Karl Liebknecht og de andre faldne i januarkampene udviklede sig til en kæmpedemonstration. På trods af undtagelsestilstand, demonstrations- og forsamlingsforbud deltog 100.000 i sørgemarchen. Under trusler om skydning, fortsatte demonstrationen tværs gennem Berlins gader, med vajende røde faner og kampsange, ud til det der nu er mindelund for faldne revolutionære. Berlins arbejdere var ikke knækket. Senere, i maj, gentog det samme sig, da man havde fundet liget af Rosa Luxemburg.

Efterskrift
Karl Liebknecht og Rosa Luxemburgs betydning for den tyske arbejderklasse og stiftelsen af det revolutionære parti er heroisk og kan næppe overvurderes. Trods mange politiske fejltrin i en vanskelig og turbulent epoke, fandt de frem til, at et brud med revisionismen var nødvendigt, og at skabelsen af et nyt revolutionært arbejderparti - et kommunistisk parti - var den eneste vej at gå.
På trods af kontrarevolutionens sejr og blodige undertrykkelse over hele Tyskland i de følgende måneder, voksede det kommunistiske parti - KPD - sig stort, og blev det største og stærkeste af de kommunistiske partier i Vesteuropa indtil Hitlers statskup i 1933.
Den første mindemarch var begyndelsen til en fast tradition i midten af januar. Alle årene siden 1919, undtagen under Hitlerdiktaturet, er revolutionære socialister og kommunister mødtes for at mindes mordene på Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og de tusinder andre faldne.
Det er blevet til, ikke blot en mindedemonstration, men en demonstration hvor de nye krav og paroler føres frem.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur